You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

Danske robotvirksomheder håber at nå verdensmarkedet gennem Tyskland

Folkene bag Spin Robotics, der sidste år oplevede stor succes gennem Odense Robotics’ fællesstand på automatica.
Et samlet fremstød af danske robotvirksomheder præsenterer i dag deres
løsninger på Europas største robotmesse. For mange af dem er målet international skalering.

Robotter og automation er en af Danmarks hurtigst voksende eksportvarer med en eksport på 15,6 mia. kr. sidste år og en forventet eksport på 24,7 mia. kr. i 2025. En imponerende bedrift, som blandt andet skyldes Tyskland, det største eksportmarked for den danske robot- og automationsindustri.

Derfor deltager danske robot- og automationsvirksomheder på et samlet dansk eksportfremstød på automatica i München i disse dage. Messen er en vigtig indgang ikke kun til Tyskland, men hele det europæiske marked.

”Tyskland er det største eksportmarked for Danmarks robot- og automationsvirksomheder. Samtidig står tyske produktionsvirksomheder over for de samme udfordringer, som vi gør i Danmark med mangel på arbejdskraft og et stigende behov for fleksibel automation,” siger Søren Elmer Kristensen, CEO, Odense Robotics, og fortsætter:

”Fra dansk side kan virksomheder tilbyde mange løsninger, som kan vække stor interesse på det tyske og europæiske marked. Automatica er absolut messen i Europa, hvor det nyeste inden for automatisering bliver vist over for potentielle købere fra hele kontinentet. Vi ved af erfaring, at messen skaber nye forretningsmuligheder for både små og store virksomheder. Jeg er derfor særligt glad for at vi kan sende en stærk delegation afsted.”

Fremstødet er organiseret af Odense Robotics, Danmarks nationale klynge for robot, automation og drone, og er støttet af det danske Udenrigsministerium. Virksomhederne på den danske fællesstand er: Cobot Lift, HARTING, Meili Robots, Nordbo Robotics, Smooth Robotics og Spin Robotics. Yderligere danske robotvirksomheder udstiller på egne stande: Gain & Co, HowtoRobot, Kassow Robots, The Gripper Company og Universal Robots.

De små møder de store

Alt peger på, at messen er en god forretning. Sidste år deltog Spin Robotics på Odense Robotics’ fællesstand på automatica. Det førte til en tæt dialog med automatiseringsgiganten BOSCH, som nu har implementeret Spin Robotics’ løsning i testmiljøer i Tyskland og Portugal.

Målet er at implementere løsningen i BOSCH’s produktion i fremtiden.

“Vi ved, at det virker at stå på messen – derfor er vi med igen i år,” siger Teit Silberling, direktør og medstifter af Spin Robotics.

“BOSCH kom forbi standen efter at de havde set et opslag om vores løsning på LinkedIn. Vi præsenterede dem for løsningen på standen og fortsatte dialogen efter automatica. Der gik kun cirka 3 måneder indtil de havde bestilt. Vi havde ikke forestillet os, at vi som lille virksomhed kunne bide skeer med en af de helt store spillere på markedet. BOSCH samarbejdet giver os ikke alene vigtige indsigter til videreudvikling af vores løsning, men også et kæmpe kvalitetsstempel når vi skal tale med nye kunder,” fortsætter han.

Årets deltagere får fint besøg af digitaliseringsminister Marie Bjerre,som besøger den danske fællesstand. Og står det til ministeren ser vi meget mere dansk robotteknologi i fremtiden.

“Det er en fornøjelse at se dansk robotteknologi vokse og opleve den store efterspørgsel i både Tyskland og resten af Europa. Jeg tror på, at dette kun er begyndelsen, og at robotindustrien kommer til at vokse endnu mere i de kommende år. Robotteknologi kan, udover at være en succesfuld eksportvare for Danmark, også hjælpe vores egne virksomheder. Derfor åbner vi i efteråret en pulje i SMV:Digital specifikt til robotteknologi, hvor små- og mellemstore virksomheder kan søge om støtte til privat rådgivning for at komme i gang med at benytte robotter. Jeg ser frem til at se frugterne af det arbejde,” siger digitaliseringsminister Marie Bjerre.

Gratis magasin:
Få "The Danish Startup Bible 2024" i indbakken!

Samt de seneste nyheder og største historier om tech og startups direkte i indbakken hver torsdag!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY