Den grønne omstilling er her, der og allevegne. Også på techkonferencen TechBBQ, hvor investor og tidligere minister, Tommy Ahlers, var inviteret ind til en snak om en grønnere fremtid.
“Det er vigtigt at forstå punkter: 1) Vi er fucked. 2) Vi er nødt til at ændre alt. Men 3) Ved at gøre nummer to kan vi skabe en ny og bedre verden,” indledte Tommy Ahlers diskussionen.
Anledningen var paneldebatten Towards a Greener Tomorrow: Navigating the Collaborative Landscape for a Green Transition.
I panelet sad også Marianne Dahl, Managing Director og Partner i Boston Consulting Group. Og hun var ikke i tvivl om behovet for forandring – særligt ikke hos de store corporates.
“Jeg tror, at alle de store virksomheder ved og forstår, at det er klimaudfordringen, de er nødt til at løse, for stadig at kunne gøre forretning om 10-15 år,” forklarede hun.
Behovet for mere samarbejde
Selvom mange stadig betragter det som en krig, stiger brugen af corporate/startup-samarbejde. Mellem 2013 og 2019 lå den årlige vækst på 32 procent i corporate venture capital (CVC)-investeringer, ifølge McKinsey.
Og det tal skal gerne stige endnu mere, hvis vi i fremtiden skal få bugt med klimaudfordringerne, fortalte Andreas Rasche, professor ved CBS Centre for Sustainability og Associate Dean for CBS.
“Hvis du vil flytte noget, har du brug for samarbejde. For forretningsviden alene er ikke nok. For at ændre ting i den grønne omstilling er tilgangen nødt til at være multidisciplinær. Startups er nødt til at alliere sig med forskere, biologer, kemikere og store corporates med rig erfaring,” forklarede han.
Sværere at skalere
Det udsagn var Marianne Dahl enig i. For mens digitaliseringen over de seneste tyve år gjorde det nemt for startups at skalere globalt, gør den grønne omstilling det sværere og mere komplekst.
“For at løse verdens problemer i dag er man nødt til at være tværfaglig. Kemikere, biologer, sat sammen med digitale færdigheder. Det er langt mere komplekst på grund af kompetencerne, og fordi det er sværere at skalere,” fortalte hun.
Det udsagn var man enige om i panelet.
“Det vil ikke være det samme som med digitaliseringen. På grund af kompleksiteten vil startups have brug for de større virksomheder. Men ikke nødvendigvis hele vejen. Vi har også brug for startups, der fuldstændig ignorerer industrien og viser dem, at de kan skabe en helt ny industri,” sagde Tommy Ahlers og fortsatte:
“Hvis jeg stillede op som politiker i morgen, ville mit budskab være: Lad os skabe nogle klimamilliardærer!”