Er startupmiljøet blevet en rasteplads for folk med ADHD?

For 3 år siden blev jeg bekendt med statistikken om ADHDs høje repræsentation i iværksættermiljøet. En statistik som jeg indledningsvis blot accepterede genkendende fra min rolle som rådgiver til entreprenante mennesker, men der sidenhen har fået mig til at reflektere over, hvorfor vi i iværksættermiljøet er så gode til at favne mennesker på diagnose-spektret.

Jo ældre jeg bliver, jo mere stabilitet er jeg nødt til at finde

Jeg har personligt selv haft rigtig svært ved at finde mig til rette i min karriere. Kigger man på mit CV på Linkedin, kan man se at jeg har lavet et utal af ting trods at jeg kun er 29. Og man kan enten vælge at betragte det som en ambitiøs, dedikeret kvinde, der vidste hvad hun gik efter – eller bemærke de mange korte perioder og tænke, at hun da godt nok har svært ved at finde sig til rette i noget som helst. Begge dele er lige sande.

Da jeg var yngre syntes jeg at det var fedt, at en oplevelse med dårlig ledelse, der ikke kunne favne mig, gav mig viljestyrken til at gå selvstændig. Men nu hvor jeg er blevet ældre og har været selvstændig med mange ting og i mange år, kan jeg godt mærke, at jeg skæver længselsfuldt mod dem med et fast 8-16 job, som de elsker og har elsket i mange år. Jeg ville ønske at jeg “kunne nøjes” ligesom dem.

Som jeg bliver ældre, søger jeg naturligt mod mere stabilitet, og jeg bliver mindre fleksibel omkring mit behov for en ekstra opmærksom arbejdsplads, hvor jeg og alle mine krav bliver rummet. Det føles næsten som om, at iværksættermiljøet er den rasteplads jeg er blevet sat af på, fordi vores mere corporate arbejdsformer og ledelsesstile, slet ikke er gearet til at håndtere mennesker på diagnose spektret. En talentmasse der tyder på at udgøre hver fjerde af os i samfundet og blandt andet sådan en hvirvelvind som mig.

Mange vil hellere presse sit helbred langt som iværksætter, end at tage et normalt job

Og hvorfor er det så interessant. Jov, for som min karriere har udviklet sig, så er jeg endt i rollen som rådgiver til rigtig mange andre iværksættere, og de kommer i alle aldre og med alle former for baggrunde. I starten snakkede vi kun om forretningen, men med tiden blev behovet for en snak om privatlivet i sammenhæng med iværksætterdrømmen større.

Forestil dig en snak om hvem man er, hvorfor man er blevet iværksætter og særligt også snakken om hvorfor man forlod sit gamle job. Bemærkelsesværdigt har også en dybfølt angst om at vende tilbage til det regulære arbejdsmarked været noget jeg har drøftet med mange, og det har været særlig vigtigt for mig at sætte mig ind i, da jeg ofte observerer iværksættere der presser sig selv langt ud over helbredsmæssige grænser, for at undgå at vende retur til et almindeligt job.

Det interessante ved snakken om, hvorfor mennesker presser sig så langt for at lykkes med egen virksomhed, er, at rigtig mange entreprenante mennesker kæmper meget med deres privatliv, deres selvbillede, nærvær med andre og simple dagligdagsrutiner. De kæmper også med at leve op til et ideal omkring en kernefamilie med hus, børn, bil, hund osv. Men hvor de faktisk har sig selv og deres egne drømme og behov med. Derfor er støtte omkring den man er som privatperson, en mindst lige så stor del af at forblive i iværksættermiljøet, som det er at lykkedes med en forretningside.

Autencitet i arbejdet avler høj performance og frihed

Arbejder man i iværksættermiljøet, ved man, at miljøet giver entreprenante mennesker på diagnose spektret rigtig meget af det, de ellers mangler. Her er højt til loftet og knap så mange skæve blikke. Du får masser af fleksibilitet, sociale begivenheder og stor anerkendelse for at tænke og være anderledes. De fleste snakker også om deres passion for en idé, nye muligheder i markedet, forskning og alt andet end madpakker og børnefødselsdage. Der er alt i alt god plads til at skeje ud med det, der optager en allermest.

At arbejdsmiljøet er så rummeligt tiltaler jo unægteligt sådan en som mig, men også rigtig mange andre mennesker, der ligesom jeg, føler at de her kan være en mere autentisk version af dem selv, og det ro det giver at kunne være sig selv, frigiver mental kapacitet til at yde det bedste man kan i arbejdsregi – typisk på den halve tid, når der blot er mulighed for at fokusere.

Så til tider føler jeg mig sat af på en rasteplads, men en rigtig dejlig en af slagsen, hvor levevilkårene er hårde, men omsorgen meget høj! Det er en “luksus-rasteplads”, hvor frugten af effektiviteten høstes i form af mere frihed til at vælge selv. En frihed, der for sådan en som mig, altid vil overskygge enhver løn, medarbejdergode eller pensionsordning, da det giver mig tid til at arbejde lige så aktivt med mit overskud i mit privatliv, som jeg måske kæmper lidt mere med end mange andre.

67% af danskere med ADHD står uden for arbejdsmarkedet. Og det skyldes i lige så høj grad mangel på viden og ressourcer hos danske familier og uddannelsessystemet. Ikke alle får lov til at vokse op med den støtte, der skal til for at de får det bedste ud af at være anderledes. Jeg er bare en af dem, der har været heldig hele vejen.