Grønland, entreprenørskabsundervisning

Undervisning i entreprenørskab skal sparke til grønlandsk vækst

Fraflytning, mangel på nye arbejdspladser og et lavt uddannelsesniveau giver Grønland udfordringer på vækstfronten. En ny undervisningsindsats mellem Fonden for Entreprenørskab og det grønlandske selvstyre skal fremme entreprenørskab og give området vokseværk.

Oppe mod det kolde nord kan det være svært at sætte skub i væksten. Det er som de afsidesliggende byer stivner lidt i kulden, og Grønland har svært ved at få sat fart i vækst og udvikling. Udfordringer med lavt uddannelsesniveau, fraflytning og mangel på nye arbejdspladser har krævet nye metoder for at få gang i området.

Derfor har det grønlandske selvstyre afsat 1,3 millioner kroner til en indsats i samarbejde med Fonden for Entreprenørskab for at fremme entreprenørskab i skoler og uddannelser, til at efteruddanne lærere og støtte unge i opstart af virksomhed.

Entreprenørskabsundervisning modvirker affolkning

Indsatsen er startet på baggrund af en rapport, som udkom i februar, der viste at undervisning i entreprenørskab var en stor mangelvare i Grønland. Samme rapport viste også, at det netop er entreprenørskabsundervisning, der kan være med til at skabe vækst og modvirke fraflytning fra de nordiske øer og udkantsområder.

Læs også: Iværksættere skal redde de nordiske øer

Derfor har Fonden for Entreprenørskab etableret et sekretariat og en bestyrelse på Grønland, som skal udbrede og forankre entreprenørskabsundervisning i de grønlandske skoler og uddannelser.

“Det er et rigtig godt initiativ, som Fonden for Entreprenørskab har taget, og det er glædeligt, at selvstyret støtter det. Vi har et meget stort behov for at udvikle nye erhvervsområder og skabe nye virksomheder og arbejdspladser, og derfor bakker Grønlands Erhverv op om undervisning i entreprenørskab i uddannelserne. Vi tror, at fondens initiativ kan stimulere ny erhvervsudvikling,” siger Brian Buus Pedersen, direktør i Grønlands Erhverv i en pressemeddelelse.

Entreprenørskab skal implementeres i hele uddannelsessektoren

Til maj åbnes der så en helt ny efteruddannelse i entreprenørskab, som er målrettet grønlandske lærere. Eleverne vil kunne deltage i innovations- og iværksætterkonkurrencer hos Fonden for Entreprenørskab, og de vil også få adgang til støtte gennem mikrolegater – et af de tlitag, rapporten viste, kan være med til at få gang i iværksætteri i afsidesliggende regioner.

“Det er et markant beløb, der er sat af til at implementere entreprenørskab i hele uddannelsessektoren i Grønland, og det er et klart signal om, at man ønsker at uddanne grønlandske unge, så de er bedre rustet til et arbejdsmarked i forandring. Vi er samtidig glade for at kunne etablere en afdeling i Grønland, så endnu flere elever og studerende kan gøre brug af de undervisningsmaterialer, programmer og tilbud, som Fonden har,” siger Christian Vintergaard, administrerende direktør i Fonden for Entreprenørskab i pressemeddelelsen.

“Sikre, at flere lærer mere”

De 1,3 millioner kroner forventes at blive suppleret af midler fra private organisationer, som kan indgå samarbejde med FFE Grønland.

“Det er vigtigt for mig som Naalakkersuisoq for Uddannelse, at vores uddannelser får øget fokus på entreprenørskab og innovation. Jeg er overbevist om, at dette vil gøre undervisning mere spændende og tilgængelig for mange af vores unge. Vi kan dermed sikre, at flere lærer mere, samtidig med at vi udbygger iværksætterkulturen som en del af vores undervisningssystem,” siger Doris Jakobsen, Naalakkersuisoq for Uddannelse, i pressemeddelelsen og fortsætter:

“Med Fonden for Entreprenørskab som samarbejdspart for denne indsats, får vi adgang til en stor viden om området. Lige som os ser de det som altafgørende, at kapaciteten opbygges og forankres lokalt i Grønland, og at indsatsen tilpasses vores behov. Jeg ser derfor meget frem til de kommende års indsats.”

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

...så får du de seneste nyheder og største historier om tech og startups lige i indbakken!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY