De fleste kender Washa. De har rejst penge på landsdækkende tv og både hentet og bragt danskernes rensetøj. Startuppet lagde fra land i 2014, men efter seks år træder direktøren Karim Ben M’Barek nu tilbage og giver direktørstafetten videre til den sidste af sine co-foundere, der endnu ikke har forladt virksomheden.

Karim Ben M’Barek satte sig for at løse et problem, han blev ved med at støde på i sin hverdag: Efter bruddet med sin daværende kæreste stod han alene om at klare vasketøjet, og vasketider i vaskeriet var svært at koordinere med hans tilværelse som iværksætter.

Derfor gennemsøgte markedet for en løsning, der kunne levere den ultimative service og løse problemet. Men på daværende tidspunkt var der ingen løsning. Derfor startede Karim Ben M’Barek virksomheden Washa sammen med sine to co-foundere Max Stripp og Jannick Christensen.

Men seks år, mere end 200.000 ordrer og to konkurser senere træder Karim Ben M’Barek af som direktør for Washa, og hans rejse er definitivt ovre. Han har træder af som direktør og har solgt sine andele i den virksomhed han selv var med til at starte.

”Beslutningen har været længe undervejs, og jeg har tænkt scenariet igennem i flere måneder. Men det rigtige tidspunkt er inde nu, og jeg er meget glad for, at jeg kan give en sund virksomhed videre til vores bestyrelse, der siden vores seneste konkurs har spillet en stor og meget aktiv rolle i dagligdagen i Washa,” siger Karim Ben M’Barek.

Sammen med sine co-foundere stiftede han Washa i februar 2014. Formålet var at gøre det let at få renset sit tøj hos vaskerier, ved at Washa henter og bringer tøjet. Et koncept der dengang var unikt.

”Jeg er mest stolt af, at vi har skabt en kategori og et marked, hvor vi har hjulpet mange danskere med at få en nemmere dagligdag. Andre har forsøgt at tilbyde de samme services, som vi har bygget vores virksomhed på, men vi er forblevet relevante. Men det har heller ikke været nemt. Det har krævet meget af vores kolleger, investorer og samarbejdspartnere,” siger Karim Ben M’Barek.

To konkurser på syv måneder

Washa blev landskendt, da de tonede frem i Løvens Hule og modtog en samlet investering på 1,5 millioner kroner fra Jesper Buch og den tidligere løve Christian Stadild. Men trods investeringen og kendskabet fra danske forbrugere måtte Washa igennem to konkurser over syv måneder i både 2018 og 2019. Og begge løver trak sig, da stifterne købte det sidste konkursbo for at køre Washa 3.0 videre.

”Det er sindssygt hårdt at komme tilbage efter en konkurs. Det er mindst lige så hårdt som at starte sin virksomhed op. Forskellen her er, at man skal håndtere en masse interesser udefra. Men man skal også huske, at det sker hver dag, at virksomheder ikke har flere penge i kassen, og de fleste interessenter forstår det også godt. De har investeret i din virksomhed og kender også risikoen,” siger Karim Ben M’Barek.

Derfor er det ifølge ham også vigtigt, at man er åben og transparent i sådan en proces. Men det er lige så vigtigt, at founder-teamet tror på, at man kan komme tilbage og løse de udfordringer, der bragte virksomheden i den situation. Derfor skal man være ærlig overfor sig selv og være bevidst om, hvad der skal til, før man sætter sig for at redde den forliste virksomhed.

”I begge tilfælde var det – ikke overraskende – mangel på omsætning. Det er enormt vigtigt, at man hele tiden har fokus på omkostninger og husker, at en investering eller samarbejde med store virksomheder ikke er det samme som omsætning på den lange bane. Det lyder simpelt, men det kan være svært at fastholde det samme hardcore fokus på omsætningen over flere år, hvis man gerne vil udvikle og skalere en virksomhed,” siger Karim Ben M’Barek.

Med Karim Ben M’Bareks afgang er Max Stripp den eneste af de oprindelige stiftere tilbage i Washa og det bliver også ham, der sætter sig i direktørstolen efter Karim Ben M’Barek forlader virksomheden. Men de tre iværksættere startede ikke Washa, fordi de havde en passion for vasketøj, men fordi de ville løse et problem for mange danskere.

Karim Ben M’Barek er stadig drevet af den mission. Derfor regner han også med at vende tilbage til iværksættertilværelsen i fremtiden.

”Jeg er ikke helt sikker på, hvad det næste bliver, jeg kaster mig ud i. Men jeg regner med at bruge et par år hos et startup eller scaleup, før jeg starter noget nyt op fra bunden igen. Men det er uden tvivl det, der tænder mig,” siger han.