You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

Et smugkig ind i investorernes verden til Growing Investors 2017.

Investorernes familiefest styrker det aarhusianske investormiljø

Aarhus-investorer havde torsdag deres årlige familiefest ”Growing Investors”. Vi tog med bag kulisserne for at finde ud af, hvad der sker, når de eftertragtede investorer mødes.

En imponerende række af talere og et næsten lige så imponerende kagebord var kørt i stilling, da 80 business angels og 20 venture kapitalister torsdag var samlet i Centralværkstedet i Aarhus til ”Growing Investors”, der fire år i træk har tiltrukket det lokale investormiljø under Internet Week Denmark.

”Det handler om at få gjort rede for nye forretningsområder og -modeller og få netværket miljøet bedre sammen i Aarhus. Da vi startede for fire år siden, var investormiljøet mere til at investere i traditionelle forretning og mursten,” sagde Lasse Chor, arrangør af Growing Investors, som også selv har investeret i startups.

Siden arrangementets start har det helt konkret ført ti investeringer i digitale startups med sig i størrelser fra 250.000 til 4,5 millioner kroner, og undervejs er der opstået flere investeringsklubber på tværs af deltagerne.

Uddannelse i nye sektorer

En del af arrangementets mission er at gøre investorerne klogere på nye forretningsområder i det digitale felt. Til årets Growing Investors blev deltagerne blandt andet indført i Gaming-industrien af David Helgason, founder af spilmotoren Unity Technologies, mens Ken Villum Klausen, founder af bankappen Lunar Way, kunne fortælle om sine erfaringer fra fintech-miljøet.

”Penge er én ting, men vi kan se, at de bedste investorer er dem, der kender spacet, de investerer i. Vi vil gerne hjælpe med at styrke vidensniveauet, når det gælder den digitale industri, for selvom det er et nyt forretningsspace for investorerne, så har de alle sammen nogle kompetencer, som startups skal bruge – eksempelvis eksekvering, netværk eller salg,” sagde Lasse Chor.

Bygger bro mellem startups og investorer

Den sidste del af Growing Investors handler om, at få startups og investorer til at mødes. Derfor var seks skarpe startups blevet udvalgt til at pitche til deltagerne, hvor de i bedste Løvens Hule-stil bad om investeringer. Det tyder dog på, at det efterhånden i lige så høj grad er investorerne, der skal gøre sig lækre over for de dygtige startups, som omvendt.

”Du skal være heldig for at finde de gode deals. Vi talte med tre startups, som var klar til at pitche på dagen, men de meldte fra, fordi de allerede havde fået investeringer. Så der er monster mange penge i markedet lige nu,” siger Lasse Chor.

For at øge investorernes chancer for at finde det rigtige startup, var 150 iværksættere inviteret til at komme senere på aftenen, når investorernes program var færdigt.

Lasse Chor under åbningen af Growing Investors.
Lasse Chor arrangør af Growing Investors på scenen til åbningen af årets arrangement

Gratis magasin:
Få "The Danish Startup Bible 2024" i indbakken!

Samt de seneste nyheder og største historier om tech og startups direkte i indbakken hver torsdag!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY