Yourpay begærer sig selv konkurs og stopper driften af sin betalingsplatform efter et par turbulente dage.

Med en investering på 13 millioner kroner tilbage i slutningen af 2020 var det meningen, at betalingsvirksomheden Yourpay skulle være tilbage på sporet. Nu skulle der tales vækst og fremtid i stedet for alle de udfordringer, som startuppet havde mødt undervejs på rejsen.

Læs også: Yourpay er tilbage på sporet: Lander investering på 13 mio. kroner til vækst

Men i fredags blev der sat en stopper for drømmen. Her begærede selskabet nemlig sig selv konkurs efter det om torsdagen kom frem hos blandt andet Techsavvy, at medarbejderne ikke har fået løn, og at kassen var tom på trods af en investering på 8 millioner kroner lige inden sommerferien.

Læs også: Yourpay på konkursens rand?: Medarbejdere har ikke fået løn

“Der vil være fortsat drift i en periode,” sagde direktøren torsdag aften til Techsavvy, men den periode blev altså særdeles kort. I en meddelelse på selskabets hjemmeside og til deres kunder skriver Yourpay-direktøren fredag eftermiddag:

“Kære kunde. Yourpay har indgivet begæring om konkurs. Driften af betalingsplatformen er stoppet. Vi beklager meget overfor kunder og samarbejdspartnere at vi ikke længere kan håndtere betalinger. Den nuværende ledelse i selskabet har igennem en længere periode kæmpet for at finde en løsning på Selskabets situation. Vi beklager overfor de medarbejdere, samarbejdspartnere og øvrige interessenter som bliver berørt at dette. Vi har arbejdet hårdt på at finde konstruktive løsninger således at selskabet kunne køre videre i en eller anden form men det har desværre ikke været muligt. Med venlig hilsen Jens Christian Petersen, CEO, Yourpay”

En turbulent vækstrejse

Da Yourpay blev stiftet tilbage i 2013 var det med en agenda om at skubbe til betalingsmarkedet, så det blev nemmere, hurtigere og billigere at få lov til at tage imod betalinger. Og det nåede de da også at gøre i sådan en grad, at selskabet rundende mere end 20.000 kunder.

Væksten var dog ikke uden blæsevejr undervejs. I 2017 tabte selskabet en sag til Nets om brugen af “Visa/Dankort”-logoet. Og i perioder har selskabet været beskyldt for at tilbageholde kundernes penge uretmæssigt – en sag der i år kulminerede i en politianmeldelse fra en tidligere kunde, der mente at tilbageholdelsen var direkte årsag til, at hans selskab gik konkurs.

Alt snak om både medvind og modvind er dog sat på pause med konkursbegæringen. Men i følge kilder tæt på selskabet arbejdes der forsat på en løsning, der gør det muligt for selskabet af genopstå i den ene eller anden konstellation.


Læs vores dækning af sagen frem mod konkursen her:

Yourpay på konkursens rand?: Medarbejdere har ikke fået løn

Yourpay-direktør: Medarbejderes løn på vej, men fremtiden er usikker