Artiklen er en del af magasinet ‘From University to UnicornUnicorn er et udtryk, der bruges til at beskrive en startup-virksomhed, der har nået en værdiansættelse på 1 milliard dollars eller mere. More 2021’. Du kan læse hele magasinet online her.
Verden vender, drejer og ændrer sig med hastige skridt, og virksomhederne får behov for at reorientere eller helt genopfinde sig, hvis de fremover vil tiltrække de skarpeste talenter på jobmarkedet. For konventionelle goder som høj løn eller en vigtig jobtitel er ikke længere nok; flere og flere kandidater vil have formål. En mening med det hele. Impact.
“Da vi startede The Hub i 2015, var der ingen, der talte om det her. Men efterhånden har mange virksomheder integreret verdensmålene eller SDG’erne (Sustainable Development Goals) i deres DNA. Og jeg vil vove påstanden, at man ikke længere kan lave et succesfuldt startup eller tiltrække talenter uden en klart defineret mission. Det hænger uløseligt sammen,” fortæller Ninna Wicki Olsen-Stryhn, som er administrerende direktør for rekrutteringsplatformen for startups, The Hub.
For tre år siden husede platformen 600 verdensmåls-virksomheder i Norden, men i dag er tallet steget til 1655. Og det er noget, der er populært blandt kandidaterne: På The Hub får SDG-virksomheder i gennemsnit 25 procent flere ansøgninger til opslåede stillinger.
Og selvom tendensen har været, at den yngre generation er mest formålsdrevet, er de ældre aldersgrupper ved at optage samme dagsorden.
“For fem år siden opfattede man det her fænomen som noget, der var forbeholdt unge mennesker. Men vi ser i stigende grad 35-50-årige søge stillinger ud fra de her parametre. Det ikke længere en ungdommelig ting at jagte et formål, men mere og mere noget, man forventer fra arbejdsgiveren,” beretter The Hub-direktøren.
Seniorkandidaterne har fået børn
Billedet genkender Emil Fuglsang, som er medstifter af og COOCOO betyder Chief Operating Officer og er den øverste leder ansvarlig for virksomhedens daglige drift og operationelle effektivitet. COO’en sikrer, at virkso More (Chief of Operations Officer) i virksomheden Matter, der leverer bæredygtighedsdata og avancerede analyseplatforme til finanssektoren. Missionen om at skabe en positiv forandring får særligt yngre talenter til at sværme om virksomheden.
“Vi har aldrig haft svært ved at tiltrække unge mennesker – selv de meget eftertragtede kandidater, som har mange andre tilbud, vælger at arbejde hos os. For de er i stigende grad på udkig efter at lave noget meningsfyldt,” siger han og fortsætter:
“Det samme gælder studerende og praktikanter, som historisk set har været tiltrukket af større navne, huse og brands at putte på CV’et. Men vi oplever i stigende grad, at det er ligeså prestigefyldt at arbejde for en formålsdrevet virksomhed – næsten uanset størrelsen.”
Det kan være svært at give et entydigt svar på, hvordan tendensen er sevet fra den yngre til den ældre generation. Men der sker helt sikkert noget, når kandidaterne stifter familie, mener Emil Fuglsang.
“Det har tidligere været sværere at lokke de lidt ældre kandidater væk fra de gode lønninger og velpolstrede firmapakker, når vi søgte til seniorroller. Men også det bliver lettere og lettere.”
“Vi hører ofte, at de er blevet bevidste om mange af de her udfordringer gennem deres børn, som stiller spørgsmålstegn ved det, forældrene laver. Mange fortæller, at de gerne vil kunne komme hjem fra arbejde og se deres børn i øjnene,” fortæller Matter-COO’en.
Stadig et stykke vej
I takt med at de store samfundsudfordringer er kommet på erhvervslivets dagsorden, er de såkaldte ESG-vurderinger (environmental, social and corporate governance) stormet frem. De er udviklet i forbindelse med, at økonomiske regnskaber alene ikke længere er tilstrækkelige, når de store selskaber skal værdiansættes.
I juni annoncerede det verdensomspændende revisionsfirma PwC en investering på omkring 78 milliarder kroner og oprettelsen af 100.000 nye stillinger over fem år, der skal imødekomme virksomhedernes og organisationernes efterspørgsel efter forskellige typer ESG-certificeringer.
Men på trods af udviklingen er der stadig et stykke vej endnu, mener Ninna Wicki Olsen-Stryhn – særligt fra investorernes side.
“Vi ser stadig, at størstedelen ikke markedsfører sig som formålsdrevne startups. De fleste har erkendt, at det ikke er en døråbner hos venturekapitalfondene, som stadig har en vis berøringsangst over for det her. Engleinvestorerne, som måske oftere tager følelserne omkring projektet med i betragtningen er nemmere at overbevise,” siger hun.
“Mange investornetværk og kapitalfonde består stadig af repræsentanter fra ”den gamle skole”, der gerne vil støtte en god sag, men som har svært ved at se, hvordan profit og formål kan gå hånd i hånd. Så vi er stadig i et stadie, hvor vi skal uddanne og udfordre. Det kræver en række succeshistorier, og at vi bliver ved med at tale om det,” vurderer Ninna Wicki Olsen-Stryhn.