You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

2,5 millioner og erfarne profiler i ryggen: Stealth-startup ser dagens lys efter halvt års udvikling under radaren

I al hemmelighed har et erfarent team arbejdet på en ny løsning, som skal hjælpe e-handelsvirksomheder med at betale og få overblik over markedsføringsforbruget.

I al hemmelighed har et erfarent team arbejdet på en ny løsning, som skal hjælpe e-handelsvirksomheder med at betale og få overblik over markedsføringsforbruget.

Digital markedsføring er en helt afgørende vej til vækst for de fleste virksomheder. Men når det fungerer og budgettet stiger til store månedlige beløb, følger der også en række hovedpiner med for holdet bag: Der skal rapporteres, trækkes bilag til regnskabet – for slet ikke at tale om det lavpraktiske i at sikre, at betalingskortet ikke blive afvist når markedsføringsbeløbene bliver store.

Udfordringer kender Nikolaj Bomann Mertz fra sin egen krop, da han i en årrække har arbejdet som CMO. Og nu har han sat sig for at løse problemet en gang for alle med startuppet Franklin, der efter seks måneders udvikling i dag har løftet sløret for sin løsning.

”Vi hjælper e-handelsvirksomheder med at få fuldt overblik over deres økonomi og markedsføring. Samtidig automatiserer vi manuelle opgaver som bilagshåndtering og rapportering. Vi er et fintech, men vi skiller os ud på målgruppen: Vi er 100% fokuseret på e-commerce, og vi løser nogle af de specifikke udfordringer, som de har,” forklarer han.

Med et erfarent team fra startupland har Franklin allerede inden lanceringen landet investeringer på 2,5 mio. kroner fra en håndfuld angels.

Store betalinger og automatisk rapportering

Teamet bag Franklin tæller Nikolaj Bomann Mertz og Johan Frølich, der begge kommer fra ledende stillinger hos robotinvestoren Norm Invest (tidligere Nord.Investments).

”For et halvt år siden hev jeg fat i Johan, og blev enig med ham om, at nu var det vores tur til at starte en virksomhed og løse nogle af de her problemer, vi selv havde siddet med,” fortæller Nikolaj Bomann Mertz.

De startede med at opsøge en række CMO’er og ehandels-stiftere for at sikre sig, at de havde de samme udfordringer, som de selv havde bøvlet med. Undervejs stødte de på Peter Klit, der tidligere har stiftet Nordic Social, som blev den tredje medstifter. Og siden har de under radaren udviklet virksomheden Franklin, som skal gøre det nemt for e-handelsvirksomheder blandt andet at sikre betalingen af deres markedsføring.

”Det kan lyde banalt, men nogle e-handelsvirksomheder bruger flere penge på markedsføring end på lønninger. Så det er en kæmpe risiko, hvis betalingen ikke går igennem. Derfor tilbyder vi et kort, med en høj spending limit, så kortet ikke blive makset ud. Derudover giver vi 0,5% cashback, som kan blive til ret mange penge hvis du bruger 100.000 kroner om måneden på markedsføring,” siger Nikolaj Bomann Mertz og forklarer, at hele betalingsinfrastrukturen er skabt i partnerskab med e-pengeinstituttet Nium.

Med udgangspunkt i forbruget sikrer platformen samtidig rapporteringen af forbruget, så en række manuelle opgaver automatiseres.

”Vi kan trække forbruget fra alle annonce- og e-complatforme, så alle metrics som salg, spend og gennemsnitskøb samles automatisk,” forklarer Nikolaj Bomann Mertz.

Franklin forventer at byde de første kunder velkommen på platformen indenfor en måned.

UGENS STARTUP: