Fonden Seed Capital får kritik for at udnytte skattekroner til at minimere risikoen ved at investere i startups for selv at tage gevinsten.
Seed Capital har investeret i efterhånden mange startups; Trustpilot, Vivino, Lunar Way, Tonsser og MyMonii for at nævne nogle få som enten har fået seed investering, discovery eller pre-seed.
Men fonden får nu kritik af eksperter i Børsen for at udnytte skattekroner til egen vinding. Metoden, fonden investerer på, er bekymrende lyder det blandt andet fra Lars Fuglsang, professor på RUC og forsker i erhvervsøkonomi og offentlig administration.
Staten tager risikoen – fonden tager gevinsten
Seed Capital har nemlig siden 2007 haft en aftale med Pre-Seed Innovation under DTU, som hvert år sender mellem 70 og 90 millioner skattekroner i startups. Staten tager risikoen, mens fonden får en option, der efter to år kan give en ejerandel til den pris, som staten gav to år tidligere. Og bliver virksomheden ikke til noget, kan fonden droppe optionen.
Det vil sige, at det for Seed Capital er næsten risikofrit at skyde penge i iværksættere – og til en pris under markedsværdien, skriver Børsen.
Startupmiljøet kritiserer metoden
Optionsmetoden har mødt kritik fra startupmiljøet, og til et Townhall meeting med #CPHFTW tidligere på året lovede Seed Capital, at de ikke længere ville gøre brug af den.
Men da optionen er gældende i to år, kan fonden frem til 2019 stadig få ejerandele i succesfulde iværksættervirksomheder, hvis kontrakten er indgået i januar i år, skriver Børsen.
Til avisen påpeger ledende partner i Seed Capital, Ulla Brockenhuus-Schack, at også staten har fået noget ud af samarbejdet; lige knap ti milliarder, som giver lønninger og skaber jobs, siger hun.