Ulobby hjælper flere til at blive lobbyister med sin politiske platform

Temaet bag Ulobby. I stolene forrest sidder stifterne Bertel Torp (til venstre) og Anders Kopp Jensen.

Med dataindsamling, lovovervågning og bedre planlægning har Ulobby skabt et værktøj, der åbner lobby-arbejdet op. Både så erfarne lobbyister kan arbejde mere effektivt, men også så mindre virksomheder og organisationer kan få en stemme i den politiske proces.

Med dataindsamling, lovovervågning og bedre planlægning har Ulobby skabt et værktøj, der åbner lobby-arbejdet op. Både så erfarne lobbyister kan arbejde mere effektivt, men også så mindre virksomheder og organisationer kan få en stemme i den politiske proces.

I Danmark er den politiske proces egentlig meget åben. Lovbehandling offentliggøres løbende på Folketingets hjemmeside, kommunerne lægger deres referater ud til offentligt skue og politikere og meningsdannere er sjældent længere end en opringning eller en Facebook-besked væk.

Problemet er, at den store datamængde mangler struktur. Kommunernes referater offentliggøres på 98 forskellige måder, og hvis det ikke er ens primære arbejde, kan det være svært at finde hoved og hale i, hvem der er beslutningstagere på forskellige områder. Det er det, Ulobby forsøger at lave om med sin lobby-platform.

“Grundideen handler om at give flere mulighed for at forstå og påvirke politik”

”Grundideen handler om at give flere mulighed for at forstå og påvirke politik. Ikke kun i Danmark men i hele Europa. Vi har en ide om, at der er noget demokratisk problematisk i, at det kun er meget ressourcestærke aktører, der kan lave lobbyarbejde på et højt niveau. Derfor vil vi gerne sænke barrieren,” siger Anders Kopp Jensen, medstifter og CEO i Ulobby.

Virksomheden startede med at udvikle sit digitale værktøj til lobby-branchen i 2016. Ideen var, at det både skulle øge forståelsen for processerne med hjælp fra data og algoritmer og samtidig være et bedre værktøj til at styre arbejdet.

I dag er det danske startup kommet så langt, at de har kontorer i Danmark og Bruxelles, så de kan dække politik i både Danmark og EU. Og inden længe er de klar til at slå dørene op til resten af Norden.

Medieovervågning med politisk twist

Med den politiske monitorering kan lobbyister i dag bruge Ulobby til at følge med i, hvad der sker på tværs af parlamenter, nyhedsmedier og sociale platforme indenfor de emner, de interesserer sig for. Alt sammen bundet sammen af sproglige-modeller, der forstår indholdet i det indsamlede materiale og sætter det i system.

”Det, vi gør for lobby-arbejde, er det, man gjorde med mediemonitorering i 00’erne. Det er bare et andet fokus, vi har. Hælder man sit problem ind i vores platform, holder den øje med problemet, så man kan sove roligt om natten og ikke frygte pludselige lovændringer eller shitstorms,” siger Anders Kopp Jensen.

Anders Kopp Jensen stifter og CEO i Ulobby

Samtidig har Ulobby et værktøj til at finde frem til de rigtige beslutningstagere – såkaldt stakeholder-management. Algoritmen er simpelthen trænet til at anbefaler de aktører, der sætter dagsordenen på et givent område.

”Man får en masse data og indsigt, som man ikke selv kunne grave frem – uanset hvor meget tid, man brugte – for vi kører så store datamængder sammen ved hjælp af machine learning,” siger stifteren.

Alt sammen pakket ind i et værktøj til at planlægge processen – hvem der taler med hvilke personer hvornår. For teknologi bliver kun en hjælp, hvis den kan integrere med den måde, som folk allerede arbejder på i dag.

”Nogle af de største virksomheder i Danmark bruger stadig Word og Excel til at styre arbejdet i dag. Det hjælper ikke rigtigt proaktiv – det er meget bagudskuende, og er meget følsomt, hvis medarbejdere smutter,” siger Anders Kopp Jensen.

Lobbyarbejde er også for startups

Missionen har fra start været at demokratisere lobbyarbejdet, så det ikke længere kun er for store, etablere virksomheder. Derfor mener stifteren heller ikke, at startups skal afholde sig fra at melde sig ind i kampen – uanset om de gerne vil på Finansloven, have ting igennem i Bruxelles eller bare holde øje med lovgivningen.

”Nogle iværksættere løber panden mod en mur ift. Regulering, der stopper deres ide fra at komme ud over rampen. De har brug for en dybere forståelse for, hvad det for nogle drivere på det politiske område, de kan koble sig på – finde de aktører, der sætter agendaen. Og der kommer tit nogle overraskelser, når de kan se nogle mønstre og få indblik i stakeholders,” siger Anders Kopp Jensen.

Læs også: Ulobby indtager lobbyismens hovedstad med millionrunde i lommen

Derfor har platformen allerede kunder helt ned til enkeltmandsvirksomheder, der gerne vil følge et specifikt område. Og særligt indenfor tungt regulerede områder som fintech og biotech, eller områder som har særlig interesse i den bredde offentlighed som mobilitetsstartup, har haft god hjælp af platformen.

”Har man en ny ide, som måske er lidt kontroversiel eller lægger sig ud med status quo, kan man hos os få et indblik i, hvad der rører sig politisk. Det giver mindre virksomheder og organisationer uden mange ressourcer mulighed for at bokse med på en vægtklasse, de ikke kunne før – fordi de får nogle indsigter, de ikke har haft adgang til tidligere,” siger Anders Kopp Jensen.

Kan borgerne komme med?

Spørgsmålet er så, om Ulobby har flyttet lobby-branchen i retning af mindre aktører, eller de store bare har fået et bedre værktøj?

”Jeg synes, jeg kan mærke, at vi har flyttet noget. Modenheden i markedet har ændret sig: Da vi startede for fire år siden, var early adopters med, men der var også mange, der gerne ville skyde os ned, fordi de ikke mente, man kunne erstatte en lobbyist med 25 års erfaring,” siger Anders Kopp Jensen.

Han mener da heller aldrig at have påstået, at Ulobby kan overflødiggøre kloge lobby-hoveder. Til gengæld mener han, at de med teknologiske muligheder kan gøre lobbyisterne endnu bedre – og samtidig få en bredere skare med.

”Vi vil altid gerne gøre det endnu mere tilgængeligt, endnu nemmere og billigere at være med. Vi kan se, at vi også hjælper nogle typer af kunder i dag, som for fem år siden ville have afvist at lave interessevaretagelse, men som i dag gør det og kommer på finansloven eller får et prøveprojekt med kommunen igennem,” siger han, og forsætter:

“Borgerniveau ville være næste skridt: Kan vi lave endnu mere enkle tools til nogle, som måske bare er ildsjæle, der gerne vil have en ny hal til deres lokale fodboldklub?”

”Borgerniveau ville være næste skridt: Kan vi lave endnu mere enkle tools til nogle, som måske bare er ildsjæle, der gerne vil have en ny hal til deres lokale fodboldklub? Det er en interessant tanke i hvert fald.”

Det seneste år har Ulobby fokuseret på at etablere sig i Bruxelles og få større kunder ombord der, mens amerikanske konkurrenter er begyndt at røre på sig i EU-sammenhæng.

Med en vækst på 10 procent om måned er næste skridt for virksomheden er at kigge mod resten af Norden, og derefter formentlig Tyskland og Storbritannien. Derfor er de også i gang med at rejse penge til at gøre den mission til virkelighed.

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

...så får du de seneste nyheder og største historier om tech og startups lige i indbakken!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY