Fortsat vækst i Forskerparken

Innovationen trives i Scion DTU’s forskerpark. Virksomhederne vokser eksponentielt og der bliver indhentet patenter hver anden dag. Nye faciliteter i det kommende år skal skalere tallene yderligere.

Hver dag møder 3.400 mennesker på arbejde i 260 virksomheder, der har kontorer i Scion DTU’s forskerpark. Af de primært hardware-virksomheder vækster tre ud af fire.

”Nogle virksomheder er vokset med mere end 300 procent, mens andre har en mere ydmyg vækstrate. Det er sundt for vores miljø, at der er en forskellighed i vækstraterne og det bidrager til et dynamisk miljø at virksomhederne er på forskellige stadier i deres livscyklus,” siger Steen Donner, direktør i Scion DTU.

Han hæfter sig især ved, at størstedelen af virksomhederne i Forskerparken er startups og dermed også er virksomheder, der opererer med en høj risiko. Derfor betyder det også meget, at miljøet i Scoin DTU kan omfavne flere typer virksomheder.

”Tre ud af fire af virksomhederne på Scion DTU svarer, at Forskerparken bidrager positivt til deres vækst. Det tror jeg skyldes, at vi har skabt et miljø med en stor koncentration af forskellige kompetencer for at drive forretning og at der er en dynamik i miljøet, hvor virksomhederne bruger hinanden. Vi har flere eksempler på, at virksomhederne arbejder på tværs, når behovet opstår,” siger Steen Donner.

”Vi ville få svært ved at vækste vores forretning, hvis ikke vi sad i Scion DTU”

En af de virksomheder er Copenhagen Nanosystems, der er Danish Tech Challenge-alumni fra 2016. Startuppet har udviklet en højteknologisk plastikbeholder, der kan måle på mange typer væsker og hjælpe kunder med at lave eksempelvis kvalitetskontrol på deres produkter. Til hverdag drager de stor nytte af deres placering i Scion DTU og Forskerparkens faciliteter.

”Vi bor i en af Scion DTU’s laboratoriebygninger. Vi har let og fleksibel adgang til de bedste faciliteter, som vores højteknologiske løsning kræver. Det er alfa og omega for, at vi kan holde trit med og bidrage til udviklingen af nanoteknologien. Alternativt skulle vi selv investere dyrt i de samme forhold. Så det ville være svært at vækste vores forretning, hvis ikke vi sad i Scion DTU hvor vi har adgang til forhold, man ellers kun ser hos de største virksomheder rundt om i verden,” siger Emil Højlund-Nielsen, der er CEO i Copenhagen Nanosystems.

Skalering for øje

Til maj lancerer Scion DTU deres nye kontormiljø Future Box, der skal fremme samarbejde mellem startups og større virksomheder. Generelt er det et mål for Scion DTU at rekruttere flere virksomheder og fortsætte deres kontakt til virksomhederne.

”Vi skal fortsætte vores fokus på hardware og bioteknologi. Vi skal skærpe den hjælp, vi giver virksomhederne med at få deres fysiske produkt på markedet. Det er i hensyn til vores mentorer, vores måde at aktivere vores samarbejde med DTU og vi skal udvide de fysiske rammer, så der er plads til nye virksomheder. Helt konkret lancerer vi Future Box i slutningen af maj måned i år,” siger Steen Donner og fortsætter.

”Vi skal blive ved med at skabe muligheder for vores beboere og udvide netværket. Derfor skal vi være større. I dag er vi 260 virksomheder i Scion DTU og inden for fem år skal det tal være mellem 350 og 400 virksomheder. Det betyder også, at der vil sidde 5.000 fagligt tunge teknologiske profiler. I forvejen har vi en stor ressourcepulje af kompetencer og den bliver kun større,” siger Steen Donner.

Få overblik over nøgletallene i Scion DTU’s resultatrapport her.

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

...så får du de seneste nyheder og største historier om tech og startups lige i indbakken!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY