På tærsklen til Metaverset står vi med muligheden for at definere den næste epoke af internettet. Derfor skal vi tage stilling til, hvordan rammerne for det virtuelle samfund skal se ud – ellers definerer andre dem på vores vegne.
Artiklen er en del af magasinet ‘XR – Virtual VRevolution’, som du kan læse i fuld længde lige her.
Forstå mig ret. Internettets voldsomme udvikling de sidste 20 år har bragt mange virkelig gode ting med sig – blandt de vigtigste fri og demokratisk adgang til viden og information. Men i de tidligere stadier havde kommercielle aktører langt hen ad vejen frit spil til at sætte de kommercielle præmisser, der har skabt ram- merne for vores onlinetilværelse. Uden øje for menneskers trivsel.
Derfor står vi med en unik mulighed for at skubbe samfundet i en ny retning. Metaverset – eller det rummelige internet – venter lige rundt om hjørnet.
Forestil dig en verden, hvor den fysiske og den digitale virkelighed er smeltet sammen. Når du skal finde vej i en ny by, kigger du ikke på din telefon, men gennem Augmented Reality-briller. Når du inviterer vennerne over for at se fodbold, træder I sammen ind på stadion gennem Virtual Reality.
Det er blot en brøkdel af de måder, næste fase af internettet med stor sandsynlighed kommer til at ændre mange hjørner af vores samfund. Særligt inden for uddannelse, undervisning og sundhed vrimler det med vækst og investeringsmuligheder.
I Danmark har vi med vores stærke kompetencer og traditioner inden for de- sign, animation, storytelling og samarbejde nogle helt særlige forudsætninger for succes. Med de nye teknologier kan vi videreføre nogle af de traditioner, vi i forvejen er kendte for.
Det kræver, at vi forstår strukturerne, mulighederne og begrænsningerne. At vi investerer i udbredelsen og udviklingen af de virtuelle teknologier og som iværksættere, virksomheder og organisationer tør afsøge mulighederne i Metaverset. Fundamentet for en ny dansk førerposition er allerede på plads.
Derfor skal vi spørge os selv, hvordan det rummelige internet skal se ud – ellers definerer andre det for os.