You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

Precure forebygger den arbejdsskade, du aldrig fik

@Redaktionen

Sundhedsteknologivirksomheden Precure har udviklet en række ’smart wearables’, der hjælper virksomheder med at holde opsyn med, hvor meget medarbejderne belaster sig selv fysisk i løbet af dagen. Målet er at undgå nedslidning og skader i fremtidens digitaliserede arbejdsmiljø.

Sundhedsteknologivirksomheden Precure har udviklet en række ’smart wearables’, der hjælper virksomheder med at holde opsyn med, hvor meget medarbejderne belaster sig selv fysisk i løbet af dagen. Målet er at undgå nedslidning og skader i fremtidens digitaliserede arbejdsmiljø.

Artiklen er udarbejdet i samarbejde med TechBBQ.


For snart ti år stødte Søren Würtz konstant på det samme problem. Han arbejdede som arbejdsmiljørådgiver og fik hver måned besøg af patienten Helene, der døjede med et arbejdsrelateret problem i albuen. Men selvom han blev ved med at lindre skaden, vendte den altid tilbage. For måden, Helene arbejdede på, ændrede sig ikke. På den måde opstod idéen til Precure, som blev stiftet i 2016 Søren Würtz, Jønne Marcher, Carsten Scheibye og Finn Bech Andersen og i dag har flere investeringer og et voksende team bag sig.

Sundhedsteknologivirksomheden fra Allinge står bag en forebyggende og højteknologiske platform. Inkluderet er ’smart-wearables’; påklædningsteknologi, der ved hjælp af sensorer måler på medarbejdernes krop og giver dem et digitalt overblik over, hvor meget de belaster sig selv. Når en belastning tærer uhensigtsmæssigt og på sigt kan blive problematisk, hjælper den tilhørende app brugeren med at ændre de skadelige bevægelsesvaner.

”Forskellen fra os og mange andre sundhedsteknologvirksomheder er, at vi er forebyggende. Og så dokumenterer vi indvirkningen, så kunden kan se den opnåede forbedring. Der ligger et kæmpe, kæmpe potentiale i at arbejde intervenerende. Simpelthen at undgå nedslidningsskader, som utroligt mange danskere – særligt fra produktionsbrancher – lider under i dag. Det er nemmere at helbrede en skade, der ikke er sket,” fortæller Finn Bech Andersen, CEO i Precure.

Den patenterede MLI-teknologi, som produktlinjen hedder, rummer indtil videre en løsning til lænd og albue, mens en skulder-version er under udvikling.

Smart-ærmet fra Precure i brug på et lager.

En ny folkesygdom

Fysisk nedslidning bliver af mange set som en ukendt folkesygdom, og ifølge Sundhedsstyrelsen står muskelskeletale sygdomme for 25 procent af alle langtidssygemeldinger over otte uger. Syv ud af ti danskere oplever jævnligt smerter og ubehag i led og muskler og i 2020 stod sygdomstypen for i alt 31 procent af alle anmeldelser til Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Det drejer sig oftest om løfte- og bære-, skub og trækarbejde, repetitivt arbejde og dårlige arbejdsstillinger og fra medarbejdere særligt i transport, slagteri, jord og beton- produktions- og leveringsbranchen. Derfor er Precures løsning ikke blot kærkommen for medarbejderne. Også virksomhederne får stor nytte af det store dashboard, som løsningen hele tiden sender data til.

”Gennem vores data får virksomhederne et meget præcist overblik over strukturelle og overordnede arbejdsgange og -processer. Det giver indsigt i ineffektive eller opslidende dele af produktionslinjen og idéer til, hvordan man kan reducere belastningen; for eksempel ved at indrette sig anderledes eller automatisere en given funktion. Med vores løsning kan virksomhederne i langt højere grad tage vare på de ansattes helbred, hvilket jo er guld værd de fleste steder,” siger Finn Bech Andersen.


Fakta: ”Bridging the Gap”

  • Projektet “Bridging the Gap – A more connected life science ecosystem” har til formål at etablere netværk og knytte bånd på tværs af life science-sektoren (mellem biotech, medtech, healthtech og welfaretech m. fl). Samtidig skal projektet forbinde life science-sektoren med det øvrige iværksættermiljø i Danmark og Norden.
  • TechBBQ fungerer som facilitator og katalysator i at etablere netværk, hvor alle er tættere knyttet til hinanden og kan drage fordel af hinandens viden.
  • Projektet er finansieret af Novo Nordisk Fonden.
  • Læs mere og se kortlægningen af økosystemet her: https://techbbq.dk/bridging-the-gap/

Vokser med virksomhederne

Internationalt er potentialet enormt inden for området, som bliver kaldt MSD (musculoskeletal disorders). I en EU-undersøgelse fra 2015 rapporterede tre ud af fem europæere, at de døjede med minimum én muskel- eller ledrelateret lidelse.

Derfor har det været et bevidst valg i Precure, som i dag har mere end 1.500 brugere og 30 virksomhedskunder, blandt andre Tryg, Novozymes, Radiometer og Beck Liner, ikke at målrette produkterne mod et specifikt sundhedssystem. I stedet skal virksomheden vokse og produkterne udvikle sig i samarbejde med virksomhederne. En global strategi.

”Hvis vi lavede en løsning til det danske sundhedsvæsen, ville det kræve tilpasning til andre markeder og andre udfordringer. Så vækststrategien har fra start været, at vi udvikler løsninger, vokser og flytter ud med vores kunder, for virksomhederne oplever, at der ikke er forskel på medarbejdernes udfordringer i USA eller Tyskland,” fortæller direktøren om strategien.

På sigt vil Precure gerne stå bag en digital revolution af arbejdsmiljøerne omkring virksomhederne. Og ser gerne, at MLI-teknologien får flere dimensioner henad vejen.

”En mulig udvikling vil være at se på det psykiske helbredsaspekt af arbejdsmiljø, og her kan man kigge på mineralsammensætningen i sved, elasticiteten af huden, støj og varme. Det kunne føre til holistisk løsning til, hvordan det enkelte individ trives – både fysisk og psykisk.”

”I det øjemed bliver det vigtigt i vores videreudvikling, at vi får inspiration fra andre brancher og industrier, for der er jo et hav af tilgange til, hvordan man arbejder med databehandling og sensorteknologi. Og vi tror inderligt på, at vi kan gøre en stor forskel for virksomheder og medarbejdere. Det gør vi i dag og vil gerne mere i fremtiden,” forklarer Finn Bech Andersen.


Q&A: Morten Mølgaard Jensen, CEO – Copenhagen Bio Science Park

– Hvorfor er det vigtigt, at virksomheder i life science-industrien bliver bedre til at arbejde sammen på tværs (af biotech, medtech, healthtech osv.) herhjemme?

“Når vi generelt ser på markedsudviklingen indenfor life science, så er der en klar tendens til, at disciplinerne blandes mere og mere, og de translationelle projekter vokser hastigt. Der er super værdifulde erfaringer at hente ved at lade de enkelte brancher inspirere hinanden, og i dag er det vel nærmest ikke muligt at lancere et nyt device eller service, uden at der er en medfølgende datakomponent (app, platform osv.).

Når dette så med fordel kan gøres i et nordisk perspektiv, ja, så handler det både om kritisk masse (jo flere startups, jo større chance for et succesfuldt match), men også fordi et fælles, nordisk projekt står stærkere i den internationale konkurrence, når det handler om tiltrækning af kompetencer og kapital. Er et nyt produkt eller service valideret på mere end et marked, så er det alt andet lige mere interessant i global kontekst.”

Er du investor - eller bare ekstra nysgerrig?

Tilmeld dig nyhedsbrevet "Investornyt", hvor du får portrættet af Ugens Startup med ekstra baggrundsviden og en oversigt over de seneste investeringshistorier i økosystemet lige i indbakken.

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY