Stående: Jacob Harboe Kristensen, CPO. Siddende: Jakob Brøgger-Mikkelsen, CEO

Den danske app Reflectly modtager en investering på fem millioner kroner fra to eksisterende investorer, der ser stort potentiale i den digitale assistent, der kombinerer kunstig intelligens, chatbot-teknologi og noget så analogt som en dagbog.

For halvandet år siden kunne det danske startup Reflecty åbne for de første testbrugere. Dengang havde 1000 danske studerende skrevet sig op for at dele sine tanker med en chatbot gennem Facebook Messenger, Skype eller Slack. I dag har Reflectly sin egen teknologi på en platform med mere end 500.000 brugere, der hovedsageligt bor i Nordamerika.

Mere end 70 procent af brugerne er kommet til platformen gennem organisk vækst. Men nu skal der sættes skub under rekrutteringen af nye brugere og til det har teamet bag Reflectly hentet fem millioner kroner hos to eksisterende investorer, der ønsker at være anonyme.

Forretning før investor-kapital

Siden det unge startup åbnede for sluserne, har der været eksponentiel vækst i antallet af brugere fra måned til måned, der tilmeldte sig en – dengang – gratis løsning. For to måneder siden fandt de frem den rigtige forretningsmodel der både kunne konvertere nye brugere og skaleres på sigt. Derfor falder timingen for investeringen nu.

“Potentialet igennem det seneste år er i den grad blevet bevist. Vi er førende indenfor vores felt i de store vestlige app-markeder såsom USA og UK nu, og med en skalerbar forretningsmodel på plads, har vi hentet den nødvendige kapital til at tage det næste skridt. Vi har testet flere forretningsmodeller siden vi lancerede til det brede publikum og for to måneder ramte vi rigtigt, fordi vi kunne se at flere nye brugere konverterede ind i modellen,” Udtaler CEO & medstifter, Jakob Brøgger-Mikkelsen.

Startuppet ville ikke tage penge ind, før en skalerbar forretningsmodel var på plads. Nu har de bygget en forretningsmodel, hvor de betalende brugere får mere software til rådighed end de ikke-betalende brugere.

Stort udviklingspotentiale

Rent teknisk tilbyder Reflectly brugerne en samtale-journal, der på nuværende tidspunkt er bygget på simple algoritmer, der giver brugeren spørgsmål gennem et chat-interface. En chat-bot skal vurdere, om brugeren er positiv eller negativ og designe dialogen herefter ved at stille spørgsmål, der skal hjælpe brugeren til at reflektere. Herefter lagres notaterne automatisk til et dagbogsformat, som brugeren nemt kan tilgå. Men ambitionerne for den digitale assistent stopper ikke her.

”Chat-botten er i dag personificeret på et generelt niveau, men i takt med at vi får den rette mængde data, kan vi tilbyde anbefalinger og relevante spørgsmål på bestemte tidspunkter af døgnet og ugen. Digitale assistent apps er på vej frem og vi kommer til at have digitale assistenter, der præger vores dagligdag i den nærme fremtid,” siger Jakob Brøgger-Mikkelsen og fortæller at man også har ambitioner om at give sig i udforske potentialet med både Google Voice og Amazon Alexa.

”Det er hurtigere at tale end at skrive og vi skal fokusere på at reducere friktionen for vores brugere så meget som muligt og blive ved med at bygge et produkt, som brugerne elsker,” siger Jakob Brøgger-Mikkelsen.

Reflectly har omkring 35.000 brugere i Danmark. Det er knap otte procent af deres brugere. Men de har også haft fokus på de engelsktalende markeder fra start af.

”Man kan godt sige, at vi er fløjet hen over Danmark. Markedet i USA er større og meget mere interessant for os. Investeringen skal bruges til at penetrere det asiatiske marked og vi skal have ansat produktudviklere såvel som landedirektører til europæiske lande som Frankrig og Tyskland, som der skal produceres en masse content til,” Jakob Brøgger-Mikkelsen.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.