En større tocifret millionindsprøjtning gør Yourpay i stand til at få en ny finansiel licens, så startuppet kan operere i hele Europa. Samtidig skal pengene bruges til at udvikle et servicelag ovenpå betalingstjenesten.

Siden startuppet Yourpay for tre år siden samlede betalingsservice og indløsning i ét produkt, er det kun gået en vej: De årlige vækstrater har været på 100 procent, løsningen har organisk spredt sig til en række europæiske lande og i dag sidder de 20 medarbejdere på kontoret i Tåstrup.

Nu har kapitalfonden Nordica Capital Partners investeret et større, tocifret millionbeløb i startuppet, som skal understøtte ambitionen om at bliver markedsleder for fremtidens betalinger.

”Den nye kapitalindsprøjtning gør det muligt at tænke større, og forsætte vækstplanen, der revolutionerer det europæiske samfund,” lyder de ambitiøse ord fra Mathias Gajhede, CEO i YourPay.

Den strategiske alliance mellem kapitalfonden og Yourpay har længe været under udvikling, og Nordica Capital Partners forventer at kapitalindsprøjtningen gør Yourpay i stand til at udfordre den etablerede betalingsindustri.

”Vi ser store forretningsmuligheder i at udfordre den traditionelle tankegang i betalingsbranchen. Dette ved at tilbyde intelligente betalingsløsninger, der skræddersyes til den enkelte virksomheds behov, og ikke mindst ved at operere med gennemskuelige aftaler uden binding,” siger Mogens Kjær fra Nordica Capital Partners.

Mathias Gajhede, CEO i Yourpay.

Ny licens giver europæisk adgang

Den friske kapital skal først og fremmest bruges til at få en mere omfattende licens hos finanstilsynet. En licens der kræver kapital, men til gengæld giver startuppet mulighed for at sælge deres løsning over hele Europa.

”Den licens vi har i dag sætter begrænsninger, for vi må ikke markedsføre overfor andre end danske virksomheder. Med den nye licens får vi status af betalingsinstitut ligesom Nets og Clearhaus, og kan være aktive i hele Europa,” forklarer Mathias Gajhede.

Det er ikke mindst afgørende fordi Yourpay allerede har indgået et samarbejde med webshop-udviklerne fra Prestashop. Partnerskabet betyder, at Yourpay har en ny markedsføringskanal overfor de 220.000 webshops, som bruger Prestashop i Europa, når den nye licens falder på plads – hvilket skulle ske i løbet af få måneder.

Vil mere end bare betalinger

Millioninvesteringen skal dog ikke kun understøtte en ny licens og en europæisk ekspansion. Den skal også ruste Yourpay teknologisk til en fremtid, hvor kunderne kommer til at forvente mere end bare håndtering af betalinger.

”Hvis du kører en webshop i dag, så automatiserer vi os til at få ordre ind i regnskabets-programmet. Men næste del er at få hele betalingsflowet ind, så man ikke skal sidde i netbank og afstemme med gebyrer og så videre efterfølgende,” siger Mathias Gajhede og fortæller, at den første integration allerede er på plads med regnskabsprogrammet Billy’s Billing.

I det hele taget vil Yourpay gerne konkurrere på andet og mere end prisen på gebyrer i fremtiden.

Læs også: Syv danske startups er på fintech-mission i Indien

”Det næste vi kommer til at tage fat i er customer retention. I dag har ingen betalingstjenester fokus på, hvordan de optimerer konvertering for butiksejeren. Men når man tager imod betalinger, sidder man også på en masse data. Den data vil vi sætte i spil hos butiksejeren,” forklarer Simone Chimera, CCO i YourPay.

Det betyder blandt andet, at Yourpay i fremtiden vil kunne tilbyde kundedata så som demografi, alder og geografi til en given webshops – en retning som Yourpay kun forventer at bygge flere datalag på fremover.

”Hvis man skal lave en analogi, kan man sige, at taletidskort blev til abonnementer, som nu også indeholder medieprodukter og et adgangskort til tivoli. Vi vil pakketere alt det butiksejeren har brug for. Der er vi firstmovers, og nu har vi fået musklerne til for alvor at kunne rykke på det,” siger Simone Chimera.