En nytårsaften havde en amerikaner ved navn Garret Camp brugt 800 dollars på en privat chauffør, fordi det ville være umuligt at finde en taxa. Det irriterede ham, og han startede derfor et lille firma kaldet UberCap. Tanken var simpel. Tryk på en knap på din smartphone og få en taxa. Spoler man tiden 10 år frem, er Uber nu USA’s største venture kapital-støttede firma, og har en anslået værdi af 509 milliarder kroner.
Garett Camp er ikke den eneste, der har digitaliseret hverdagens problemer. Tradeshift startede i 2010, og med sin skybaserede platform blev virksomheden i 2018 en unicornUnicorn er et udtryk, der bruges til at beskrive en startup-virksomhed, der har nået en værdiansættelse på 1 milliard dollars eller mere. More. Planday har ligeledes opnået succes med sin digitale vagtplan, der har rejst 418,5 millioner kroner.
Firmaerne er blot nogle af dem, der har digitaliseret de kedelige aspekter af livet. I dag kan du sidde i underbukser og handle på Nemlig.com, du kan klare rengøring på HappyHelpers rengøringsplatform, eller få dine Panodiler leveret med din pizza søndag morgen.
Stadigt flere spillere træder ind på banen i kampen for at løse det kedelige. Proptech-virksomheden Proper er den nye dreng i klassen, og har modtaget 4,2 mio. Kroner fra bl.a. Bjarke Ingels. Proper er dog blot én i rækken af startups, der automatiserer administrative opgaver – og får succes. En anden spiller på banen er Mik Strøyberg, der med firmaet Good Monday har gentænkt kontorløsningen.
Det usexede har aldrig været mere succesfuldt
Hvad har disse succesfulde virksomheder tilfælles? De så potentialet i det usexede. Ifølge Morten Krarup, der er stifter af Proper, er nogle af de virksomheder, der er blevet allerstørst kommet fra de mest uinteressante og konservative brancher.
“Der var ikke nogen, der syntes, at taxabranchen var spændende før Uber, det var der oprigtigt ikke,” siger han.
Om sin egen branche – boligadministration – mener han heller ikke, at spændingsniveauet er synderligt højt.
“Mange ser også ejendomsbranchen som kedelig, og de folk, der synes det, er spændende, tænder mest på køb og salg. Alle synes, at administration af ejendomme er forbandet kedeligt – men vi tror, vi kan gøre det sexet”.
Og med deres software automatiserer de de usandsynligt tørre opgaver, og giver, ifølge Morten, plads til at udlejere kan koncentrere sig om, hvad de synes er spændende.
Propers digitale platform håndterer både huslejebetalinger, reguleringer, påmindelser, påkrav, kommunikation med lejerne, kontraktstyring og dokumenthåndtering, samt bogholderi.
Alt ovenstående bliver håndteret af software, og hvor der før har været adskillelse mellem service og software, kan det nu samles et sted. Morten Krarup der, sammen med Jakob Funch, har stiftet virksomheden, forklarer:
“Vi er ikke bundet af en ekstern softwareleverandør, for vi bygger selv vores software. Halvdelen af vores medarbejdere er softwareudviklere.”
En digital lykkepille mod exceldepressionen
Hvad der kan betegnes som en exceldepression rammer ofte de private udlejere. Lange mails, huslejekontrol, kontrakter og ikke mindst forvirring forekommer, når man som ene person skal forsøge at holde styr på det administrative, og det rammer mange.
Ifølge Dansk Statistik findes der 1,3 mio. lejeboliger i Danmark, og det er anslået at omkring 500.000 lejeboliger er administreret af ejerne selv – er der tale om en folkesygdom?
Morten Krarup har selv mærket frustration på egen krop, da han i april 2014 åbnede Nest Copenhagen. Da projektet startede, stod Morten Krarup selv for det administrative, og tænkte: “Hvor svært kan det være? Lidt husleje mellem venner, det finder vi da let ud af. Da vi kom i gang, endte jeg med at stå med meget mere arbejde, end jeg havde forventet.“
Det var gennem denne oplevelse, at Morten Krarup og Jacob Funch fik idéen til Proper, og i 2017 startede de virksomheden og tilbød dermed en digital lykkepille.
“Vores største marked er udlejere, der har mellem 25 og 100 lejemål, men vi har kunder, der har over 200 lejemål på vores platform,” siger Morten Krarup, der hurtigt fandt ud af, at han ikke var den eneste med de omtalte problemer,
“Mange var glade, vi har ikke mistet en eneste kunde siden vi startede i februar 2018, og vi kunne se, at dem der købte ind på servicen, begyndte at anbefale det til andre” siger han, og fortsætter:
“I december 2018 begyndte vi rigtigt at tage kunder ind og lave ekstern marketing. Der opdagede vi, hvor interessant markedet er, og siden er vi vækstet mere end 30 procent hver eneste måned”.
Henry Ford og de mange kontrakter
En anden virksomhed, der ligeledes tager en digital vinkel på de usexede opgaver, er Good Monday, der kom til verden i 2018, stiftet af iværksætteren Mik Strøyberg. Good Monday har skabt en platform, hvor du kan skræddersy dit firmas kontorbehov. Det kan være alt fra den lækre kaffe, yogatimer eller basale ting som rengøring.
Good Mondays mål har været, at kontormiljøet skal matche firmaets DNA og tilfredsstille medarbejdere. Omdrejningspunktet er at skabe glade medarbejdere – uden administrativt besvær.
Ifølge Mik Strøyberg forventer ansatte, at der er goder på kontoret
“Det er ikke længere Henry Ford-tider, hvor man bliver glad, hvis der er noget – man forventer der er noget. Det handler om at skabe nogle glade medarbejdere, så man kan fastholde dem, og så man kan skabe gode resultater.”
Inspirationen kom, da Mik Strøyberg var bosat i New York og CEOCEO betyder Chief Executive Officer og er den øverste leder i en virksomhed, ansvarlig for den overordnede strategi og ledelse. CEO’en rapporterer normalt ti... More for firmaet Lemonsqueeze. Han var træt af manglen på en platform med alle services samlet ét sted, altså et system til at kunne sørge for et lækkert arbejdsmiljø for sine ansatte.
“Jeg sad til sidst med mere end 50 kontrakter, 50 termination periods, 50 forskellige regninger og 50 forskellige kontaktpersoner. Jeg havde ikke noget økonomisk overblik og havde ingen fleksibilitet. Det var et ret stort opgør med ikke at transformere 1 eller 2 eller 3 ting, men transformere hele baduljen”.
Hold my beer.
Hvad med fremtiden? Spørger man Mik Strøyberg får man dette svar:
“Nu flere bøvlede processer der findes, hvor folk siger ‘det kan vi ikke løse’, er der et kuld af mennesker, der siger: hold my beer.”
Digitalisering af kedelige opgaver skrives ikke blot i nutid, men ligeledes i fremtid. Ifølge Mik, er der tale om en naturlig evolution, hvor man om et par år vil se forundret på fortidens molbo-tilgang, der kan løses digitalt, hvis nogen blot lige holder øllen.
Morten Krarup mener ligeledes, at fremtiden ser lys og digital ud: “Jeg tror alle de brancher, kommer til at blive gentænkt som IT-virksomheder,” siger han.
Er det monstro, hvad der kommer til at ske? Én ting er I alt fald sikkert. Det usexede er in, og spørger man både Morten og Mik, vil vi se mange flere af sådanne virksomheder i fremtiden.
Læs også̊ Techsavvy’s artikel om virksomheden Good Monday, der genopfandt kontorløsningen: