Engelinvestorer investerer i aarhusiansk startup med tech-løsning til demens

Aarhus-virksomheden Carity har udviklet en såkaldt ‘Memorycube’ til at vække minder hos personer med demens. Nu skal en millioninvestering fra bl.a. medlemmer i DanBan hjælpe med at udbrede løsningen til andre lande.

Tre millioner kroner.

Det lyder den samlede investering på, som nye og eksisterende investorer, herunder 6 medlemmer af Danish Business Angels, har investeret i det aarhusianske startup Carity.

Virksomheden står bag den såkaldte MemoryCube, en brugervenlig løsning, der hjælper familier og plejepersonale med at vække minder og styrke samværet med personer med demens. Og det er netop den, kapitalen skal bruges til at få ud til endnu flere familier i Danmark og på sigt i andre lande.

”Da vi første gang hørte om MemoryCube til et DanBan arrangement var vi slet ikke i tvivl. Her havde vi en unik mulighed for at komme til at arbejde sammen med et godt team, med et godt produkt der kan hjælpe med at gøre livet bedre for folk med demens og deres pårørende. Vi glæder os til hjælpe MemoryCube ud på plejehjem og ind i mange private hjem i Danmark og internationalt,” fortæller investor Oliver Peters om bevæggrunden for investeringen.

MemoyCuben består af en fysisk terning, der automatisk præsenterer videoer, billeder og lyd på fjernsynet, når den vendes og familiemedlemmer kan nemt uploade personlige minder via en app.

Brugbar investorekspertise

I dag anvendes MemoryCube med stor succes på plejecentre i Aarhus, hvor den har vist sig at have en positiv indvirkning på trivslen og livskvaliteten hos personer med demens. Netop derfor vækker investeringen glæde hos Carity.

“Vi er begejstrede for at have Danish Business Angels som investorer i MemoryCube. Deres støtte og engagement i vores mission om at forbedre livskvaliteten for personer med demens er uvurderlig. Samarbejdet med Danish Business Angels giver os ikke kun finansieringen til at udbrede MemoryCube, men også adgang til deres omfattende erfaring og ekspertise indenfor investering og forretningsudvikling. Vi ser frem til samarbejdet, hvor vi kan gøre en positiv forskel for mennesker med demens og deres familier,” siger Niels Ramsing, medstifter og direktør for Carity.

Carity ApS har udviklet MemoryCube er stiftet i 2019, og har hovedsæde i Aarhus. Det er virksomhedens første produkt. I øjeblikket evalueres MemoryCube i flere danske kommuner.

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

...så får du de seneste nyheder og største historier om tech og startups lige i indbakken!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY