You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

Iværksætter i opråb: En skandale, at så få investeringer går til kvinder

“Som kvindelig iværksætter bliver man sgu lidt træt,” siger Betina Langemark, CEO for medtech startuppet Ward 24/7, om de nyeste tal, der viser, at blot 0,1% af investeringer i startupmiljøet gået til kvindelige iværksættere.
Blot 0,1% af investeringer går til kvindelige stiftere, viser en ny undersøgelse fra Dansk Erhverv. Og det er en skandale, mener stifteren af medtech-startuppet Ward 24/7, Betina Langemark, der efterlyser et opgør med ”mandehørmskulturen” i startupmiljøet.

0,1 procent.

Så mange investeringer i Danmark går i dag til kvindelige iværksættere. Tallet stammer fra Dansk Erhvervs seneste analyse, Kvindelige Iværksættere 2023, som også har vist, at 10,8 pct. går til stifterteams med begge køn, mens resten går til kun mandlige iværksættere.

Og det er ganske enkelt ikke godt nok, mener Betina Langemark, stifter af medtech-startuppet Ward 24/7.

”Det er lidt af en skandale, at vi sort på hvidt kan konstatere, at blot 0,1% af investeringer til danske startups går til kvindelige stiftere. Selv om det jo på ingen måde er overraskende, er det stadig chokerende, at det står så slemt til,” siger hun.

Betina Langemark har som iværksætter og CEO i medtech-startuppet Ward 24/7 oplevet manglen på ligestilling i de mandsdominerede startupmiljøer. For at få ørenlyd over for investorer har hun ofte følt sig nødsaget til at kommunikere og præsentere på den måde, hun vidste fungerede: Som mænd.

”Det er paradoksalt, at der inden for miljøer, hvor disruption, nytænkning og udvikling er så essentiel, stadig kan være en så gammeldags mandehørmskultur,” fortæller Betina Langemark.

Investorerne stiller forskellige spørgsmål

Forskning fra det amerikanske eliteuniversitet Harvard viser, at kvinder typisk får stillet “prevention-spørgsmål”; spørgsmål om, hvordan de vil håndtere ting, der kan gå galt. Mænd bliver derimod stillet ’promotion-spørgsmål’ om startuppets og konceptets potentiale.

Det har stor indflydelse på investorernes interesse. Startups, der bliver stillet promotion spørgsmål, rejser 7,21 gange mere kapital end de virksomheder, der bliver stillet prevention-spørgsmål. Og kvinder i investormiljøet får i to ud af tre fundingsituationer prevention-spørgsmål, med det resultat, at de oftere ikke tiltrækker investeringer.

“Som kvindelig iværksætter bliver man sgu lidt træt”

”Det viser, at der i disse miljøer fortsat er en magtkamp, hvor tillid til egne evner til at forstå markedet er vigtigere end reel markedsforståelse. Samtidig så overskygger investorens manglende evne til at være åbne over for anderledes typer end dem selv – fx kvinder – prospektets individuelle meritter. Som kvindelig iværksætter bliver man sgu lidt træt,” fortæller Betina Langemark.

Få kvinder i iværksættermiljøet

Mellem 2014 og 2022 er antallet af kvindelige iværksættere er steget med 20 procent, mens antallet af mænd steg med 5 procent. Således er blot en fjerdedel af iværksættere i Danmark kvinder i dag (27 procent).

Et af benspændene for ligestillig kan være, at investorerne for ofte kun investerer i stiftere, der taler og agerer ligesom dem selv. Det bidrager til en kultur, hvor tydelighed og selvsikkerhed belønnes, mens nuancer og forbeholdt tolkes som noget negativt, mener Ward 24/7-stifteren.

”På den ene side kan jeg godt forstå, at investorerne vælger stiftere, der kan give dem en falsk fornemmelse af tryghed og genkendelighed. For når du laver investeringer, drejer det sig 100% om at minimere risikoen. Og i min erfaring ligger det mere til mænd at fremstå fokuserede, mens kvinder ofte tager nuancerne med”

Der kan være noget om snakken. I hvert fald mener 39 procent af unge kvinder ikke selv, at de har de rette kompetencer til at blive iværksætter, ifølge Dansk Erhvervs undersøgelse.

“Den selverkendelse er 100% fraværende hos mange investorer”

”Dér, hvor det bliver et problem, er, hvis man som investor ikke er bevidst om det. At ny eller banebrydende teknologi eller forretning ikke bliver mere sikkert af, at vi fremlægger den uden tvivl eller nuancer. Og den selverkendelse er 100% fraværende hos mange investorer,” forklarer Ward 24/7-stifteren.

Et spørgsmål om kultur

De manglende investeringer er ikke blot et spørgsmål om ligestilling. Der kan ligeledes ligge et uforløst økonomisk potentiale.

”Det er jo åbenlyst, at vi går som samfund glip af en hel masse”

”Det er jo åbenlyst, at vi går som samfund glip af en hel masse. Hvordan skal vi skabe en bedre verden, hvis det der driver risikovillige investeringer, er falsk tryghed og genkendelighed?”

Gennemsnitligt er der cirka 25 procent højere omsætning per investeret krone i virksomheder med kvindelige iværksættere sammenlignet med mandlige iværksættere, viser Dansk Erhvervs undersøgelse. Spørgsmålet er bare, hvordan man får vendt tendensen?

”Der er selvfølgelig behov for bedre samspil mellem kønnene. Men jeg mener ikke, at kvinder ’bare’ skal blive mere som mænd – fx mere risikovillige, mere højtråbende eller bedre til at fremhæve egne evner. Snarere handler det om modenhed i iværksætter- og investeringsmiljøerne ift. kulturen,” forklarer Betina Langemark og fortsætter:

”Ledere skal gå forrest for at udvikle og udvide mindsettet, så denne form for utilsigtede diskrimination ikke finder sted fremover. Det hører ingen steder hjemme i 2023”.

Er du investor - eller bare ekstra nysgerrig?

Tilmeld dig nyhedsbrevet "Investornyt", hvor du får portrættet af Ugens Startup med ekstra baggrundsviden og en oversigt over de seneste investeringshistorier i økosystemet lige i indbakken.

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY