You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

Tech-startup rejser millionbeløb til grøn omstilling i byggebranchen

@Erik

Den danske startup Woodsense, der har som ambition at fremme den grønne omstilling i byggebranchen med en intelligent sensorløsning, har rejst en større millioninvestering.


Siden 2019 har startuppet Woodsense arbejdet på at reducere byggebranchen CO2-aftryk ved hjælp af en sensorløsning, der gør det muligt for aktører at fange fugtskader, når de opstår i byggeriet.

“Sensoren måler træfugtighed, temperatur og luftfugtighed i træelementer og sammenholder målingerne med lokal vejrdata. Ved at analysere den indsamlede data kan vores platform opdage og alarmere om lækager eller forhold, som kan føre til skimmelsvamp og råd. På den måde er det muligt at forebygge fugtskader og reducere ressourcespild i byggebranchen, som netop er de store barrierer, vi oplever, afholder folk fra at anvende træ som byggemateriale,” forklarer Jeppe Rasmussen, grundlægger af og CEO i Woodsense.

Og netop det koncept har vakt begejstring hos en række prominente investorer fra blandt andet Keystones og DanBAN (Danish Business Angels), som sammenlagt har investeret 2,6 millioner kroner i Woodsense.

Med den nye kapital skal Woodsense styrke tilstedeværelsen og etablere sig i de øvrige skandinaviske markeder, hvor de i dag har mere end 1000 sensorer ude i Danmark, Norge, Sverige og Finland.

“Vi oplever stor interesse fra svenske- og norske aktører, som i forvejen har indgående erfaring med at bygge i træ. Udover at konsolidere Woodsense på det danske marked, vil vi i 2022 for alvor skalere videre på de øvrige nordiske markeder, hvor vi netop kan se et stort potentiale i sensorteknologi,” forklarer Jeppe Rasmussen, grundlægger af og CEO i Woodsense.

Træbyggeri er en del af løsningen

Det er virksomhedens fokus på at fremme træbyggeri, der har fanget Michael Rasmussens, grundlægger af purpose@heart, opmærksomhed. Derfor har han investeret i Woodsense.

“Træbyggeri er en obligatorisk del af løsningen på den globale opvarmning, når vi skal reducere CO2 indlejret i bygninger, og Woodsense har udviklet en vigtig komponent til at overvåge træbyggeri og træbygninger, så vi med sindsro kan vælge træbaserede konstruktioner. I takt med stigende efterspørgsel på de træbaserede konstruktioner til moderne smarte bygninger vil Woodsense blive en lige så naturlig del af bygningen, som olielampen var i din gamle dieselflyder,” fortæller han.

For netop intelligente digitale løsninger og monitorering af bygningselementerne har åbnet for en proaktiv tilgang til kvalitetssikring af bygningens effektivitet og kvalitet i fremtiden.

“Selvom vores bygninger repræsenterer væsentlig investeret kapital og løbende omkostninger, har vi over tid haft bemærkelsesværdig lav opmærksomhed på, eller i det mindste relativt ukvalificerede metoder til, at overvåge deres sundhed og tilstand. Med IoT, trådløse sensorer og kunstig intelligens/machine learning har vi endelig fået mulighed for at overvåge dem proaktivt, og korrigere før et symptom skaber skade på bygning eller brugere,” forklarer Michael Rasmussen.

Flere investorer har geninvesteret

Woodsense har i det nye år kunne byde velkommen til en række nye investorer heriblandt Lars Bonde Lindberg, Direktør i Stenklint, Michael Rasmussen, grundlægger af purpose@heart og Karsten John Hjarsø fra Hjarsø Invest.

Derudover også en geninvestering fra medlemmer af Keystones og investorer fra DanBAN. Det skyldes til dels virksomhedens potentiale for at skalere internationalt.

“Der bliver bygget mere og mere i træ, og her har Woodsense en teknologi, der forebygger fugtskader og samtidig skaber tryghed for beboeren. Der findes ikke en tilsvarende løsning i andre lande, så der er et stort internationalt potentiale, og Woodsense er derfor meget skalerbar,” fortæller Per Andersen, bestyrelsesmedlem i Woodsense og Keystone-investor

Med nye og eksisterende investorer med ombord, håber Woodsense at kunne fremme den grønne omstilling i byggebranchen.

“Byggeriet udgør omkring 40 pct af den samlede CO2 udledning i Danmark, og da træ lagrer CO2, giver det god mening at tænke materialet ind i byggeriet i større grad, end vi gør på nuværende tidspunkt,” forklarer Jeppe Rasmussen.

Virksomheden består i dag af syv medarbejdere.

Er du investor - eller bare ekstra nysgerrig?

Tilmeld dig nyhedsbrevet "Investornyt", hvor du får portrættet af Ugens Startup med ekstra baggrundsviden og en oversigt over de seneste investeringshistorier i økosystemet lige i indbakken.

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY