Vækstfonden

Vækstfonden klar til flere risikofyldte lån efter historisk aftale til 1,6 milliarder

Den Europæiske Investeringsfond og Vækstfonden har netop indgået en ny lånegaranti-aftale. Med den historisk store aftale i ryggen er Vækstfonden nu klar til at skrue yderligere op for pengestrømmen til iværksættere og nye ideer.

Donkey Republic, Kubo, GoMore, Libratone og Falcon Social. Fem danske startups, der alle har modtaget finansiel støtte fra Vækstfonden. Og nu skal en ny, massiv garanti-aftale sørge for endnu flere succes-historier.

Vækstfondens nye garantiaftale med Den Europæiske Investeringsfond, EIF, er på 1,6 milliarder kroner – den største af sin art i fondens historie. Det er samtidig første gang, at EIF stiller en tabsgaranti i Europa. Garantien dækker op imod 50 procent af Vækstfondens tab på Vækstlån, Vækstlån til iværksættere og Ansvarlige lån.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen håber, at mindre virksomheders vækstdrømme kan blive til virkelighed i takt med, at pengene strømmer ud i startupland.

”Vi har et kontinuerligt fokus på at sikre de bedst mulige betingelser for danske SMV’er, så de kan investere i fremtiden og udvikle sig som virksomheder. Her spiller adgangen til kapital en afgørende rolle, og det er meget positivt, at vi med aftalen har tiltrukket betydelige midler fra EIF til Danmark, så vores små- og mellemstore virksomheder kan få medfinansieret deres vækstplaner,” siger Brian Mikkelsen i en pressemeddelelse.

Flere lån med større risiko på vej

Med den nye garanti-aftale rykker Danmark op på en europæisk sjetteplads, når det kommer til at tiltrække kapital fra EIF. Christian Motzfeldt er direktør i Vækstfonden, og med den nye aftale i ryggen er hans organisation klar til at påtage sig større og flere risici i de kommende to år, hvor aftalen løber.

”I Vækstfonden er vi sat i verden for at sikre kapital til vækst og udvikling i danske virksomheder. Det får vi endnu bedre mulighed for med midlerne fra EIF. Den nye InnovFin-aftale er beløbsmæssigt den største, vi har lavet, og den bringer vores samlede aftalebeløb op på 4,4 mia. kr. Med aftalen her får vi nye muligheder for både at finansiere flere virksomheder og for at tage en større risiko. Dermed kan vi nå endnu bredere ud blandt SMV’erne,” siger Christian Motzfeldt i en pressemeddelelse.

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

...så får du de seneste nyheder og største historier om tech og startups lige i indbakken!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY