Ugens Startup: “IT-afdelingen har ikke længere kontrol eller overblik over, hvilke værktøjer der bliver brugt”

Det danske IT-startup Oveo har skabt en platform, som hjælper større virksomheder med at strømline, automatisere og få overblik over brugen af SaaS (Software as a Service)-værktøjer. “Det er et marked, vi kun kan se vækst i,” siger folkene bag.

Det danske IT-startup Oveo har skabt en platform, som hjælper større virksomheder med at strømline, automatisere og få overblik over brugen af SaaS (Software as a Service)-værktøjer. “Det er et marked, vi kun kan se vækst i,” siger folkene bag.

”I gamle dage havde virksomheden kontrol over nærmest alt, der blev lagt ud til medarbejderne. Men i dag tager folk ofte deres egen computer eller telefon med, så IT-afdelingen har ikke længere kontrol eller overblik over, hvilke værktøjer der bliver brugt, hvem der bruger dem og fra hvilke enheder.”

Sådan indleder Michael Fornander vores samtale. Sammen med medstifteren Morten Søndergaard står han bag Oveo (stiftet i 2020), en platform som hjælper større organisationer med at strømline og automatisere brugen af SaaS (Software as a Service)-værktøjer – både i et besparelses-, sikkerheds-, compliance- og organiseringsøjemed.

At glemme at slette en Skype-bruger eller at købe en for stor Adobe-pakke kan måske synes tilforladeligt. Men i takt med, at SaaS-landskabet udvider sig nærmest eksponentielt og medarbejdere i stigende grad får frihed til at arbejde hjemmefra og selv vælge de enheder og applikationer, de vil bruge, bliver virvaret af værktøjer hurtigt en kafkask labyrint for IT- og økonomiafdelingen.

”Alene i et selskab på 500 medarbejder bruger man som regel omkring 250 forskellige værktøjer på tværs af organisationen. Og allerede dér begynder det at accelerere så meget i omkostninger og mistet overblik, at IT- og økonomiafdelingen ikke kan følge med. Selv i dag sidder mange større virksomheder og bakser med excel-ark lavet på uopdateret data” siger Oveo-stifteren.

Forkærlighed for større virksomheder

Oveos ”sweetspot,” som Fornander kalder det, er virksomheder på mellem 200-500 medarbejdere. Og gerne helt op til 10.000. Det er de større virksomheder, der hurtigt når et skæringspunkt, hvor problemet bliver dyrt.

”Undersøgelser viser, at 30 procent af omkostningerne forbundet med softwarelicenser er spildt. Det betyder for eksempel, at en stor virksomhed på 1000 medarbejdere bruger flere millioner dollars forgæves på software, de reelt ikke drager nytte af. Problemet er bare, at de ikke ved, hvilken del af licenserne der er spildt. Ingen leverandører fortæller jo virksomheden: ”Nedgradér til den skrabede version, I bruger alligevel ikke de andre funktioner,” siger Oveo-stifteren.

Forlander har som leder oplevet på egen hånd, hvordan applikationslandskabet voldte virksomheden store administrative problem – foruden bare det at få de ansatte til at arbejde med de samme værktøjer. “Det endte selvfølgelig med en masseoprydning af gamle abonnementer, der bare lå og trak penge og samlede støv,” gengiver han opgivende.

Udover besparelser og onboarding har Oveo også et sikkerheds- og GDPR-spor, som holder virksomhederne opdateret på sikkerhedsmangler og complianceproblemer, som SaaS-licenserne kan repræsentere for organisationen. Særligt sikkerhed er blevet relevant for mange store virksomheder.

”Der er et skræmmeeksempel med en tidligere medarbejder fra Sony, som seks år efter han var stoppet stadig havde adgang til virksomhedens kritiske softwareinfrastruktur, fordi IT-afdelingen ikke havde et overblik over de enheder og licenser, medarbejderne gjorde brug af,” fortæller Michael Fornander.

Idéen opstod ved et exit

I startup-verdenen er Michael Fornander efterhånden en garvet herre. Allerede under studietiden på CBS (Copenhagen Business School) var han med til at grundlægge virksomheden Komfo, der senere hen blev Danmarks førende bureau for facebookapplikationer.

”Jeg har altid været meget entrepenant og startet små virksomheder helt tilbage fra min gymnasietid, hvor jeg prøvede at udkonkurrere skolens kantineordning. Det har altid ligget til mig, det med at skabe eller forandre noget og set det vokse,” siger han, og fortsætter:

”Da jeg læste på CBS, startede jeg en virksomhed lige omkring, at Facebook var ved at blive stort. Vi var nogle stykker, der sammen byggede, hvad der senere hen blev Danmarks førende bureau for Facebook-applikationer. Det udviklede sig til en SoMe-management-platform – og det var derfra, det tog fart,” fortæller CEO’en om de unge dage.

Fornander stod i spidsen for Komfo i 10 år. Virksomheden blev til sidst så stor en succes, at content management-giganten Sitecore opkøbte den.

Afslutningen på eventyret endte med at blive starten på et nyt.

”Efter mit exit flyttede jeg et år til San Francisco med min familie. Der gik det op for mig, at der var en masse startups, der byggede SaaS-management-platforme. Men jeg lagde også mærke til, at de ikke havde fokus på GDPR og ofte var meget vendt mod amerikanske softwareredskaber. Så da jeg kom hjem, gik jeg til Morten (Søndergaard, red), som jeg kendte fra SiteCore, og spurgte, om han ville hjælpe med at bygge en europæisk løsning,” fortæller grundlæggeren.

Hjemme godt, ude bedst

Idéen var tydeligvis god. Med 20 ansatte og to succesfulde runder med millioninvesteringer fra erfarne engleinvestorer, PreSeed Ventures (PSV) og 70 Ventures er der vind i sejlene hos virksomheden, der arbejder 100 procent remote. Og det er vigtigt, hvis man skal tiltrække de rette talenter.

”Større virksomheder kan betale væsentligt mere og gå meget længere for at hive dygtige udviklere ind, og derfor er det fedt, at vi frit kan vælge de udviklere, vi gerne vil arbejde sammen med – uanset hvor end de måtte befinde sig i verden. Jeg vil nærmest sige, at for at komme godt i gang som et mindre startup, kan det være nødvendigt at arbejde remote. Det er det muliges kunst et eller andet sted.”

Men kan man skabe en sammenhængende og kollektiv arbejdskultur, uden at være fysisk sammen – sådan overhovedet? Sagtens, mener Fornander, men det kræver arbejde.

”Det kræver et andet fokus. Når man arbejder remote, handler det meget mere om, hvilken kommunikationsplatform man bruger. Og om tonen generelt. Men der mangler selvfølgelig det sociale aspekt, hvor man møder folk, drikker øl sammen og lærer hinanden at kende – helt uden en agenda.”

”En gang om året flyver vi alle medarbejdere ind til et stort strategimøde, hvor vi er sammen over nogle dage. Derudover opfordrer vi folk til at mødes og drikke en øl eller spiser noget mad på firmaets regning. Vi prøver at gøre meget for at mødes fysisk – selvom vi arbejder remote,” fortæller iværksætteren.

Med kunder i Danmark, Finland, Holland og Belgien er Oveos fokus pt på Europa. Men på sigt er ambitionerne større.

”Vi ser ikke nogen begrænsninger. Det er et globalt behov. Og vi tror meget på den skandinaviske model med gode produkter med høj grad af brugervenlighed og godt design. Med den tilgang tror jeg virkelig, at man kan gøre meget. Planen er at starte i Europa, og bruge det som et springbræt til at få en god start i USA og måske endda Asien. Det er et marked, vi kun kan se vækst i,” siger Michael Fornander.

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

...så får du de seneste nyheder og største historier om tech og startups lige i indbakken!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY