You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

10 år undervejs: I dag er Mads’ hobbyprojekt blevet en lukrativ spilforretning

Mads Skovgaard beskriver selv Necesse som en slags Minecraft møder Diablo: Spillet indeholder settlement, crafting og mining features – kombineret med combat fokus, hvor man udvikler sig ved at kæmpe mod bosser sammen med vennerne. Og siden udgivelsen i 2019 (til venstre) har spillet gennemgået noget af en udvikling frem til idag (til højre).

Indiegenren oplever stor medvind i spilindustrien. For 28-årige Mads Skovgaard er det blevet en levevej. Men vejen kan være hård og fuld af skuffelser, hvis den kun er drevet af passion og mangler forretningsben at gå på.


Du kan være en mægtig troldmand, der kun bliver mægtigere i takt med at han slår enorme edderkopper og kæmpemæssige drager ihjel. Du kan kæmpe, bygge eller handle dig frem til bedre udstyr og en større koloni. Eller du kan bare gå på opdagelse i den store, magiske verden.

Det omfattende og farverige pixelunivers i computerspillet Necesse er alt sammen født og opfostret af enmandshæren Mads Skovgaard. Et univers der begyndte at tage form tilbage i 2012, da han ikke længere bare interesserede sig for at spille computer, men også selv ville lave spillene.

”Det startede som så mange andre med en interesse for spil – som blev til en interesse for spildesign, programmering og art. Og så er jeg bare blevet ved med at udvikle på det i fritiden indtil jeg i 2019 besluttede mig at skyde fuldtid i det i et halvt år. Og siden har jeg kunnet leve af det,” siger Mads Skovgaard.

Mads Skovgaard, udvikleren bag Necesse.

Processen med at udvikle spillet kalder han selv for ekstremt lang og uforkuseret. Typisk brugte han hver dag et par timer på spillet, mens han arbejdede fuld tid andre steder.

I dag er han 28 år gammel, og passion er blevet til fuldtidsjob. Et job der med spillets solide fremgang for i 2022 giver en månedsløn på den gode side af 100.000 kroner. Noget der slet ikke var med i overvejelserne, da han startede for 10 år siden:

”Jeg havde ikke set det som en mulighed. Jeg tænkte det udelukkende som en hobby – så at det er blevet til mit arbejde er nærmest mere end drøm end virkelighed,” siger han.

Indieteams har brug for forretning

Selvom mange indiespil ligesom Necesse begynder sin rejse under trange kår, er genren eksploderet det seneste årti. På spilplatformen Steam, som er den største distributør af spil til PC i verden, er der i dag 60.000 spil tilgængeligt, og ifølge VG Insights er over 95 procent af dem udgivet af indieudviklere.

Eksplosionen betyder dog også, at markedet er blevet meget mere kompetitiv. Det enorme udbud gør det svært at slå igennem, og mens spillene udgør 95 procent i antal, står de kun for 40 procent af omsætningen, ifølge rapporten fra VG Insigts. Dermed kan flere års udvikling ende uden nogen løn, hvis ikke forretningsdelen tænkes ind tidligt.

For at hjælpe indieudviklerne på vej, har Filmby Aarhus åbnet inkubatoren Ideas Lab, hvor spirende spilfolk kan sætte sig under samme tag, få en forståelse for forretningen i computerspil og ikke mindst lære af hinanden, forklarer Christian Nyhus, Head of Incubation i Ideas Lab.

”Vi vil selvfølgelig gerne have, at iværksætterne vokser op og bliver økonomisk bæredygtige, og gerne kæmpe store, men vi starter med at stille strukturel hjælp til rådighed uanset virksomhedernes størrelser og udbygger hjælpen derfra,” siger Christian Nyhus.


Fakta: Hvad er indiespil?

  • Indie som i ”independent video game” (uafhængigt computerspil), hvilket vil sige at spille hverken får finansiel eller teknisk støtte fra en stor udgiver.
  • Mens der skal flere hundrede mennesker til at udvikle de største, moderne computerspil, står der typisk kun en enkelt person eller et lille team bag indiespillene.
  • Antallet af indiespil er eksploderet det seneste årti – ikke mindst takket være værktøjer som danske Unity, der har gjort det både teknologisk og økonomisk muligt for små virksomheder at lave spil der fanger millioner af spillere.

Risikoprofilen er dog også en anden i de små indieteams. De kræver ikke store millionbeløb for at få spillet færdigt men snarere tid og vejledning, mens de forfiner deres håndværk.
”Der er jo en helt anden tilgang til indiespil. Der prøver man at udvikle spillet løbende med en blød release, samler feedback ind og får spillet udviklet i den hastighed, man kan,” siger Christian Nyhus og fortsætter: ”De fleste danske spiliværksættere er drevet af kreativitet og skabertrang før kommercielle interesser. Her er det primære at skabe det fede spil – og så må alt det andet komme bagefter.”

Miljøet omkring Filmbyen rummer da også lige fra one man bands som Mads Skovbakke med Necesse til Funday Factory med 40 ansatte. På den måde kan de inspirere hinanden, og de nye kan se, hvad der skal til for også at blive en kommerciel bæredygtig spiludvikler. Og netop på rejsen mod at blive en stærk virksomhed mener Christian Nyhus, at indieudviklerne har meget at vinde ved at være en del af inkubatoren.

”Der kan vi gøre en tydelig forskel ved at hjælpe med strategiske og ledelsesmæssige beslutninger, kontakt til investormiljøerne, Erhvervshusene, fundraising – alt det de i virkeligheden ikke kapacitet eller netværk til at løfte selv endnu,” siger han.

Selvom Ideas Lab i udgangspunktet er et aarhusiansk initiativ, arbejder inkubatoren som en del af et nationalt økosystem. Det betyder, at inkubatoren er integreret med initiativer og organisationer som Vision Denmark og Game Hub Denmark, som de samarbejder med omkring alt fra pitch-træning til coaching og kompetenceudvikling for spilbranchen bredt set. 

Helt uafhængig

Selv blandt indieudviklerne er det almindeligt at rejse penge til at udvikle spillet. Men Mads Skovgaard har valgt at gå indie-vejen fuldt ud: Han har selv betalt for hele udviklingen og endda bygget sin egen game-engine fra bunden. Og den frihed vil han gå langt for at holde fast i – også når Necesse forhåbentlig bliver så succesfuldt, at enmandshæren bliver til et egentlig spilstudio med flere ansatte og flere spiltitler.

”Jeg vil virkelig kæmpe for, at jeg forbliver uafhængig af software, publishers og investorer. Jeg har ingen, jeg skal svare for, og som kreativt fag, er det jo en kæmpe fordel. Så er det kun drevet af kreativitet og passion – og så har jeg tænkt at pengene kom lidt af sig selv. Og det er jo begyndt,” siger Mads Skovgaard.

”I branchen er der virkelig et hul i markedet for open world-spil som Necesse, og det tror jeg også er grunden til, at mit spil klarer sig, som det gør. Men jeg begyndte, fordi jeg selv savnede spillet – ikke fordi jeg så en forretningsmulighed,” siger Mads Skovgaard.

FREE E-PAPER:
Get our magazine "Games as a Business"

…you will also be signed up for our weekly newsletter with the latest news and stories from the Danish startup-ecosystem!

Vi spammer ikke, og du kan altid afmelde dig igen!
Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Er du investor - eller bare ekstra nysgerrig?

Tilmeld dig nyhedsbrevet "Investornyt", hvor du får portrættet af Ugens Startup med ekstra baggrundsviden og en oversigt over de seneste investeringshistorier i økosystemet lige i indbakken.

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY