You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

Baggrund: El-løbehjul har på rekordtid gjort mikromobilitet til et superhypet bæst

@sebastian

Mikromobilitet har længe været et begreb blandt investorer, men det seneste års tid er der for alvor kommet dollars bag ordene.

Mikromobilitet har længe været et begreb blandt investorer, men det seneste års tid er der for alvor kommet dollars bag ordene.

Det er ikke længere et særsyn at se voksne mennesker – endda i jakkesæt – suse ned ad storbyens gader på et el-løbehjul. Trenden har ramt både USA og Europa, og da de elektriske løbehjul ved årsskiftet også blev lovlige i Danmark, fandt de hurtigt vej til København.

Bredt kaldes trenden mikromobilitet, og er længe blevet spået en stor fremtid. Faktisk havde TV-Avisen allerede i 1990 et indslag om det motoriserede løbehjul, som årets julegaveidé til den travle forretningsmand der har alt.

I takt med at verdens befolkning flytter tættere sammen, bliver der behov for mere effektive transportsystemer. Samtidig skaber klima-udfordringerne en bevægelse væk fra fossile brændstoffer, som gør opmærksomheden mod eldrevne køretøjer større.

I Danmark har blandt andet Aarhus og Københavns Kommune i flere år stillet delecykler til rådighed for borgerne. Samtidig har flere startups arbejdet på kommercielle platforme, der med dele-cykler og -løbehjul skulle gøre den første og sidste kilometers transport i byerne nem.

‘Donkey Republic’ har herhjemme været i gang siden 2015, men med et hæsblæsende indtog af el-løbehjul i storbyer over hele Europa og USA, blev der i 2018 for alvor sat ind på markedet og kørt millioner af ture på el-løbehjulene – langt flere og langt hurtigere end Uber og Lyft formåede, da de introducerede deres taxa-platforme. Og med milliarder af kroner i ryggen fra venture-fonde, er de velpolstrede startups, der kæmper om markedet, kun lige gået i gang.

Udviklingen er drevet af en ny generation

En af de startups, der for alvor har meldt sig ind i kampen, er svenske Voi Technologies. Missionen er at gøre ’last mile’-transport af mennesker i storbyen enkel og delevenlig – uden at man selv behøver eje sit transportmiddel.

Medstifter og CEO Fredrik Hjelm tror på, at de mange el-løbehjul kan skabe en sundere byudvikling. Efter at have boet fire år i Moskva så han nemlig, hvor dårlig infrastrukturen kan være – og hvordan det påvirker bylivet.

Læs også: Stifteren bag Voi-løbehjulene: ”Udrulningen minder om en militær operation”

”De fleste dage var luften så forurenet, at jeg ikke kunne løbe en tur. Byer burde være for mennesker og ikke for den tunge trafik. Jeg er 28 år nu, og jeg føler, at det er vores generation, der skal ændre, hvordan byer ser ud. Der er allerede mange i vores generation, der deler deres biler og hjem. Derfor synes jeg, at mikromobilitet er interessant,” siger han.

Fredrik Hjelm, CEO og medstifter af Voi Technologies.
Fredrik Hjelm CEO og medstifter af Voi Technologies

Invasionen af el-løbehjul i 2018 skete særligt i Europa, og Fredrik Hjelm ser det som et særligt godt vækstområde. Ikke bare fordi de europæiske storbyer har en langt bedre infrastruktur til at rumme el-løbehjul og -cykler i forhold til amerikanske storbyer, der især er bygget til biltrafik.

“Europa er det bedste kontinent for os lige nu, fordi vi har en infrastruktur, der er bygget til cykler. Samtidig er der en politisk vilje – både blandt politikere og befolkningen – som klart ønsker færre biler, taxaer og tung trafik i byerne. Vi skal ændre transport, og el-løbehjul er en del af løsningen,” siger han.

Investoren: Markedet har været overset

Nordic Eye er blandt de venture-fonde, der satser millioner på udviklingen indenfor mikromobilitet. I februar var fonden med i en investeringsrunde i Donkey Republic, hvor det danske startup rejste 30 millioner kroner.

“Det har været et lidt overset marked. Men det løser et konkret problem for mange mennesker, og der er et stort uudnyttet potentiale i mange byer. Der er virkelig en efterspørgsel, og det har gjort det til et brandvarmt investeringsområde. Vi synes, at Donkey Republic har en god approach til mikromobilitet. Det er et godt team, og de har en god plan,” siger Joakim Warnøe, der er partner i Nordic Eye.

Donkey Republic har siden 2015 rullet sine delecykler ud i storbyer over hele Europa

Et hav af elektriske køretøjer til forbrugerne – så som Segboards, motoriserede skateboards og den danske MateBike – har de seneste år banet vejen for mikromobiliteten, uden nogen for alvor har slået en homerun. Men kombinationen af el-løbehjul, platforme og smartphones har for alvor fået den store pengepung op af investorernes lommer.

”Folk efterspørger i højere grad convenience. Donkey Republic er on-demand, og man behøver ikke eje noget. Det passer godt ind i tanken om deleøkonomi, og det er super let og fleksibelt. Og det er nok i højere grad ændringer i folks mindset end tekniske barrierer, der har gjort, at det sker nu i stedet for fem år siden,” siger Joakim Warnøe.

Selvom de 120 millioner kroner, Donkey Republic har fået i funding, er en mega-investering for de fleste startups, har mange af konkurrenterne indenfor mikromobilitet mange flere penge mellem hænderne. Alligevel mener Joakim Warnøe, at det danske startup har gode muligheder i kampen om kunderne.

“Der er noget time to market – det gælder om at komme ud, og det er også derfor vi ser så meget funding. Markedet vokser, men vi ser det ikke som et ’winner takes it all’-marked. Donkey Republic er meget baseret på cykler, hvor nogle af de andre har lidt anderledes approach og er super aggressive. Men vi tror, der er en plads til den måde, Donkey Republic gør det på,” siger han.

Nyt marked uden at disrupte

Alene i år har antallet af udlejninger af el-løbehjul rundet flere millioner, og det vidner om et stort behov. Men trenden har også mødt modstand.

Konceptet omkring en flåde der er ‘free floating’ – altså hvor løbehjulene bevæger sig frit rundt i byen uden et centralt udlejningssted – har skabt problemer i København. Brugerne kan efterlade el-løbehjulene, hvor de vil, og det, synes nogle, skaber rod i bybilledet.

Derfor mener Fredrik Hjelm, at det er afgørende, at de nye løbehjul-startups spiller sammen med de storbyer, de lancerer servicen i.

“Vi har lært meget af Ubers og Airbnbs ekspansion. Jeg tror den største fejl de gjorde – som både har været deres lykke og ulykke – var at bede om tilgivelse i stedet for tilladelse. Det fik dem sparket ud af en masse markeder – som Danmark,” siger Fredrik Hjelm.

Derfor har Voi også arbejdet med at få tilladelser til udlejning i København. I Aarhus har politikerne udpeget virksomheden som leverandør af et begrænset antal løbehjul. Og i Malmø er startuppet gået skridtet videre, hvor man taler med kommunen om, hvordan løbehjulene kan ses som et supplement til offentlig transport.

”Det største problem for offentlig transport er first- og last mile, og det arbejder vi med myndighederne om at løse. Den gode ting er, at alle politikere har en ambition om at skabe bedre byer, hvor biler, taxier og tung trafik erstattes med andre typer trafik. Og vi kommer ikke for at disrupte et eksisterende marked. Vi vil ikke erstatte taxier og offentligtransport – i stedet skaber vi et nyt marked,” siger Fredrik Hjelm.

Stifteren bag Voi-løbehjulene: ”Udrulningen minder om en militær operation”

Er du investor - eller bare ekstra nysgerrig?

Tilmeld dig nyhedsbrevet "Investornyt", hvor du får portrættet af Ugens Startup med ekstra baggrundsviden og en oversigt over de seneste investeringshistorier i økosystemet lige i indbakken.

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY