You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

Brian Mikkelsen: »Vi er sindssygt gode til film. Lad os overføre det til spil, som der er langt, langt større økonomi i«

@sebastian

Den danske spilbranche er vokset gennem årtier, og spås nu igen en fremtid som styrkeposition. Men denne gang er noget anderledes, som kan få det til at blive eksplosivt, mener direktøren for Dansk Erhverv.


Computerspil balancerer i spændingsfeltet mellem kultur og erhverv. Nogle gange har kulturstemplet gjort det vanskeligt for branchen at blive taget seriøs som kommerciel industri. Men faktisk mener Brian Mikkelsen, direktør for Dansk Erhverv, at det netop er blandingen af kultur og erhverv, der vil få branchen til at vokse eksplosivt de kommende år.

”Jeg mener, det bliver den nye vækstindustri. Jeg tror, at alle kulturerhvervene kommer til at opleve en renæssance, fordi vi har brug for oplevelser. Og jeg tror computerspil vil give forretningsmuligheder i sig selv, men også som synergier til andre erhverv,” siger Brian Mikkelsen, direktør for Dansk Erhverv.

Dansk møbeldesign og danske film gør det allerede godt i udlandet. Og Brian Mikkelsen mener, at det er den samme muskel, der stiller Danmark et særligt interessant sted, når det gælder spilbranchen.

”I den verden vi lever i, er det vigtigt, at der er en historie med. Det gør, at møbelklassikere sælger i hele verden, og det samme kan danske spil,” siger han, og forsætter:

”Vores forudsætninger er gode, for spilmarkedet er et kreativt erhverv, og det kreative er jo noget af det, vi i Danmark arbejder på allerede i folkeskolen.”

Ikke bare nice to have

Spilbranchen er i ekstrem grad et internationalt marked, hvor en succes effektivt kan skaleres og eksporteres til resten af verden. Det så Brian Mikkelsen allerede i sin tid som Kulturminister i 00’erne, hvor spillet Hitman fra danske IO Interactive hittede globalt (og i øvrigt stadig gør det). En succes der er gjort efter flere gange siden. Men også en succes der kræver, at der satses på branchen, hvis successerne for alvor skal blomstre kontinuerligt.

”Jeg tror, man tidligere så computerspil som noget, der var nice to have. Det var noget børn spillede, mens Astralis blev deres helte – men man kunne ikke se forretningspotentialet. Branchen har bevist forretningspotentialet, og nu skal der også handling bag – det er en branche, man bør satse på,” mener Brian Mikkelsen.

Ifølge direktøren for Dansk Erhverv skal der uddannes flere spiludviklere, og det skal være nemmere at tiltrække talenter fra udlandet, så branchens mangel på arbejdskraft kan imødekommes. Det skal i højere grad være attraktiv at investere i branchen – også for Vækstfonden. Og på et blødere plan mener han, at vi skal blive bedre til at fremhæve de succesfulde forbilleder, som branchen allerede har skabt.

”Vi er så stolte af dansk film. Tænk hvis David Helgason fra Unity var lige så stor en helt som Thomas Vinterberg,” siger Brian Mikkelsen og tilføjer: “Ikke for at underkende dansk film, men David Helgason har skabt 100 gange mere værdi for det danske samfund i form af arbejdspladser og skatteindtægter end Thomas Vinterberg.”

Et uundgåeligt momentum

Brian Mikkelsen har tidligere været både kultur- og erhvervsminister, og dermed haft det politiske ansvar for at varetage spilbranchen. Også på tidspunkter hvor branchen fornyede sit momentum og blev spået en rolle som vækstmotor – ganske som det er tilfældet i dag.
Han mener dog, at spilbranchen klima er anderledes denne gang: Branchen har opnået en modenhed både kulturelt og erhvervsmæssigt, som den ikke havde for bare fem år siden.

”Tidligere var computerspil niche og henvendt til et smallere publikum – men nu er det hvermandseje,” siger direktøren og tilføjer, at han selv spiller Fifa med sine børn som en eksempel på, hvor bredt branchen i dag rammer:

”Erhvervslivet skal se den store forretningsmulighed, for der er et erhvervseventyr i det. Med en yngre generation af politikere, der er vant til at spille computerspil, og et pres fra befolkningen, skal politikerne nok blive overbevist – og så vil der komme ressourcer til branchen,” siger Brian Mikkelsen.

“Vi er sindssygt gode til film. Lad os overføre det til spil, som der er langt, langt større økonomi i.

FREE E-PAPER:
Get our magazine "Games as a Business"

…you will also be signed up for our weekly newsletter with the latest news and stories from the Danish startup-ecosystem!

Vi spammer ikke, og du kan altid afmelde dig igen!
Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Er du investor - eller bare ekstra nysgerrig?

Tilmeld dig nyhedsbrevet "Investornyt", hvor du får portrættet af Ugens Startup med ekstra baggrundsviden og en oversigt over de seneste investeringshistorier i økosystemet lige i indbakken.

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY