Siden den første iPhone udkom, har Morten Kamp Schubert udviklet apps. Samtidig har han siden 90’erne været en passioneret mountainbiker. Så da han fik ideen til Singletracker sagde han nej til et fast job, og kastede sig ud i at gøre blanding af mountainbiking og teknologi til en forretning.
”Da vi startede, var der ikke så mange mountainbikespor, og de var svære at finde. Det kunne jeg se et businesspotentiale i. Mountainbike er en individuel sport, som kræver en arena at udøve sporten på. Og med Singletracker hjælper vi med at gøre sporene tilgængelige – vi hjælper den enkelte med at vælge det rigtige mountainbike spor, der passer til evner, erfaring og humør,” fortæller han.
Singletracker er i dag en app, som guider rytterne hen til og gennem mountainbikespor. Mens passions-startuppet fra start har fået stor tilslutning fra mountainbikere herhjemme, har virksomheden været langt omkring, for at finde den rette forretningsmodel. Fra et modul i appen til betaling af spor over en sikkerhedsgadget til digitale guiding for turistdestinationer.
Undervejs er både virksomheden såvel som markedet for sporttech modnet. Og med virksomhedens nyeste satsning – Mountainbike United, som er et community for mountainbikere – håber de at ramme den helt rigtige model.
”Vi mangler stadig at løse det faktum, at det er en god ide ikke at køre alene af mange årsager. Det håber vi, at brugerne er klar til med Mountainbike United,” siger Morten Kamp Schubert.
Det danske community vokser
Ida Bjerga ville samle nordiske startups indenfor ‘FitTech’ (fitness-teknologi) og ‘SportsTech’ (sports-teknologi), da hun i 2019 stiftede ’Nordic Sports Tech’. På det tidspunkt fandtes der nemlig ikke andre platforme, hvor virksomhederne kunne mødes som branche.
”Ideen var at skabe en platform, hvor branchen kunne mødes og dele erfaring over en kaffe eller øl, så de kunne hjælpe hinanden til at blive bedre. Vi ville sætte fokus på sportstech i Norden, og siden vi startede, er der kommet flere større communities. Så på community-siden er der sket rigtig meget i Danmark de seneste år,” siger hun.
De stor idrætorganisationer DGI og DIF har begge startet initiativer målrettet iværksættere indenfor sportstech, og Sport Lab Copenhagen er startet med en fysisk coworking-lab for sportsiværksættere i København. Alle med en kollektiv vision om at stimulere vækst og community indenfor sportstech i Danmark.
”Ingen af de andre nordiske lande har haft samme store fokus som Danmark, der har de største private communities i dag. Med det fokus er Danmark også vokset rigtig meget indenfor sportstech på få år. Og kan vi skabe mere opmærksomhed omkring sportstech kommer der også flere investorer og muligheder for iværksætterne,” siger Ida Bjerga.
Både for startups og for idrætten
DGI, som er en af de meget store organisationer for breddeidrætten i Danmark, kører i år sit iværksætterprogram ’DGI Impact’ for tredje gang. En årlig konkurrence, hvor organisationen investerer 2 mio. kroner i seks iværksættere indenfor sportstech.
”Målet er at få noget nytænktning ind i foreningslivet og få hjælp til at digitalisere foreningskoncepter,” forklarer Jakob Breddam, som er projektleder for DGI Impact.
De startup, som har fået hjælp gennem DGI Impact, spænder lige fra hardware til måling af sportsaktivitet til platforme og apps, der gør livet lettere for medlemmerne i foreninger. Organisationen samarbejder med de unge virksomheder for at styrke idrætten med deres løsninger, og iværksætterne får samtidig adgang til en stor kunde og en massiv brugerskare.
”Vi investerer ikke for equity, men laver en modydelseskontrakt med virksomhederne. Hvis de har en app med en freemium-model, så laver vi en kontrakt, hvor vi får et antal premium-adgange billigere, så de kan komme ud og skabe glæde i foreningerne,” forklarer Jakob Breddam.
Ifølge Singletracker, som vandt DGI Impact og modtog en investering på 500.000 kroner sidste år, gør det hele forskellen. For sammen med investeringen følger også en kontaktbase ind i DGI.
”På den måde blev der etableret et samarbejde mellem os og DGI Cykling, som jo har været med til at åbne nogle døre. Så det med at få åbnet den relevante del af sporten op og den infrastruktur, der ligger i DGI,” siger Morten Kamp Schubert.
Der er penge i vores fritid
Sportstech har ikke bare gjort sit indtog i Danmark men i hele Europa de seneste år. Den store organisation ”Sport Tech Hub” er startet i London, Adidas har åbnet en accelerator i Berlin, i Paris finder man sportsinkubatoren Le Tremplen (som blandt andet danske Tonsser har været en del af) og Asics har åbnet et innovationshub i Barcelona.
”Det er en vertikal, som er vokset meget de seneste år – ikke bare i Danmark. Det giver inspiration for andre iværksættere, når nogle startups i branchen gør det godt, og investorerne er ikke længere bange for at investere i sportstech,” vurderer Ida Bjerga fra Nordic Sports Tech.
I følge analysevirksomheden SportsTechX er industrien værdisat til 9 mia. dollars i 2020 og anslås til at vokse til 32 mia i 2024. Det betyder også, at der investeres store beløb i branchen: I 2019 blev der investeret 500 mio. euro i sportstech i Europa – en stigning på 350 procent siden 2013.
”For nyligt fik vertikalen også sin første UnicornUnicorn er et udtryk, der bruges til at beskrive en startup-virksomhed, der har nået en værdiansættelse på 1 milliard dollars eller mere. More, da det amerikanske Classpass lukkede en finansieringsrunde på 285 millioner dollars, hvilket gav dem en værdiansættelseVærdiansættelse betyder at fastsætte værdien af en virksomhed, et aktiv eller en investering og kan også omtales som "valuation" på engelsk. I en dansk ko... More på over 1 milliard dollars,” tilføjer Ida Bjerga.
Den førende nation indenfor sportstech i Europa er Storbritannien, men Danmarks indflydelse er voksende. I perioden 2015 – 2019 blev næsten 70 mio. euro investeret i dansk sportsteknologi. De seneste år blandt andet drevet af fodbold-appen Tonsser, som rejste 41 millioner i sin Serie A-runde i slutningen af 2018, og AI-kameraet Veo, som fik en investering på 40 millioner kroner i deres Serie A-runde i september 2019.
Sport er under forandring
Hverken sport, gadgets eller digitale platforme er noget nyt. Men kombinationen af de tre har altså opnået markant vækst de seneste år – måske fordi fitness og sports også er under så markant forandring. Individuelle sportsgrene uden tilknytning til en klub som MTB, fitness og løb vinder frem. Og det betyder nye måder at organisere sig på, for vi vil stadig gerne være aktive i fællesskab.
Mens corona-nedlukningen har ramt dele af forretningen hos Singletracker, så har den nye situation også vist, at mountainbikere har brug for en digital mulighed for at mødes og organisere sig, når nu kun et fåtal – formentlig under 10 procent – er tilknyttet en klub i traditionel forstand.
”Man kan jo sige, at samtidig med at Danmark lukkede ned steg interessen for sporten faktisk. Fra uge 11, da Danmark blev lukket ned, har vi ti-doblet vores antal af ugentlige brugere. Og vi havde all-time high på brugere og antalt downloads i 6-8 uger i streg. Vi har været oppe på at få fire gange så mange brugere på en uge, som nogensinde før. Så det har været ret markant,” siger Morten Kamp Schubert.
Derfor tror han også, at timingen er rigtig til at tilføje virksomheden nye, digitale community ‘Mountainike United’. Et koncept hvor mountainbikere kan mødes i et gamificeret, digitalt univers og tilføje et nyt element til sporten – og et koncept virksomheden har landet en investering til at føre ud i livet.
”Sportsudøvere har altid været gode til at investere i grej, men dårlige til at investere i service. Men det bliver mere og mere almindeligt også at betale for services, og kan vi være med til at gøre det mainstream, kan vi være med til at udvikle sporten. Derfor satser vi også hele butikken på at flytte communitiet over på en abonnementsløsning, som er så interessant for brugerne, at de gerne vil betale,” siger han.
Pengene skal følge hypen
Endomondo har allerede vist, at man kan bygge en stor forretningen indenfor sportstech, og de næste store succes-startups – blandt andet Tonnser, Veo og Trackman – er godt i gang med at skabe nye iværksætter-helte i branchen.
Både Ida Bjerga og Morten Kamp Schubert har oplevet udviklingen som markant de seneste år, men sidstenævnte mener stadig, er der skal yderligere opmærksomhed til, hvis Danmark for alvor skal blive en førende nation.
”Jeg tror, det er rigtig sundt, at hypen er begyndt at kom med. Jeg har været i gang med at søge funding siden marts måned, og sportstech er ikke nået ud til de brede investorkredse endnu. Så jeg tror på, at det arbrejde der gøres med DGI-impact og forskellige acceleratorprogrammer er rigtig godt, og jeg tror det er nødvendigt. For det er helt klart, at der er mange penge i sport og fritid, men vi har ikke helt forstået det endnu,” siger Morten Kamp Schubert
For at nå derhen tror han også det er vigtigt, at den nye generation af sportstech-startup som Singletracker viser en klar vej til faktisk at tjene penge på de mange passionerede brugere.
”Vi skal derhen, hvor forretningsmodellerne bliver tydelige. Mange har kigget på Endomondo, som har haft røde tal hele vejen igennem, og det kan gøre det svært at se på sportstech som oplagte investeringsmuligheder. Men i takt med at udøverne opdager, at man kan få nogle services, som kan gøre sporten sjovere og nemmere tilgænglig, tror jeg sportstech bliver mere interessant – både som forretning og som en måde at gentænke den måde, vi dyrker sport og sportsfællesskaber,” siger han.