You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

Husket nøgler, solbriller og pung? Ugens Startup er vokset massivt med en tech-løsning til hotellers glemmekasse

“Vi er i princippet bare en SaaS, der kan give 5-stjernede anmeldelser,” siger Casper Hoffmann Larsen, der har stiftet tech-glemmekassen Faundit med medstifter Jonas Wideking.
Det danske startup Faundit har udviklet en SaaS-løsning, der skal revolutionere ‘Lost and Found’ på hoteller verden over. Og selvom coronapandemien sled hårdt, bragte 2022 en fordobling af kunderne og en massiv vækst – alt sammen helt uden investorer.

”Har du alt?”

Spørger den indre stemme om og om igen, inden døren til hotelværelset endegyldigt smækker for sidste gang. Og alligevel sker det tit: Man glemmer noget. En tegnebog, et par solbriller eller en halskæde.

Faktisk er det så udbredt et fænomen, at cirka 5 procent af alle hotelgæster glemmer noget på deres ophold. Og ud af dem glemmer 2-3 procent noget, de rent faktisk er nødt til få igen.

Den følelse vil det aarhusianske startup Faundit komme i møde. Folkene bag har nemlig udviklet en teknologisk version af glemmekassen, en SaaS-løsning til hospitality-branchen verden over. Personalet registrerer den mistede genstand, så sørger softwareløsningen for alt lige fra kundekontakten til tilbageleveringen til ejeren gennem diverse fragtmuligheder.

”Lost and found har typisk været irriterende for alle. For mens gæsten har meget besvær med at få sine ting tilbage, er personalets opgave at notere den fundne genstand, vente på, at gæsten ringer og derefter sende en af medarbejderne på posthuset på vej hjem fra arbejde for at sende pakken,” fortæller Casper Hofmann Larsen, stifter og CEO i Faundit, og fortsætter:

”Derfor er vores ambition at tage de her frustrationer over en glemt ting både fra gæsten og personalet og vende til det til en positiv oplevelse.”

Med Faundits løsning får hotellerne mulighed for selv at tage ejerskab over tilbagelevering med logo etc

En kæmpe sektor

I dag er hospitality-branchen den 2. største i verden. Og virksomheder er underlagt hittegodsloven, der forpligter hotellerne på at bogføre en mistet genstand og kontakte ejeren. Derfor er det ikke så få ejendele, der hvert år går tabt.

Alene hos Faundit har man cirka 430 kunder på tværs af Europa herunder store kæder som Radisson, Scandic og Nordic Choice. Hver dag bruger 60-80 hotelgæster servicen til at få deres ting sendt tilbage til dem og i november 2022 havde tjenesten cirka 22.500 registrerede genstande i system.

“Vi er i princippet bare en SaaS, der kan give 5-stjernede anmeldelser,”

”Alt er automatiseret og koblet op på de bookingsytemer, hotellerne bruger. Vi laver alt som White Label, så æren over for gæsten får hotellet altid. Vi er i princippet bare en SaaS, der kan give 5-stjernede anmeldelser,” siger Casper Hofmann Larsen med et smil.

Corona var hårdere end noget andet

Idéen til Faundit kom ikke ud af den blå luft, men var i stedet tænkt som en løsning, iværksætteren selv godt kunne have brugt i sin hverdag.

”Jeg fik idéen, da jeg gik og kedede mig lidt på mit studie, hvor jeg læste økonomi. Så fik jeg en idé om at starte en hjemmeside op, en slags online glemmekasse, for jeg er selv super glemsom og har ofte glemt ting mærkelige steder,” fortæller Casper Hoffmann Larsen.

Hurtigt fandt iværksætteren dog ud af, at potentialet var langt større end til en lille hjemmeside. Så da Casper i 2019 sagde sit fuldtidsjob op og mødte sin medstifter Jonas Wideking på Smukfest, en gammel kammerat, begyndte Faundit at tage fart. Men seks måneder senere ramte coronapandemien.

“På vores rejse er corona nok det værste, der er sket. For os har det været et helvede.”

”På vores rejse er corona nok det værste, der er sket. For os har det været et helvede. Det er en kæmpe udfordring at skalere en bootstrapped virksomhed under lockdown. For de penge, budgettet siger man har, kan ændre sig på en måned, og det betyder, at man ikke kan lave planer,” forklarer stifteren og fortsætter:

”Man kan have et nok så godt produkt, men er der ingen gæster på hotellerne, kan man ikke tjene penge.”

Ingen investorer, ingen problemer

Heldigvis for det aarhusianske startup var 2022 et imponerende år, hvor virksomheden både fordoblede antallet af kunder og voksede til fem ansatte. Og den vækst er sket med blot et enkelt covid19-lån fra Vækstfonden og helt uden investorer.

”Investeringsræset er ikke så meget os. Hvis vi skulle rejse kapital, skulle jeg bruge al min tid på det i stedet for at være ude og sælge vores produkt. I stedet har vi et advisory board, som vi betaler for at rådgive os,” forklarer Hofmann Larsen.

Med en massiv, organisk vækst og succes på markedet er det nærliggende at tænke, at hotellerne blot var første skridt i en stor forkromet plan. Men sådan ser Faundit-stifteren ikke nødvendigvis på det.

”Vores løsning er relevant for både restauranter, barer, festivaler, forlystelsesparker, lufthavnslounges og hoteller, så det er et kæmpe marked. Men vi er fortsat et lille team, så vores hovedfokus er lige nu hotellerne,” siger Casper Hoffmann Larsen.

Alene i Tyskland er der 50.000 hoteller. Derfor er det også primært her, Faundit har sat ind for at få markedsandele. Og selvom stifteren er tøvende omkring at rejse kapital, kan han alligevel ikke helt udelukke, at der på et tidspunkt kommer investorer med i forretningen.

”Vi er altid åbne for det. Vi har fokuseret på at bygge en opskrift, man kan skalere på. Og det har vi gjort bootstrapped. Derfor er jeg fortaler for, at man ved præcis, hvad man skal bruge pengene til, og hvad man får ud af det,” siger Casper Hofmann Larsen.

Er du investor - eller bare ekstra nysgerrig?

Tilmeld dig nyhedsbrevet "Investornyt", hvor du får portrættet af Ugens Startup med ekstra baggrundsviden og en oversigt over de seneste investeringshistorier i økosystemet lige i indbakken.

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY