Hyme erstatter kraftvarmeværk med 700 grader varm afløbsrens

Hyme erstatter kraftvarmeværk med 700 grader varm afløbsrens

Spinout fra atomkraft-startuppet Seaborg har udviklet en lovende løsning til energiopbevaring i 700 grader varm afløbsrens. En løsning der både kan producere el og damp på stor skala, og som er så tæt på virkelighed, at de første anlæg er ved at blive opført.

Verden kalder på grøn energi. Ikke bare i form af flere vindmøller og solpaneler, men også løsninger, som kan opbevare energien, når det hverken er solskin eller blæsevejr. Faktisk peger McKinsey på, at vi i Europa skal have 400-doblet den lagerkapacitet, vi har i dag.

Brint skabt med vedvarende energi – såkaldt Power2x – ses af mange som fremtiden for energilagring, men er stadig en del år ude i fremtiden. Anderledes tæt på markedet er løsningen til energilagring fra startuppet Hyme. Her opbevares energien i 700 grader varm afløbsrens, og den første prototype forventes at stå klar i Esbjerg næste sommer.

”Det er det første anlæg i verden, der kommer til at køre på hydroxid salt (afløbsrens red.), og den kommercielle interesse er overvældende. Vi er faktisk ikke klar til at tage imod interessen – vi har brug for at vise, at vores første anlæg er en succes først,” siger Ask Emil Løvschall-Jensen, CEO og medstifter af Hyme.

De første komponenter til test-anlæg er netop bestilt. Samtidig har Hyme fået endnu et projekt på Bornholm, hvor lagerteknologien skal erstatte et gammelt kraftvarmeværk og allerede fra december 2024 levere både energi og varmt vand til Rønne – med en lagerkapacitet svarende til 10 procent af Bornholms vedvarende energi.

Lagerløsningen fra Hyme er relativt kompakt: Med et lager på størrelse med rundetårn vil løsningen kunne levere el og varme til indre København i 10 timer. Fordi løsningen opererer med temperaturer på 700 grader kan Hyme både levere el og damp til fjernvarme og industri.

Deep tech skaber løsninger

Konceptet bag løsningen fra Hyme er egentlig simpel: Når der er overskudsenergi fra vindmøllerne varmes afløbsrens op til 700 grader, og når der er brug for energien, hives varmen ud igen ved hjælp af en turbine.

Afløbsrens har da også været kendt som en god kandidat til energiopbevaring siden 50’erne. Det kan varmes op til 1400 grader før det koger, og det er enorm billigt, fordi det kan produceres af saltvand og er et biprodukt fra klor-produktion. Det har bare én stor udfordring, som har fået de fleste til at afskrive metoden:

”Det nedbryder rustfrit stål ved de her temperaturer – med mindre man har styr på processerne. Og det er jo det, vi har udviklet metoder til gennem de seneste 4-5 år,” forklarer Ask Emil Løvschall-Jensen.

Hyme har kun eksisteret i omkring et år, men teknologien bygger på mange års forskning. Virksomheden er nemlig et spinout af atomkraft-virksomheden Seaborg, som har udviklet og patenteret teknologien til brug i deres atomreaktor.

”Når man får lov til at drive forskning og udvikling, så kommer der en masse ting med det – eksempelvis et spinout som Hyme – som ikke var på papiret fra start. Fordi vi laver noget, der er svært, og som ingen har gjort før, så opstår der nye muligheder. Og jeg er heller ikke sikker på, det er det sidste energi-spinout fra Seaborgs side,” siger Ask Emil Løvschall-Jensen, der også er medstifter af Seaborg.

Tæt på markedet

Hvis de første to test-anlæg viser samme gode resultater som i laboratoriet, har Hyme et kommercielt modent anlæg. Det vil sige kommerciel energilagring i en skala på op til 1 GWh, hvilken man ikke har i dag. Lagerkapacitet som kan stå klar i 2026.

”En af de ting, jeg er mest stolt af på den store bane, er, at vi laver et lager på et medie, som kan produceres af saltvand. Når man taler skalerbarhed, så er der ingen grænse for, hvor stort vi kan gøre det. Så skal vi stadig vise, at vi er konkurrencedygtige på pris, og det er jo derfor, vi laver et pilotanlæg,” siger Ask Emil Løvschall Jensen.

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

...så får du de seneste nyheder og største historier om tech og startups lige i indbakken!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY