En ny sæson af Løvens Hule er skudt i gang. Og i aftenens episode blev det det lille sikkerhedsstartup Linucare, der løb med en investering fra ‘løverne.’
Virksomheden står bag en alarmapp med en digital tryghedsknap, der kan anvendes til øjeblikkeligt at alarmere et netværk af pårørende i nødsituationer. Derudover har Linucare udviklet en fysisk tryghedsknap, der kan placeres strategisk rundt om i hjemmet eller bæres på tøjet, hvilket gør dem ideelle for ældre eller personer i akutte situationer.
Investeringen markerer en milepæl for virksomheden, som blev skabt som respons på en familiekrise, der tydeliggjorde behovet for øget sikkerhed og tryghed i hjemmet.
“Linucare startede som et meget personligt projekt for mig, inspireret af et akut behov i min egen familie. Det handlede om at skabe en sikkerhedsfølelse for de mest sårbare i vores samfund. Selvom jeg har valgt at forfølge andre veje, er jeg stolt over, hvad vi har opnået, og jeg er overbevist om, at Linucare vil fortsætte med at gøre en stor forskel i mange menneskers liv,” fortæller Thomas Vinther, der oprindeligt grundlagde Linucare.
“Da jeg blev introduceret for Thomas’ vision, vidste jeg med det samme, at jeg ville være en del af dette. Vores teknologi er udviklet med en dyb forståelse for brugernes behov og er udformet til at give ro i sindet, ikke kun for dem, der bruger den, men også for deres familier og pårørende. Jeg er stolt over at bidrage til denne vigtige mission,” siger Nicklas Lynge, der er i familie med Thomas Vinther og i dag har ført Linuarcare videre som medstifter.
Investorerne
Det blev Anne Stampe fra Nordic Female Founders og den nye Tahir Siddique, der investerede i Linucare.
Og den nye investering vækker begejstring blandt investorerne.
”Linucare har en spændende position på markedet, fordi deres teknologi både imødekommer unge, der oplever utryghed i nattelivet og ældre, der har et tryghedsbehov i hjemmet. Samtidig er teknologien tryghedsskabende for de unge og ældres netværk, der får mulighed for at blive informeret i akutte situationer. Linucare er grundlagt med en vision om at gøre det nemmere at tage vare på sine nærmeste. Det kan jeg som investor kun bakke op om,” forklarer Anne Stampe om sit valg.
Også Tahir Siddique kunne se lyset i Linucares løsning.
“I min karriere inden for teknologi har jeg set mange gode idéer, men få har den umiddelbare, livsændrende effekt som Linucare. Dens potentiale til at bringe sikkerhed og tryghed til mennesker over hele verden er enormt. Jeg ser frem til at hjælpe med at skalere Linucare, ikke kun i Danmark, men også internationalt, hvor en sådan teknologi kan gøre en markant forskel,” fortæller han.
Tahir Siddique investerede 100.000 kroner for 20 procent ejerandel og Anne Stampe lagde 50.000 kroner for 10 procent.