Årets første uge har budt på overraskelser inden for mobilspil, forbrugerelektronik, webshops, der satser på fysiske butikker og en ny rapport, der belyser, at danskerne elsker iværksætteri; så længe de ikke selv skal forsøge sig. Dit ugentlige overblik er her.
*Denne artikel er første gang udgivet på Trendsonline.dk den 8 januar 2017*
Vi har taget hul på et nyt år, der alt efter at dømme kommer til at blive spændende. Crowdfunding slog rekord i 2016, og 2017 ser ud til at blive endnu bedre, også hvad angår andre stærke trends. Internet of Things, AI, merged reality og augmented reality er alle spået et stort år.
Kubo Robots til CES i Las Vegas
Årets første uge bød også på et ambitiøst nytårsforsæt fra Kubo Robot, der vil sælge 250.000 robotter. Kubo deltager desuden på den store forbrugerelektronikmesse CES i Las Vegas, som i år kan fejre 50 års jubilæum. Du kan finde billeder fra dagene her og en tidslinje, der viser udviklingen tilbage fra 60erne og frem til i dag.
På CES bliver der fremvist en masse ny tech. Noget af det, kan godt give en tanken, om IoT er gået for vidt – som denne smarte hårbørste, der holder styr på dit hårs sundhed #firstworldproblems.
Danskerne elsker iværksætteri, men…
På hjemmefronten udkom Dansk Erhverv med en rapport, der viste, at danskerne elsker iværksætteri og beundrer iværksættere. Men de skal ikke selv nyde noget af at hoppe ud i det. Et startup, der har satset uden for egen ekspertise, er webshoppen Coolshop, der sammen med de fem største butikker i Legekæden åbner en ny kæde i januar, som får navnet Kids Coolshop.
Zoomer vi ud igen, viser der sig en global tendens, nemlig at spil genererer milliarder. Især mobilspil hiver penge op af lommerne på folk, viser en ny undersøgelse. Samtidig er de store investeringer i eSport med til at gøre nichen mere mainstrem, og det kan iværksættere nyde godt af. For selvom eSport endnu tegner sig for et lille beløb i spilbranchens milliardomsætning, så er det på vej frem. Danmark fik denne uge en ny eSports-organisation i form af North, og organisationen Astralis skal i januar jagte Danmarks første major titel i CS:GO.
Er man ikke så meget til eSport, kan det være man skal se mod edtech – educational technology. Det ser nemlig ud til at være en branche i fremgang, en branche som Danmark og Norden har gode muligheder for at sætte sig på.
Søndagsfristelsen
Sidste års crowdfunding-darling var danske Mate.Bike, der slog rekord med deres kampagne. I år har startuppet Labfresh lagt stærkt ud med en populær Kickstarter-kampagne for deres nano-skjorte. Skjorten er lugt,- plet-, og krølfri, så den kan holde sig pæn længe og ikke skal vaskes så ofte, hvilket er med til at gøre op med brug og smid væk-kulturen. Og det er egentlig et meget fint nytårsforsæt, hvis man vil være mere bæredygtig.
Ugen, der kommer
Næste uge byder på finalen i Danish Tech Challenge. De 12 deltagere skal skæres ned til én vinder. Det foregår på Scion DTU den 12. januar.
Trænger du til noget at lave, er der socialt værksted i Brønderslev om online markedsføring, i Aarhus er der netværksmøde om at netværke, og i København er der fokus på fintech mediestrategier hos Copenhagen FintTech Lab.
Det var alt for denne gang.
Godt nytår og god søndag!