Nordiske lande og byer topper liste over hurtigtvoksende virksomheder i Europa. Danmark er dog uden for det fine selskab, men forklaringen kan være ret kedelig.
For nyligt udgav iværksættermediet Inc. for fjerde gang sin årlige liste over de hurtigstvoksende virksomheder i Europa – Inc. 5000 Europe. Og på den liste klarede særligt Norden sig godt.
“Hvis du leder efter Europas største lande for at finde den største koncentration af drevne entreprenører, gør du det forkert. De 10 lande med flest Inc. 5000 Europa-virksomheder per indbygger – på årets liste har de bidraget med mere end 311.000 jobs til de lokale økonomier – er alle små og fra Østeuropa eller Skandinavien,” skriver startup-mediet.
Det kan umiddelbart lyde som succes fra et dansk synspunkt, men de rød-hvide farver er hverken repræsenteret på listen over de byer eller lande, der klarer sig bedst.
De fem byer med flest startups på listen per indbygger er Reykjavik, Stockholm, Bratislava, Helsinki og Oslo, og landelisten har også nordisk dominans: Sverige, Estland, Norge, og Finland.
Er danske kometer blevet glemt?
Inc.’s oversigt over de hurtigstvoksende, private virksomheder i Europa, er udelukkende baseret på treårig omsætningsvækst. Listen toppes af Sumup Payments Limited fra London, da betalingstjenesten har haft vanvittige 14.368 procent vækst på omsætningen på tre år.
Den højestplacerede danske virksomhed – Andersen & Martini Biler A/S – ligger nummer 256 med 1.549 procents vækst, og er dermed den eneste danske virksomhed på listen med over 1000 procent vækst.
Noget tyder dog på, at den slunkne, danske præstation til dels kan forklares med, at Inc. ikke har fået gravet dybt nok i CVR-registret.
Ingen af Gazellevinderne fra 2017 har fundet vej til listen, og her kunne dagligvarekæden Normal A/S ellers bryste sig af massive 11.900 procent vækst. Ganske vist over en fireårig periode, men alligevel rigeligt til at kunne overgå FC Midtjylland og Årstiderne, som er nogle af de danske højdespringere med en vækst på mellem 100 og 160 procent over tre år.