Iværksætterdanmark har det godt. I hvert fald hvis man kigger de mange nye virksomheder, som sidste år slog dørene op. I alt blev det til 32.494 nye virksomheder i 2021 – en stigning på 11 procent når der sammnelignes med 2020. Det viser en analyse foretaget af Vækstfonden.
Og de nye virksomheder er at finde i alle landsdelene, da alle regioner så en stigning i antallet af nye virksomheder sammenlignet med 2020.
”Det er fantastisk at se udviklingen i Danmark. Det viser, hvor dygtige vi danskere er, til at holde gang i maskineriet trods hårde tider. Det er vigtigt for fremtiden at holde gang i innovationen, så vi sikrer vækst og arbejdspladser i hele Danmark. Derfor er det meget glædeligt, at de gode idéer stadig blomstrer rundt omkring i hele landet,” siger Jens Mølby, udlånsdirektør i Vækstfonden.
Fordelt på regionerne ser antallet af nye virksomheder således ud:
- Region Hovedstaden – 13.468
- Region Sjælland – 3.656
- Region Syddanmark – 5.641
- Region Midtjylland – 7.106
- Region Nordjylland – 2.623
Små øer, stort potentiale
Det er i landets store byer – Storkøbenhavn, Aarhus, Aalborg og Odense – der er åbnet flest nye virksomheder. Men også de mellemstore byer er godt med. Her er de mest entreprenante kommuner, udover de store byer, og antallet af nye virksomheder:
- Vejle kommune – 788
- Kolding kommune – 556
- Silkeborg kommune – 534
- Roskilde kommune – 519
- Esbjerg kommune – 508
Kigges der nærmere på de små danske øer, er der også iværksætteri at finde der. I alt blev det til 270 nye virksomheder på øerne, og på langt de fleste af øerne er blev der stiftet flere virksomheder sidste år end i 2020.
”Vi er fantastiske til at udnytte de lokale potentialer på øerne, og det er en klar solstrålehistorie. Om det er landbrug, håndværk eller keramik er de danske øboere dygtige og entreprenante, og det bidrager til både vækst og lokale arbejdspladser,” siger Jens Mølby.