You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

7 spørgsmål til startup-ordføreren: Henrik Forsberg fra Kristendemokraterne

Henrik Forsberg på “skattejagt” i Grønland på Danmarks opmåling fra 50’ernes kolde krig.
Valget er lige om hjørnet. Derfor har vi bedt partiernes “techstartup-ordfører” svare på, hvilken rolle de ser startup-økosystemet spille, og hvad de vil gøre for at forbedre vilkårene. Her kan du læse, hvad Henrik Forsberg fra Kristendemokraterne mener.

Henrik Forsberg fra Kristendemokraterne er 62 år og er i dag selvstændig med sin egen lille koncern, hvor opgaverne er projektledelse, interimledelse, driftsarkitektur, produktudvikling og rådgivning. Og hans baggrund inden da har været særdeles mangfoldig.

Han er uddannet geolog, men har suppleret uddannelsen med kurser fra HD, MBA, journalisme, skolelærer og certificeringer inden for IT. Det betyder også, at listen over tidligere arbejdsopgaver både tæller stabilisering af datacentre, udvikling af journalsystemer til sundhed, kortlægning og mobildækning.

Henrik Forsbergs engagement i iværksætteri og erhvervslivet betød også, at han havde svært ved at svare kort på vores spørgsmål. Resultatet kan du se herunder.


Læs, hvad de øvrige startup-ordførere mener, på linket her.


7 spørgsmål til startup-ordføreren:

– Hvor vigtigt er startup/scaleup-økosystemet for Danmark?

Scale-up-systemet har været centralt for at fremme antallet af virksomheder, innovation og iværksætteri. Som jeg ser det, er det en af de vigtigste faktorer i at få iværksætteri ændret fra fortidens mistænkeliggørelse til at være langt mere acceptabelt.

– Hvad ser du, som den vigtigste indsats i politisk kan gøre for danske tech-iværksættere?

Først og fremmest skal politikerne støtte og udvikle erhvervslivet og særligt iværksætteri. Det er kernen i vores samfund, og det er her, at vores velstand starter og slutter. For KD er statens opgave at støtte og muliggøre erhvervslivet på enhver måde. Vi skal fjerne de mange kontroller og regler, som gør livet surt. Vi skal også have ændret holdningerne i de offentlige institutioner og hos de ministre, som ser iværksættere og selvstændige som kriminelle kulakker uanset om andet er bevist. Vi skal gøre det nemmere at finde kapital og støtte kapitalforsyningen til iværksættere.

– Skal startup spille en større rolle i det offentlige – eksempelvis som leverandør ifbm. Offentlige udbud?

Ja! Som reglerne er nu, skal rigtig mange opgaver i udbud, hvor der oftest kræves at virksomhederne skal have 5-10 år med drift bag sig og have en kolossal egenkapital. Det skal vi have gjort op med. Det skal være muligt for små virksomheder at kunne byde på opgaver, som i dag kun er forbeholdt de helt store selskaber. Det kan være gennem mulighed for bedre sikkerhedsstillelse, mindre rigide krav til selskabsstrukturen og meget mere.

– Hvilken rolle spiller startups/scaleups i den grønne omstilling?

De er helt centrale! En stor del af udviklingen kommer fra netop iværksættere. Store selskaber skal have en ledelse med visioner, der rækker ud over den traditionelle erhvervsledelse, der oftest viser mest hensyn til beskyttelsen af eksisterende investeringer (hvilket jo ikke fremmer nogen nyskabelse). Den grønne fond skal f.eks. ikke blot anvendes til store selskabers udvikling, men særligt til netop iværksætteri.

– Skal der gøres mere for at sikre adgang til talent – særligt indenfor det digitale felt?

Der skal konstant satses på uddannelse, og den skal ikke formindskes. Vi vil have iværksætteri på skoleskemaet, og det omfatter selvfølgelig både mere digital forståelse men også simple emner som budget og prissætning. Også de færdiguddannede skal konstant holdes til ilden i takt med mulighederne udvikles. KD vil have mulighed for at iværksættere kan få iværksætterstøtte (på linje med dagpenge) de to første år af virksomhedens igangsættelse.

– Hvad ser du som en særlig, dansk startup-styrke, og hvad vil du gøre for at udvikle den?

Dansk erhverv og økonomi er et åbent system, så hvad vi end laver, skal det også kunne bruges i udlandet. Så vores høje uddannelsesniveau på mange områder er en fordel, og en anden af vores væsentlige styrker er, at vi alle sammen taler mindst to sprog og mange taler tre sprog. Vi har alle muligheder for at kunne komme ud over grænserne, hvis vi altså ikke skulle kæmpe med så meget regulering og kontrol, som KD vil have reduceret sammen med erhvervsskatten.

– Hvilket dansk tech-startup gør dig begejstret og hvorfor?

Det er lige så svært at svare på, som hvad smager bedst: Frikadeller, porrer, champagne, kaviar, makrelmad. For mig er det altid en fornøjelse at følge de små iværksættere, deres fantastiske programmer og blive inspireret. Jeg sætter i dag god pris på f.eks. Zendesk, men der er så mange andre fantastiske nyheder hver eneste måned, så jeg kan ikke udpege en enkelt – og nogle gange er det ikke til at vide, om der er danske talenter med eller ej. Der er ingen tvivl om, at nyhederne og nyskabelserne kommer fra de målrettede talenter, der gør noget ved det og tager en risiko. Det er dem som KD vil hjælpe, for ellers kommer der ingen udvikling i vores samfund.

Er du investor - eller bare ekstra nysgerrig?

Tilmeld dig nyhedsbrevet "Investornyt", hvor du får portrættet af Ugens Startup med ekstra baggrundsviden og en oversigt over de seneste investeringshistorier i økosystemet lige i indbakken.

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY