You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

Vi har brug for grønne, globale løsninger i en fart, og det er netop formålet med elite-acceleratoren ”GreenUP”

@Redaktionen

Med et hav af eksperter og start-finansiering på 1 mio. kroner tager “GreenUP Acceleratoren” en udvalgt skare af grønne startups fra prototype til international skalering på 20 måneder.

Med et hav af eksperter og start-finansiering på 1 mio. kroner tager “GreenUP Acceleratoren” en udvalgt skare af grønne startups fra prototype til international skalering på 20 måneder.

Artiklen er lavet i samarbejde med ‘DTU Science Park’ – en af de partnerne, som har gjort magasinet ‘Tech for the Planet 2021′ muligt. Du kan læse hele magasinet online her.


En elite af 15 grønne startups blev i foråret udvalgt til det ambitiøse acceleratorprogram “GreenUP” i DTU Science Park, som er støttet af Industriens Fond. Den første tredjedel af det 20 måneder lange program er brugt på at raffinere virksomhedernes produkt og forretningsplan, og nu er 10 virksomheder valgt videre til den næste del af forløbet: ”Gear up”-fasen.

”De har rykket sig helt vildt, og det er 10 super spændende virksomheder, som går med videre. Næste fase handler om at få struktur på forretningen. De skal finde ud af, om deres product/market-fit faktisk er rigtigt, og det skal valideres internationalt. Over de næste 3-4 måneder skal forretningen blive klar til sidste fase, hvor vi begynder for alvor at se på at skalere virksomhederne,” fortæller Steen Donner, CEO for DTU Science Park.

Alle virksomhederne har på forhånd fået tilsagn om en investering på 1 mio. kroner, som en del af programmet. Men derudover har de 15 virksomheder allerede rejst 50 mio. kroner i investeringskapital til sammen, og er allerede begyndt at ansætte medarbejdere.

Brug for fart

Enhver accelerators opdrag er, at få startup til at vokse hurtigere. Men for GreenUP gælder det ikke bare ud fra et finansielt synspunkt. Det handler i lige så høj grad om hurtigst muligt at få de CO2-reducerende løsninger ud i hele verden for klimaets skyld.

”Det skal gå hurtigere. Den korteste vej mellem to punkter er en lige linje, men for de fleste startups er udviklingsvejen sjældent helt lige. Så måden, man får det til at gå hurtigere på, er ved at hjælpe dem til at undgå de store udsving, og det gør vi ved at tilføje en hulens masse ressourcer i form af viden, hjælp og kapital,” forklarer Steen Donner.

Under det usædvanligt lange forløb i GreenUP får iværksættere adgang til blandt andet advokater, revisorer, marketing, salg, forretningsudvikling, ledelsesrådgivning og investorer. Alt sammen til et underlæg af CO2-reduktion, som spiller en særlig rolle frem mod skalering.

Inspiration for andre

Med det første kuld af grønne iværksættere godt på vej tror Steen Donner mere end nogensinde på, at Danmark har kompetencerne og iderigheden til at blive en grøn vækstnation. For GreenUPs vedkommende er ambitionen, at 7-8 ud af de 15 startups formår at skalere internationalt.

“Det er klar, at de ikke alle bliver unicorns, men kan vi få skabt nogle få, mellemstore danske virksomheder ud af det, med nogle hundrede ansatte, så er jeg sådan set tilfreds,” siger Steen Donner.

I klimaets navn er der brug for alle de grønne løsninger, vi kan komme i tanke om. Derfor håber han også, at GreenUP kan være med til at inspirere.

”Vi kommer ikke til at redde verden med det her program, men vi håber jo, at kunne lave et lille bidrag til grøn vækst i Danmark. Og så håber vi at se endnu flere grønne startups, som søger om at komme med i programmet, så vi kan få skabt nogle flere succeser og større og bedre footprints,” siger Steen Donner.


Fakta: GreenUP Accelerator

  • GreenUP er et ambitiøst acceleratorprogram sponseret af Industriens Fond, som er målrettet startups, der bidrager til at sænke CO2-udledningen.
  • Deltagerne får direkte sparring fra eksperter i alt fra jura og revision til forretningsudvikling og salg. Derudover tilbyder programmet en up-front investering på op til 1 mio. kroner, så iværksætterne ikke skal bruge unødigt meget tid på at rejse kapital.
  • Programmet holder fast i deltagerne væsentligt længere end andre programmer. Målet er, at deltagerne over 20 måneder skal nå hele vejen til scaleup-fasen, så de efter forløbet er klar til at modtaget venture capital og skalere internationalt.

 

Er du investor - eller bare ekstra nysgerrig?

Tilmeld dig nyhedsbrevet "Investornyt", hvor du får portrættet af Ugens Startup med ekstra baggrundsviden og en oversigt over de seneste investeringshistorier i økosystemet lige i indbakken.

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY