“Vi er ikke langt fra en fremtid, hvor vi kan betale husleje i Netflix-coins eller betale for benzin med flight miles.”

@sebastian

På den korte bane vil det danske startup Aryze bygge en statsunderstøttet krypto-krone – udenom staten. Men i fremtiden vil de kunne konvertere alt med værdi til kryptokopier.

På den korte bane vil det danske startup Aryze bygge en statsunderstøttet krypto-krone – udenom staten. Men i fremtiden vil de kunne konvertere alt med værdi til kryptokopier.

“Alt den innovation vi ser indenfor kryptovaluta, som smart contracts, micropayments, robot-paymnts og overførsler på kryds og tværs af grænser sker ikke for vores normale fiat-valutaer som kroner, dollars og euro. Så 99,9 procent af befolkningen bliver snydt for udviklingen. Det vil vi lave om på.”

Sådan forklarer Jack Nikogosian – eller Bitcoin Jack, som han bliver kaldt i kryptokredse – missionen bag startupet Aryze. Virksomheden vil slet og ret bruge teknologi til at binde nye, digitale valutaer sammen med den klassiske, statsunderstøttede fiat-valuta ved hjælp af en virtuel gældsaftale – en såkaldt IOU.

”Alle os normale mennesker bruger dollars, kroner eller euro – statsgaranterede valutaer. Vi ønsker at forbinde værdien af stastligt udstedte valutaer til en virtuel kryptovaluta, som vi skaber ved hjælp af open source blockchain protokoller. Kryptovalutaen bliver bundet til den bagvedliggende økonomi og har samtidig fordelene ved krypto,” forklarer Jack Nikogosian, CEO i Aryze.

Jack Nikogosian - aka Bitcoin Jack - CEO i Aryze.
Jack Nikogosian aka Bitcoin Jack CEO i Aryze

Modsat den mere gammeldags valuta kan krypto-eKronen flyttes rundt på en blockchain og udenom de 3-4 mellemmænd, som et almindeligt køb i en webshop hurtigt indebærer, hvis man bruger dankortet. Samtidig vil det være nemmere at handle kryptovalutaer mod en eKrone end en almindelig krone, da mønten er baseret på de samme platforme, som eksisterende kryptovalutaer og derfor nemt kan handles mod hinanden med automatisering og smart kontrakter.

Stable coin baseret på obligationer

Flere arbejder allerede med at forbinde kryptovaluta til fiat-valuta – såkaldte stable coins – så man kan handle med de digitale penge uden de store kursudsving. Nogen kalder det endda den hellige gral, hvis kryptovaluta skal blive et almindeligt betalingsmiddel.

Morten Nielsen, CFO i Aryze.
Morten Nielsen CFO i Aryze

Aryze gør eKronen stabil ved kun at udstede dem, når et tilsvarende beløb er indbetalt i almindelige kroner. Den almindelige krone sørger de for at opbevare sikkert, så der altid er værdi bag eKronen. Her gør Aryze det lidt anderledes end konkurrenterne. På den måde bliver værdien i et vist omfang understøttet af staten, selvom Nationalbanken ikke er involveret i projektet.

”At skabe en eKrone er ikke det problematiske i det her. Det svære er at lave en eKrone, som er sikker, og som privatpersoner og virksomheder har lyst til at bruge. Hvis hele vores likviditet er bundet i én bank, som går konkurs, ryger likviditeten og dermed alle brugernes penge. Derfor spreder vi vores likviditet i flere banker og i statsobligationer, så de er forsikrede. Vi skaber et økosystem, som giver en valuta der faktisk er government backed,” siger Morten Nielsen, CFO i Aryze.

Et nyt, økonomisk styresystem

På den lange bane handler Aryzes mission dog ikke om at lave en eKrone. Målet er større. De vil lave et økonomisk styresystem, som binder kryptoøkonomien sammen med den nuværende økonomi.

”Med eKroner flytter du ikke 100 kroner – du flytter nøglen til de 100 kroner, som bliver opbevaret hos os ved brug af diverse multi-signature protokoller og regelsæt. Det hele sker uden mellemmænd. Og i virkeligheden betyder det ikke så meget, om der er tale om kroner, dollars eller aktier for den sags skyld,” siger Jack Nikogosian.

Læs også: Digitale mønter kan blive nyt fundament for startup-funding

Derfor kalder Aryze også deres system for modulært. De vil lave grundstenen, og så kan andre leverandører på sigt koble sig på systemet med værdier af enhver slags.

”Du kan sammenligne vores modulære løsning med Chrome-browseren og dens udvidelser. Som udgangspunkt får du en mobilapplikation, som er gjort så simpel at bruge som muligt. Men så kan det være, at du gerne vil have dit Shell-kort eller H&M-medlemsskab og tilhørende bonuspoint ind i appen, og det gør du så med en udvidelse. For hver udvidelse du tilføjer, kan du flere ting,” forklarer Jack Nikogosian.

Et kig i spåkuglen: Vi flytter ejerskab i stedet for værdier

Den stabile kryptovaluta er altså første skridt imod at skabe et økonomisk styresystem, hvor værdi kan udvikles på blockchainen udenom mellemmænd. I første omgang holder Aryze nøglen til brugernes kroner, som brugerne selv kan bytte med andre brugere. På sigt kan de også bytte krone-nøgler til tesla-aktie-nøgler eller matas-point-nøgler.

”Vi tror, at alle derivativer kommer til at leve på et konsensus-netværk i fremtiden. Det giver mening at have en virtuel version på blockchain, for den gør det bare nemmere at handle og flytte frem og tilbage. I fremtiden kommer vi ikke til at flytte de faktiske penge – det er ejerskabet til pengene, vi flytter rundt,” siger Jack Nikogosian.

Og hvis Aryze får ret i, at deres platform er fremtiden, betyder det, at vi vil komme til at tænke på værdi og betaling på en helt anden måde, mener han.

“Vi er ikke langt fra en fremtid, hvor vi kan betale husleje i Netflix-coins eller betale for benzin med flight miles.”

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

...så får du de seneste nyheder og største historier om tech og startups lige i indbakken!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY