You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

Rie startede karrieren som konsulent. I dag er hun leder i et stort fintech: ”Jeg blev fuldstændig forelsket i scaleupmiljøet”

Det var særligt den korte afstand fra tanke til handling, der trak Rie Ruby fra konsulentbranchen ind i startupverdenen som CFO i Lunar. Men vejen dertil har langt fra været snorlige.

Det var særligt den korte afstand fra tanke til handling, der trak Rie Ruby fra konsulentbranchen ind i startupverdenen som CFO i Lunar. Men vejen dertil har langt fra været snorlige.

Det danske iværksætterlandskab er efterhånden lige så spraglet og mangfoldigt som det etablerede erhvervsliv.

Det samme er de talenter, der arbejder i økosystemet.

Gennem temaet “Workscape” sætter vi fokus på fremtidens arbejdsliv – blandt andet gennem en række portrætter. Her dykker vi ned i, hvad der har lokket talenterne til startups- og scaleups, hvad der driver dem i lige præcis deres rolle og genbesøger de snoede veje, der er gået forud for i dag.

Det stod ikke skrevet noget sted, at Rie Ruby skulle blive en ledende skikkelse inden for dansk fintech. Faktisk slet ikke.

Da hun i 2012 stod færdig med en kandidatgrad i Business Administration & Philosophy fra CBS, vidste hun ikke – ligesom så mange andre – hvad hun ville.

”Så jeg gjorde det, som så mange andre har gjort, når de ikke ved, hvad de vil være, når de bliver voksne: Jeg startede som managementkonsulent,” siger Rie Ruby med et glimt i øjet.

Selvom jobbet (i Accenture) kun varede i et par år, var tiden som konsulent langtfra slut. Derfra gik turen nemlig over den svenske medtech-virksomhed Getinge i Malmø og forbi The Economists konsulentben i Singapore.

”Jeg var vant til stakeholders, pilotprojekter og en mentalitet, hvor alle gerne ville have, at andre sagde ja, før de selv gjorde det,” fortæller Rie Ruby om tiden i de store konsulenthuse.

Men i januar 2019 landede Rie som CFO i Televox, et svensk scaleup inden for telekommunikation. Hun var egentlig tiltænkt en helt anden stilling, men da jobbet pludselig blev ledigt, blev hun spurgt, om hun ikke også kunne varetage det samtidig.

Det blev det første reelle møde med den omstillingsparathed, der kendetegner startupøkosystemet. Og Rie var solgt.

”Jeg kan tydeligt huske min første måned i virksomheden. Nogle salgsfolk havde fået en idé til en særlig segmentering, og jeg var vant til at nye forslag skulle i gennem en masse beslutningstagere. Derfor kom det som et chok, da CEO’en et kvarter inde i mødet sagde: ’Godt, vi gør det,’” fortæller Rie Ruby og fortsætter:

”Så var mødet slut. Beslutningen var truffet. Udviklerne blev sat i gang med det samme. Og jeg tænkte: Hold da kæft, hvor er det fedt, det her!”


Blå bog

  • 38 år
  • Gift og har to børn på 3 og 5 år
  • Uddannet kandidat i Business Administration & Philosophy fra Copenhagen Business School
  • CFO i Lunar siden september 2022
  • Elsker at bruge sin fritid med ungerne og ellers på at rejse og være sammen med venner og familie.

Kortere til handling

I dag er Rie Ruby CFO (Chief Financial Officer) i Lunar, velsagtens en af Danmark mest feterede fintechvirksomheder. Hun blev headhuntet tilbage i september 2022 fra Televox, hvor hun sammenlagt tilbragte næsten fire år i en tilsvarende rolle.

“Hvis jeg for 15 år siden fik at vide, at jeg ville ende som CFO i en bank, ville jeg tænke ’WHAT’?”

Både i Lunar og Televox har det været den korte afstand fra tanke til handling, der har tiltrukket hende. At man hele tiden har blikket rettet mod at eksekvere.

”Jeg blev fuldstændig forelsket i det her scaleupmiljø – i den vibe og energi der er, når man møder ind om morgenen. Man er agil, handler hurtigt, men fejler selvfølgelig også hurtigt. Og det ligger virkelig godt til mig. I større, etablerede virksomheder kan det til tider blive lidt ’cover my ass’-agtigt, hvor det primært handler om ikke at være den, der begår fejl.”

Samtidig betød rollen som CFO også et nyt leder- og personaleansvar med i hatten. Og det krævede en personlig omstilling.

”Jeg lagde ud med at kigge tilbage på, hvilke ledere jeg selv har haft, som jeg så op til. Hvad vil jeg gerne give videre – og måske vigtigst af alt, hvad ville jeg ikke give videre?

”Det vigtigste for mig er at give ’empowerment’ til mine folk. Altså en tillid til, at det er dem, der er eksperterne på deres område. Det er ikke vigtigt, at det er mig, der er den kloge hele tiden. Tværtimod. Jeg skulle gerne ikke være den klogeste til alt. Så jeg tror, at ’micromanagement’ er det, der ligger længst væk fra min ledelsesstil overhovedet.”


En typisk hverdag som CFO i Lunar

  • 8.00: Jeg tager hjemmefra og bruger ofte transporttiden i toget på at danne mig et overblik over dagens to-do’s samt et catch up på Slack-beskeder (hvor alt intern kommunikation i Lunar foregår)
  • 8.30-09.00: Møder jeg ind. Tidspunktet afhænger af, om det er mig, der afleverer ungerne. 
  • 09.00: Typisk dagens første møde, ofte er dagen back to back med kortere statusmøder eller længere planlægningssessions. (30min-60min)
  • Er der tidslommer mellem møderne bliver disse ofte brugt med mit team for at checke ind på fremdrift eller på at afklare udestående beslutninger.
  • 11.30 – 12.00: Frokost
  • 12.00 – 13.30: Forsøger at prioritere fokustid uden møder, men det sker ofte også, at denne erstattes med møder med mit team, ledelsen eller andre.  
  • 15.30-16.00: Jeg kører oftest hjem for at bruge eftermiddagstimerne med min børn.
  • 19.30: er der ro i lejren (ungerne sover), og jeg kan følge op på mails og Slack beskeder, samle op på evt. urgent opgaver samt morgendagens program. 

Hvordan endte du her?

At arbejde i startupøkosystemet er ikke længere forbeholdt ’what ever it takes’-typer, der sover, spiser og arbejder fra en kælder.

”Det er jo sjovt, at tingene kan udspille sig fuldstændig anderledes, end man tænkte dem”

Rie Rubys kringlede vej til Lunar er et godt eksempel på, at startups og scaleups er blevet en fast bestanddel af dansk erhvervsliv.

”Jeg har aldrig lagt femårs-karriereplaner. Den type er jeg ikke,” forsikrer Rie Ruby.

”Men alligevel. Hvis jeg for 15 år siden fik at vide, at jeg ville ende som CFO i en bank, ville jeg tænke ’WHAT’? Jeg ville nok ikke tro på det, faktisk,” fortsætter hun.

Selv er hovedpersonen virkelig glad, men også forundret over, hvordan karrieren har det med at sno sig sig på uforudsete måder.

”Det er jo sjovt, at tingene kan udspille sig fuldstændig anderledes, end man tænkte dem. Men det har altid været mit mantra, at hvis jeg var glad og følte, at jeg udviklede mig, så var jeg det rigtige sted,” fortæller Rie Ruby.

UGENS STARTUP: