Af Camilla Bevensee, Nordic SportsLab
Klubmodul var et sportstech-startup, før det overhovedet var en ting. Før det var accepteret, at en app krævede et kreditkort online. Og før det var muligt at være kasserer i en forening uden at have en HD i regnskab.
13 år senere har administrationssystemet været med til at ændre hele måden, man tænker tilmelding, bogføring og opkrævning på i flere tusinde foreninger i Danmark. Klubmodul leverer regnskabsprogram, hjemmeside, e-mails og tilmeldingshåndtering i en og samme pakke, og har ifølge direktør og stifter Jesper Weltström gjort en stor forskel for de mere end 2000 klubber og foreninger, de har i deres kundekartoteket.
”Det vi har gjort for breddeidrætten er, at vi har ændret økonomien 140 procent for de her klubber. Før i tiden, når en klub startede op i august, sendte klubben girokort ud efter en måneds tid. Så gik der to-tre måneder før girokortene var betalt, og så var vi henne i november før klubben fik sine penge. Nu er det sådan at alle klubberne åbner for tilmeldinger til den kommende sæson i juni, og så kan de sende opkrævninger ud, så de har alle pengene inden sæsonen starter. Det har betydet en kæmpe forskel for dem,” fortæller Jesper Weltström.
Udfordrer tankegangen bag Foreningsdanmark
Det er ikke kun i forhold til udviklingen af en ellers sløv og langsommelig opkrævningsproces, at Klubmodul har været med til at rykke idrætten og foreningslivet i en mere effektiv retning. Med den digitale administration er det også blevet muligt at udfordre hele sæson-tankegangen, der ellers har kendetegnet de fleste klubber.
”Den måde man var medlem af en klub – og som man jo stadigvæk er mange steder – er, at man har en sæson i en klub, der kører fra et tidspunkt til et andet, så er der en vinter- eller sommerpause, og så tilmelder du dig igen, når en ny sæson starter. Det har ændret sig meget i mange af vores klubber, hvor man nu bare er medlem indtil man ikke er medlem mere,” griner direktøren, der godt kan høre at det lyder ret banalt.
Det er dog en ret ny måde at tænke på i en dansk foreningskontekst, og bidrager på en meget lavpraktisk måde med en anden tilknytning til klubben.
”Det er jo egentlig lige meget, om der er en sommer- eller vintersæson, du spiller jo bare håndbold indtil du ikke spiller håndbold mere – uanset om det så er 10 sæsoner eller 2 sæsoner. Det har ændret sig til at man ligesom med et Netflix abonnement, bare betaler så længe man er medlem,” forklarer iværksætteren.
Forretning før foreningsliv
Selvom udviklingen af det brugervenlige og automatiserede administrationssystem har hjulpet en masse foreninger og klubber over hele landet, var det ikke for de frivillige og idrættens blå øjnes skyld, at Jesper Weltström har investeret både meget tid og mange penge i virksomheden. Klubmodul blev først og fremmest skabt som en forretning, og det samme mener Jesper Weltström også bør være tankegangen ude i foreningerne: At skabe en god forretning ved at levere god service til medlemmerne.
”Vi kan se, at forventningerne fra det enkelte medlem har ændret sig bare i de år, vi har været i gang, i forhold til hvad man kan forvente at få af service fra sin klub, og hvad klubben kan forvente at få af deltagelse fra det enkelte medlem. Nogle klubber vil have høj frivillighed, og kræver at du skal være frivillig for at kunne være medlem af klubben. Nogle er ligeglade. Og nogle siger, at du så bare må betale noget mere, hvis du ikke vil hjælpe til, for så bliver vi nødt til at ansætte en instruktør mere,” forklarer Jesper Weltström.
For stifteren er den ene model ikke bedre end den anden. Han kan bare konstatere, at der er kommet flere måder at være forening på, og for ham er det vigtigste, at Klubmodul understøtter alle retningerne.
”Det er en kulturkamp der er i gang lige nu. Nogle klubber holder fast i at de er en frivilligdrevet forening i lokalsamfundet, hvor nogle andre siger ’jamen altså, prøv at høre, du betaler bare for at være medlem og så får du en ydelse’, og det er fint,” forklarer Jesper Weltström, der dog stadig ser flest klubber, hvor de klassiske foreningsværdier bliver bevaret.