You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

Ugens Startup: PolyStruc udvikler regnemaskiner der sikrer, at huset ikke styrter sammen

@sebastian

Med en håndfuld simple værktøjer gør startuppet PolyStruc det nemt for ingeniører at lave avancerede beregninger på bjælker, betonelementer og gitterspær. Samtidig sænker det ressourceforbruget og dermed prisen på byggeriet.

Med en håndfuld simple værktøjer gør startuppet PolyStruc det nemt for ingeniører at lave avancerede beregninger på bjælker, betonelementer og gitterspær. Samtidig sænker det ressourceforbruget og dermed prisen på byggeriet.

Uanset om der er tale om en skyskraber eller bare et nyt køkken-alrum i villaen, er det helt afgørende, at der er styr på beregningerne på dén konstruktion, der skal holde bygningen oppe; hvis ikke den bærende væg erstattes med en bjælke i de rigtige dimensioner, er det selvsagt noget skidt.

Der findes heldigvis et hav af softwarepakker for ingeniører og arkitekter, når de skal tegne og designe bygninger. Men to bygningsingeniører fra Aarhus har med startuppet PolyStruc set et lille, men vigtigt hul i de store pakker: De er ikke simple og gode nok til netop styrkeberegningerne.

”Med store værktøjer kan man håndtere alt muligt i 3D. Men hvis du bare skal dimensionere en bjælke rigtigt, bliver de meget tunge at arbejde med. Vores software er et supplement, som gør det nemmere at arbejde med og dokumentere,” siger Nicolai Frøkjær Kristensen, som har stiftet PolyStruc sammen med Rune Hallum Sørensen.

Den lille virksomhed har udviklet tre værktøjer til beregninger på henholdsvis bjælker, betonelementer og gitterspær i stål, og 7.000 brugere har fundet vej til softwaren. Både fordi det gør deres hverdag nemmere, når der skal regnes, men også fordi bedre beregninger kan give kontante besparelser i byggeriet.

”Fordi vi kan lave mere præcise beregner og blandt andet også eftervisning af brand, så kan man spare noget på materialerne,” siger Nicolai Frøkjær Kristensen.

Screenshot fra programmet ‘PolyBeam’, som var det første PolyStruc udviklede – til mere præcise beregninger af bjælker i byggeriet. Virksomheden arbejder i øjeblikket på en ny version af softwaren.

Fra studiehack til forretningsidé

Faktisk begyndte de to stiftere allerede med at udvikle det første værktøj, ’PolyBeam’, da de stadig læste til civilingeniører i Aarhus.

”Vi blev introduceret til programmering på studiet, og tænkte, at det måtte man kunne bruge til noget smart. Og det var egentlig der ideen opstod: Til en værktøjskasse med simple programmer til at regne på alt muligt indenfor bygningsverdenen,” fortæller Nicolai Frøkjær Kristensen.

Allerede under studiet fandt både medstuderende og undervisere ud af, at værktøjet var et ret godt supplement til håndberegningerne. Og med den positive respons gik de to studerende til forskellige ingeniører i lokalområdet, som efter et par tilføjelser og forbedringer blev kunder på softwaren.

”Det fik os til at tænke, at der måtte være nogle i erhvervslivet, der kunne bruge det til noget. Så da vi var færdige på studiet i januar 2018, gjorde vi PolyStruc til en virksomhed. Og vi kunne faktisk godt få kunder på, som gerne ville betale for det,” siger Nicolai Frøkjær Kristensen.

Siden er de få lokale ingeniørvirksomheder blevet til 7.000 brugere af programmet, som i dag også tæller 2.000 studerende fra et hav af universiteter rundt omkring i verden.


Fakta: De 3 regnemaskiner fra PolyStruc

PolyStruc har tre specialiserede softwareværktøjer, som skal gøre det nemmere for ingeniører at lave avancerede beregninger til byggeriet:

  • PolyBeam: Hjælper med at dimensionere bjælker, så de får den rigtige størrelser. Programmet kan lave hurtige overslag i både træ, beton og stål, og samtidig gør det dokumentationen effektiv.
  • PolyStringer: Beregner betonkonstruktioner – fx betonelementer til byggeri. Softwaren bestemmer de kræfter, der er i betonskiven, og forstår hvordan den skal armeres. Programmet er udviklet i et samarbejde mellem PolyStruc og NemStatik.
  • PolySteel: Beregner konstruktioner med gitterspær – fx til konstruktioner af de mange padeltennishaller, som skyder op i Danmark.

Mindre forbrug

Softwarepakkerne fra PolyStruc gør det ikke bare nemmere og hurtigere at regne på de bærende elementer i bygninger. Softwaren gør også op med, at konstruktionen nogle steder bliver overdimensioneret for en sikkerheds skyld – for med software er det hurtigere og mere præcist at regne på flere scenarier.

”Vi har gjort det meget nemmere og hurtigere for store leverandører at efterregne deres design. Og vi har da set samarbejdspartnere, som har sparet flere hundredetusinde kroner ved at regne efter med vores værktøj – alene fordi præcise beregninger gav et mindre materialeforbrug,” fortæller Nicolai Frøkjær Kristensen.

Piggybacking mod internationalisering

Lige nu er kunderne hos PolyStruc primært ingeniører i Danmark. Men ved at kode løsningen op imod de store, veletablerede softwarepakker, har startuppet gjort næste skridt mod internationalisering nemmere for sig selv.

”Man skal jo lave det, man er god til, og så kan vi lige så godt kode op imod de store softwarepakker, som gør det, de er gode til. Det gør det meget nemmere for slutbrugeren, fordi de ikke skal skifte løsning, men bare får et supplement. Og i forhold til eksportmarkederne er det også en fordel, fordi det gør det nemmere at få dokumentationen i beregningerne godkendt, når vi bygger ovenpå anerkendt software,” fortæller Nicolai Frøkjær Kristensen.

PolyStruc har allerede flere programmer i støbeskeen. Virksomheden vil nemlig holde fast i, at værktøjer skal være små og simple, og fungere som et supplement til de store løsninger.
”Vi skal ikke op og konkurrere med de store, som har flere hundrede udviklere. Men vi kan gøre nogle mindre ting bedre end dem. Og en tømrer har jo heller ikke kun én enkelt hammer i værktøjskassen,” siger Nicolai Frøkjær Kristensen.

Er du investor - eller bare ekstra nysgerrig?

Tilmeld dig nyhedsbrevet "Investornyt", hvor du får portrættet af Ugens Startup med ekstra baggrundsviden og en oversigt over de seneste investeringshistorier i økosystemet lige i indbakken.

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY