You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

thomas bigum, rekrutering, talenter, markedsføring, job

Thomas Bigum om talent-rekruttering: “Man skal markedsføre et job som en skjorte”

Alle vil have fat i talenterne i tech-branchen, men for at fange dem, skal man innovere jobopslaget som genre. Det mener social medie- og markedsføringsmanden Thomas Bigum.

Alle vil have fat i talenterne i tech-branchen, men for at fange dem, skal man innovere jobopslaget som genre. Det mener social medie- og markedsføringsmanden Thomas Bigum.

Der er mange buzzwords i tech-startupverdenen, at man skal få fat i og ansætte “techtalenterne” i ens virksomhed, er et af dem. Talenterne er dem, der arbejder til langt ud på natten, er passionerede og energiske – og så, selvfølgelig også talentfulde.

Mange virksomheder, der gerne vil rekruttere den type medarbejdere skyder dog sig selv i foden, hvis de laver traditionelle jobopslag. Det mener Thomas Bigum, som er ekspert i sociale medier og marketing. Hans firma Bigum&Co er i øjeblikket i gang med at udvikle på, hvordan man kan rekruttere talenter.

“Et kæmpe problem for virksomheder er, at de holder fast i den samme form for jobopslag, som har eksisteret nærmest lige siden internettet dukkede op. Det er bare en copy paste fra det fysiske opslag over på nettet, i det gamle opslag tager virksomheder altid for givet, at de er interessante. Firmaer bliver forelskede i sig selv, og tror de ikke skal markedsføre jobbet, men det skal de,” siger Thomas Bigum.

Bruger data til at lave smalle annoncer

Vi allesammen efterlader læssevis af data om os selv rundt omkring. Facebook ved, hvad vi godt kan lide, hvilke venner vi har – og LinkedIn kender hele vores CV. Den data bliver flittigt brugt inden for markedsføring, en verden som Thomas Bigum kommer fra, men den viden kan også bruges til at fange talenterne.

“Ved at bruge dataen kan vi lave små annoncer og ramme ultraspecifikke målgrupper, i stedet for tidligere at ramme 300 ansøgere, som det ofte er nu,” siger han.

Jobopslaget skal forfølge dig på nettet

Samtidig mener han også, at man skal sælge et job med næsten samme værktøjskasse, som hvis du skal sælge et produkt.

“Glem det typiske jobopslag, og lav måske en underside af den hjemmeside, hvor din specifikke målgruppe kan klikke rundt, læse om virksomheden, læse små portrætter af de ansatte. Det er virksomheden, der skal brandes,” siger han.

Og ligesom når man har fundet en skjorte i en onlinebutik, skal virksomheden sørge for, at annoncer minder dig om, at du skal søge stillingen.

“Ligesom skjorten forfølger dig rundt i annoncer på nettet i annoncer, skal jobopslaget gøre det samme og sørge for, at folk husker at søge jobbet.”

Nogle vil have et personligt brand

Ifølge Thomas Bigum kan man groft sagt skelne mellem to typer af ansatte: Funktionærerne, der sørger for, at der er folk på kontoret fra klokken 9 – 16.00 og holder fokus på helheden, og så talenterne, der med deres ivrighed nogle gange kan glemme at holde pauser, arbejder til sent ud på natten og driver innovationen frem.

Netop fordi talenterne ofte er de mest passionerede medarbejdere, er det også andre ting, man kan tilbyde dem, når de skal rekrutteres.

“Nogle talenter har måske fokus på at opbygge deres personlige brand. Derfor kan det måske være, at de ikke har lyst til at få så meget i løn som funktionærerne, men i stedet kan få tilbudt at få tre timer om ugen, hvor de må skrive blogindlæg om dem selv for at promovere sig på LinkedIn. Dét kan sagtens være en drivkraft og motivation for den type mennesker,” siger han.

Hvis du vil se mere om talent-medarbejdere og funktionærer, så har virksomhedskonsulenten Kerwin Rae lavet et oplæg om dem her:

UGENS STARTUP: