Danmark er et af de mest digitaliserede samfund i verden, men en ny redegørelse for vækst og konkurrenceevne viser, at mange lande rykker hurtigere end Danmark. Derfor er der behov for et skarpt digitalt fokus, mener erhvervsministeren.
De danske vækstvilkår er blevet sat i et internationalt og historisk perspektiv i regeringens “Redegørelse om vækst og konkurrenceevne 2017.” Heri viser det sig, at Danmark stadig er udfordret af lav produktivitet, selvom vi er et af de mest digitaliserede samfund i verden.
I fremtiden er det ny teknologi og digitaliserig, som vil være den væsentligste vækstmotor. Men Danmark kan ikke hvile på laurbærrerne, for mange lande rykker nu hurtigere end Danmark, og globaliseringen stiller nye krav til de danske virksomheder.
Behov for skarpt, digitalt fokus
Derfor er der behov for at skarpt digitalt fokus i de danske virksomheder, mener erhvervsminister Brian Mikkelsen.
”Redegørelse om vækst og konkurrenceevne understreger behovet for vedholdende fokus på gode vækst- og konkurrencevilkår for danske virksomheder, hvilket er en mærkesag for regeringen. Samtidig ser vi, at digitalisering og ny teknologi spiller en rolle, og der er brug for et skarpt digitalt fokus i de kommende år, fordi teknologien bliver afgørende for at løfte vores produktivitet og vækst. Her skal vi have banet vej for, at virksomhederne øger investeringerne i ny teknologi,” siger han i en pressemeddelelse.
Jo mere digtial, jo mere værdiskabende
Redegørelsen peger nemlig også på, at de mest produktive virksomheder, er de mest digitale. I de mest digitaliserede virksomheder skaber hver medarbejder gennemsnitligt værdi for 730.000 kroner, hvilket er 135.000 kroner mere end hver ansat i de mindst digitaliserede virksomheder.
Det er nu ikke sådan, at det ikke går fremad med den danske vækst – historisk ligger vi bare fortsat på et lavt niveau. Det er ikke kun i Danmark, man ser denne tendens, det er en udvikling som spreder sig over OECD-landene.
I Danmark er det særligt i de hjemmemarkedsorienterede serviceerhverv, at væksten har været lav sammenlignet med andre danske erhverv. Siden 2006 har de hjemmemarkedsorienterede serviceerhverv løftet produktivitete med en halv procent pr. år mod godt halvanden procent i de internationale serviceerhverv og tre en halv procent i industrien.
”Hvis vi løfter produktivitetsvæksten i de hjemmemarkedsorienterede til samme niveau som de internationalt konkurrenceudsatte serviceerhverv, vil produktivitetsvæksten i hele økonomien kunne løftes med 4 milliarder kroner om året. Her spiller teknologien en afgørende rolle, for kun gennem en øget produktivitetsvækst kan vi sikre fortsat vellønnede job i Danmark og et moderne velfærdssamfund. Regeringen vil derfor skabe de bedste rammer for at høste gevinsterne ved digitalisering, blandt andet med en strategi for Danmarks digitale vækst, som vi præsenterer til efteråret,” siger Brian Mikkelsen i pressemeddelelsen.
Den strategi, der skal sikre vores fremtidige vækst skal blandt andet basere sig på anbefalinger fra Digitalt Vækstpanel, som offentliggøres 9. maj 2017.
Du kan læse mere om “Redegørelse om vækst og konkurrenceevne 2017” her og dykke ned i tallene og vilkårene for fremtidig vækst.