You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

Ugens Startup: Wusaa vil skabe et parkeringsnirvarna uden bøder

@laerke

Startuppet Wusaa vil med kunstig intelligens udvikle et parkeringsur, der skal eliminere danskernes parkeringsbøder. Under coronakrisen blev flere investeringsdialoger pauset, og de lavede derfor en kickstarter, der i den grad gav pote.

Startuppet Wusaa vil med kunstig intelligens udvikle et parkeringsur, der skal eliminere danskernes parkeringsbøder. Under coronakrisen blev flere investeringsdialoger pauset, og de lavede derfor en kickstarter, der i den grad gav pote.

Selvom Lasse Görlitz er stifter og formand for “Danmarks Bedste Bøfsandwich”- konkurrencen, var det over burgere han mødte Lasse Eriksen, der er medstifter af startuppet Wusaa. De var godt nok ud af samme slæng, men forretning var ikke noget, der havde været på menuen, før Lasse Eriksen en dag ringede til Lasse Görlitz og spurgte, om han ikke ville være med til at udvikle et nyt parkeringsur.

“Der findes en masse elektroniske parkeringsure, der blev opfundet i starten af 00’erne – men det var samtidig med, vi havde Nokia-mobiler og lyttede til Aqua. Der er jo sket lidt i verden siden – og vi ville lave et nyt parkeringsur, der skulle kunne mere end blot klokken,” siger Lasse Görlitz.

Foruden at spise burgere havde de to mænd nemlig undersøgt andelen af parkeringsbøder givet i Danmark. Tallet lød på over én million bøder, og selvom der ikke er konkrete tal på årsagen til parkeringsbøderne, mener Lasse Görlitz, at et realistisk bud er, at cirka halvdelen af bøderne sker, fordi bilister ikke kender til tidsbegrænsningen eller glemmer at købe billet, når tiden er udløbet.

Skrigende unger skal ikke give bøder

At bilister glemmer tidsbegrænsning eller ikke har styr på reglerne, er noget af det, som Lasse Eriksen og Lasse Görlitz med deres løsning Wusaa vil komme til livs. Parkeringsuret fungerer sådan, at der er et fysisk ur, der skal sidde i bilen, med en tilhørende app, der er forbundet med uret via bluetooth.

Lasse Görlitz anerkender, at de fleste er ved at være godt trætte af de mange apps, men alligevel hører appen sammen med uret og fungerer mere som en informations-pusher – i stedet for en app, som brugeren skal interagere med konstant.

Appen sender bilisten en push-besked hver eneste gang bilen er parkeret, og fortæller hvorvidt det er et område som er tidsbegrænset eller kræver betaling. Er pladsen tidsbegrænset sender Wusaa brugeren en notifikation et kvarter inden parkeringen udløber.

“Uret kan fornemme rystelser, som også forekommer selvom du holder for rødt, så appen sender kun notifikationer, når du er parkeret. El-biler slukker som regel, når de holder for rødt, men ved hjælp af appen, kan vi både se hvor længe der er holdt, men også om du geografisk er et sted, man kan parkere,” siger Lasse Görlitz og fortsætter:

“Man anslår, at mellem 7-20 procent af omsætning for parkeringsvirksomheder skyldes, at folk glemmer at stoppe deres parkering, såfremt den er købt digitalt. Derfor har vi også udviklet Wusaa sådan, at så snart bilen tændes, jamen så får du en notifikation om, at du skal huske at stoppe parkering. Så selv med skrigende unger på bagsædet, glemmer du det ikke.”

Corona affødte kickstarter

Det unge startups plan var at få skudt Wusaa hurtigt af gennem B2B, men trods dialoger med flere virksomheder siden august 2019, smækkede corona-krisen en syngende lussing til startuppet, da dialogerne pludselig stoppede.

“Vi kunne se dialogerne stoppede. Så tænkte vi: Skal vi læne os tilbage og vente, eller skal vi gå ud og forsøge at rejse penge og finde ud af, om det her er fed ide?,” siger Lasse Görlitz.

Valget blev det sidste, og Wusaa lavede en crowdfunding-kampagne på Kickstarter. Den primære årsag, var at få valideret deres ide, og aftalen mellem dem var, at der minimum skulle være 500 mennesker i Danmark, der skulle synes det var en fed ide – så fed at de faktisk købte et ur.

Men kickstarteren fik langt flere interesserede end forventet. Og selvom det, ifølge Lasse Görlitz, ikke handlede så meget om pengene, var den kvarte million, som de fik samlet ind, mere end velkomne.

Wusaa faktaboks

Wusaa er guf for forsikringer og leasingvirksomheder

Parkeringsstartuppet appellere ikke kun til glemsomme bilister med skrigende unger på bagsædet. Også forsikringer og leasingvirksomheder er så interesserede, at Wusaa allerede solgt har 5000 enheder til de to brancher.

“Forsikring har en interesse i at vide, hvem der kører familiebilen. Ofte er bilforsikring til unge versus erfarne billister langt dyrere. I og med Wusaa er tilkoblet individuelle telefoner, kan forsikringen se, hvem der har kørt,” siger Lasse Görlitz.

Fidusen for forsikringen er, at de kan lokke med billigere forsikring såfremt kunderne installerer Wusaa. På den måde, kan de sætte selvrisikoen efter, hvem der har kørt bilen, hvis bilen skulle komme til skade.

“Det er også tiltrækkende for forsikringen, hvis der sker en påkørsel, mens bilen er parkeret. Vi kan måle rystelser, så hvis man er blevet kørt ind i under parkering, men først lægger mærke til det dagen efter, så kan vi tidsbestemme, hvornår det er sket, og er der overvågning på stedet, så kan forsikringen bede om overvågning til et præcist tidspunkt,” siger Lasse Görlitz.

Også leasingvirksomheder har øje på urene. Selvom Wusaa ikke analyserer hastighed, er det muligt at se antal kilometer fra parkering til parkering. Ud fra de informationer, kan leasingvirksomheder få overblik over, hvor mange kilometer bilen har kørt. Data der, ifølge Lasse Görlitz, er svær at få fat i.

Gratis magasin:
Få "The Danish Startup Bible 2024" før alle andre!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY