Forskning blev til to startups målrettet mental sundhed

@Redaktionen

Forskning, et tilfældigt møde og en bevilling fra DTU har ført til de to startups Tetatet.ai og Soil.health

Forskning, et tilfældigt møde og en bevilling fra DTU har ført til de to startups Tetatet.ai og Soil.health

This post is also available in: English

Line Clemmensen har været forsker på DTU lige siden hun startede på sin Ph.D. i 2006. De seneste seks år som Associate Professor og Head of Continuing Education, hvor hun blandt andet har forsket indenfor børne- og ungdomspsykiatri. Men senest er hun også blevet involveret i startupverdenen.

”Vi kigger på video- og talesignaler, som vi kan bruge til at analysere behavioural traits, og det stykker vi sammen til det, man i psykologien kalder behavioural codes. Så det bliver en blanding af kunstig intelligens i form af machine learning modeller og en mere symbolsk kunstig intelligens med logik fra psykologien,” forklarer Line Clemmensen.

Gennem et tilfældigt møde med tre iværksættere og et DTU Discovery Grant er metoden ved at blive omsat til konkrete, digitale løsninger, der kan hjælpe ude i samfundet. Og det er gået så godt, at der er kommet hele to startups ud af samarbejdet.

En forgrenet løsning

I praksis har iværksætterteamet arbejdet med at udvikle en slags chatbot, som kan hjælpe brugeren med at træne deres følelsesmæssige opmærksomhed og udtryk.

”Det er meget fokuserede øvelser, og en af øvelserne kan være god, hvis du f.eks. er på autismespektret – så kan du få live feedback om, hvordan du eksempelvis ser glad ud. Du kan træne de følelser, som kan være svære at udtrykke,” siger Line Clemmensen.

Selve prototypen og den måde, løsningen er sat sammen på, er opstået ud af bevillingen fra DTU. Men siden da har det udviklet sig til to forskellige startups: Tetatet.ai og Soil Health, som arbejder med at implementere løsningen to forskellige steder.

”Vi har egentlig kunne se to markeder. Tetatet er B2B, hvor det bruges i samarbejde med en terapeut, som blandt andet kan bruge værktøjet mellem sessioner, og Soil er B2C parterapi, hvor løsningen er direkte til slutbrugeren,” siger Line Clemmensen.

Motiveret af impact

Selvom Line Clemmensen nu er tilknyttet to startups på én gang, fortsætter hun forskergerningen.

”Meget af den forskning, jeg laver med psykiatrien, er motiveret af at gøre en forskel. Det er måske mere teoretisk og indirekte, og måske tager det længere tid, men motivationen er, at det skal gøre en forskel for mennesker. Og det er også motivationen til at involvere mig i startups,” siger Line Clemmensen.

Selvom de to startups er forskellige, er de da også begge sat i verden for at tilbyde løsninger på nogle ret konkrete problemer i samfundet:

”Som udviklingen går, spørger vi os selv, om man kan gøre noget mere præventivt? Og kan man gøre noget for den måde, vi bruger teknologien på? Målet er jo ikke, at man skal bruge en masse tid på at chatte med løsningerne – men bare få nogle værktøjer der gør, at man kan reconnecte mere med hinanden i den virkelige verden,” siger hun.


Fakta: Mød Tetatet.ai, Soil.health – og 7 andre, lovende startups på Digital Tech Summit:

De otte universiteter har hver udvalgt ét startup, som inviteres til at pitche deres løsning på årets Digital Tech Summit d.8.-9. November. Tetatet.ai og Soil.health startede som ét men har delt sig i to startups, som begge repræsenterer DTU.


Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

...så får du de seneste nyheder og største historier om tech og startups lige i indbakken!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY