Vi bruger dankortet i stigende grad, er det kontantløse samfund i fare?

@rasmus

Danskerne digitaliserer lystigt bankkontoen, datinglivet og venskaber. Men når det kommer til betalinger, så bruger vi i stigende grad det gode gamle Dankort. Det viser tal fra Nets.

Hos MobilePay føler de sig ikke truede. For byen er stor nok til dem begge. Men kontanterne kan blive sorte Per.

Lyden af Dankortet har ændret sig over tid. Først var det lyden af plastik mod plastik, når magnetstriben blev ført gennem rillen. Så kom det det sagte klik idet chippen nåede sin destination i dankortmaskine. I dag er lyden forstummet med indførslen af den kontaktløse funktion og maskinens to-toners display er det eneste, der afslører, at en betaling er gennemført.

Forventningen har været, at danskernes brug af Dankortet ville stilne af i takt med dets lyd. Men tallene fra Nets viser det modsatte.

På trods af at pilen peger i den forkerte retning, forudser MobilePay at fordelene ved mobilbetalinger på den lange bane vil betyde en gradvis udfasning af danskernes plastikfølgesvend, samt at det næsten kontantløse samfund en dag vil blive en realitet.

Rygterne om Dankortets død er stærkt overdrevne

Hvis Dankortet havde en snapchatkonto kunne det have sendt samme besked. Vi bruger Dankortet i stigende grad. Og i august var der en stigning på 4.4% i forhold til sidste år. Intet mindre end 106.7 millioner gange for at være helt præcis.

Men er det ikke bare et udtryk for, at MobilePay og andre digitale løsninger i stigende grad tager markedsandele? Nej. Tallene er eksklusiv pengeoverførsler via mobil. Og selvom mange bruger app’en, så udgør delte drinks og -pizzaregninger altså stadig kun 5-6% af det totale antal betalinger med Dankort.

Men kigger man på private MobilePay-betalinger, så stiger disse voldsomt, og hvis man kiggede på  alle betalinger i Danmark, både private og i erhvervet, så kræver MobilePay stadigt en større markedsandel ifølge Peter Kjærgaard, pressechef hos MobilePay:

”Selv vores mest konservative prognoser for 2017 er gode. I 2016 faciliterede vi mere end 170 mio. transaktioner. I år har vi dage, hvor vi dagligt har mere end en million overførsler om dagen og venter at passere mindst 200 millioner transaktioner. Som jeg ser det, vil der i de kommende år være plads til både os og Dankortet, herunder det mobile Dankort. Men en helt tredje eller fjerde betalingsmulighed kan også dukke op, som fingeraftryk eller ansigtsgenkendelse. Kontanterne kan derimod være truede.”

”Dankortet forsvinder ikke over-night”

Han forudser, at der går meget lang tid, før Dankortet lader sig pensionere, om nogensinde.

”Dankortet – eller kort som sådan – forsvinder bestemt ikke over night. Det kontaktløse kort har vitaliseret brugen af det, og det kan også være med til at forklare stigningen. Det er ganske forståeligt, at brugen af kort vokser, vi bilder os ikke ind, at vi revolutionerer betalingsmarkedet fra den ene dag til den anden.”

Men den udvikling som MobilePay er en del af, stilner ikke af i de kommende år. Nets’ direktør, Bo Nilsson, forudser at de mobile overførsler vil vil tegne sig for halvdelen af alle transaktioner i 2020. Altså om tre år.

Det kontantløse samfund rummer muligheder for startups

Men mobilbetalingen skal i første omgang være lige så hurtig, som det kontaktløse Dankort. Når det er opnået skal andre digitale fordele lokke de sidste skeptikere.

”Når der kommer en merværdi, så vil anvendelsen også stige. Mobilen skal kunne hjælpe med indkøbslister, loyalitetsprogrammer, spottilbud og lignende. Her kan mobilen som betalingsform mere end kortet. Men før de største indkøbskæder for alvor tager os i brug, er vi nødt til at matche den fart og brugervenlighed, som det kontaktløse Dankort tilbyder. Det forventer vi for alvor at rulle ud ultimo 2017,” siger Peter Kjærgaard.

Betalinger med kontanter udgjorde i 2015 kun en femtedel af den samlede omsætning i detailhandlen, viser tal fra Nationalbanken. Den omstillingsparathed fra en betalingsform til en anden, kan indtil flere aktører kapitalisere på og det er ikke nødvendigvis et nulsumsspil.

”Danmark er en af de førende nationer globalt i forhold til udbrede digitale betalinger. Det giver nogen helt nye muligheder for etablerede spillere, men også for nye startups og virksomheder, der formår at navigere og tænke anderledes i den digitale og mere disruptive tidsalder. At man kan gøre tingene smartere, hurtigere og nemmere er godt for os. Også selvom en konkurrent også profiterer af det.”

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

...så får du de seneste nyheder og største historier om tech og startups lige i indbakken!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY