You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

Flink-appen skal inkludere bedsteforældre i unges sociale medie-vaner

@sebastian

De tre unge iværksættere bag Flink-appen vil lave et socialt medie, der kan knytte bedsteforældre tættere på den unge generation. Og med en usædvanlig finansieringsmodel har de givet sig selv ét års runway til at lykkes.

De tre unge iværksættere bag Flink-appen vil lave et socialt medie, der kan knytte bedsteforældre tættere på den unge generation. Og med en usædvanlig finansieringsmodel har de givet sig selv ét års runway til at lykkes.

Morgenmaden deles på Instagram, den næste fest arrangeres på Facebook og en strøm af Messenger-beskeder ryger frem og tilbage på tværs af forskellige tjenester. Små bider af hverdagen flyder kontinuerligt imellem os på de sociale medier – i så høj en grad, at det er blevet helt naturligt at holde kontakten ved lige på en facon, der er alt andet end lineær og ”her og nu”.

Mens det på mange måder har gjort det nemmere at holde kontakten for de fleste, har det også været med til at koble den ældre generation fra. Ældre Sagen anslår, at omkring 50.000 ældre i Danmark føler sig ensomme i hverdagen, og deres manglende tilstedeværelse på sociale medier, er måske én af forklaringerne.

”Vores undersøgelser viser, at specielt mange fra den yngre generation er ikke meget i kontakt med ældre familiemedlemmer, fordi traditionelle kontaktformer som telefon og besøg bare ikke sker særlig tit. Man bor måske langt væk, mens man studerer, mange har ikke en bil, og det med at tale i telefon er bare besværligt og langtrukkent,” siger Henrik Møller Kristensen.

Derfor har han sammen med sine to medstiftere udviklet appen ’Flink’, som er et simpelt socialt medie på de ældres præmisser.

”Normalt er sociale apps udviklet af unge til unge og har ikke fokus på dårligt syn og nedsatte motoriske og kognitive evner – eller bare det at bruge digitale medier som begynder. Flink gør det helt simpelt for ældre, som har svært ved at bruge almindelige kommunikationsapps, at holde kontakten til familie og venner. Det sænker barrieren, så man kan være i kontakt dagligt i stedet for et par gange om måneden, og en af effekterne er, at man har mere at snakke om, når man så er på besøg eller snakker i telefon, fordi man ved, hvad der sker i hinandens liv,” siger Henrik Møller Kristensen, der er CEO i Flink.

Siden februar har appen været i prototype, og i dag har den 400 brugere, som i alt har delt mere end 2.500 øjeblikke med hinanden.

Finansiering og team manglede den rigtige ide

De tre stiftere bag Flink kender hinanden fra folkeskolen og uddannelse, og fandt fælles fodslag i iværksætteri. Problemet med at holde kontakten med bedsteforældrene kendte de fra egen krop, men det var ikke en idé, de bare fra den ene dag til den anden kastede sig ud i. Tværtimod.

De vidste, at de ville skabe et rigtigt startup, som skulle være en skalerbar produktvirksomhed. Men for at nå dertil, lavede trioen først en konsulentvirksomhed indenfor software, som skulle skabe finansieringen, der gjorde det muligt at gå all-in.

”Vi udbetalte kun en lillebitte løn fra konsulentvirksomheden, som gjorde, at vi kunne spare en masse penge op ved siden af. Mens Jonas og Kristian arbejdede fuldtid som konsulenter, brugte jeg primært tiden på at lave forarbejdet til vores startup,” fortæller Henrik Møller Kristensen.

Stifterne af Flink (fra Venstre): Henrik Møller Kristensen, Jonas Ulleberg Jussila og Kristian Rossen Kristensen.

Mens kapitalen voksede var han 5-7 ideer igennem, som blev researched til bunds for så at blive skrottet igen. Det virkede simpelthen ikke som det rigtige, at gå all-in på. Og trioen endte et lidt atypisk sted for et startup: Det rigtige team var på plads, kapital var ved at være der – men den rigtige ide manglede.

”Vi kom fra universitetet alle sammen og havde en meget struktureret tilgang til innovation. Jeg lavede meget grundige behovsanalyser inden for hver løsning. Men undervejs fandt vi ud af, at den meget strukturerede tilgang ikke fungerer så godt i en startup-setting. Vi blev nødt til bare at træffe en beslutning og gå i gang,” fortæller han.

Erkendelsen kom ovenpå en snak med Vivino-stifteren Heini Zachariassen, som gav dem skubbet til at turde satse på Flink-ideen.

”Han sagde, at vi skulle se startupet som et løg, hvor vi kun kan pille ét lag af ad gangen. I stedet for at planlægge den fulde rejse for behov og løsning – det er umuligt – skal vi bare gå i gang, pille første lag af. Og når vi har gjort, det kan vi se næste lag, der skal pilles af. Og det er den måde vi arbejder på nu,” siger Henrik Møller Kristensen.

Ved årsskiftet blev konsulentvirksomheden derfor sat på standby for at starte Flink op, og med den opsparede kapital kan den unge virksomhed finansiere sig selv indtil februar næste år, mens de forsøger at finde det helt rette sociale medie mellem ældre og unge.

Digital inklusion kommer før indtjening

Indtil videre er Flink-appen gratis at bruge, og ved oprettelsen lover den også, at den hverken vil vise reklamer eller sælge dataen, som bliver opsamlet. Med andre ord har Flink endnu ikke en forretningsmodel. Men på bedste startup-maner vil de første bygge et produkt, som brugerskaren elsker og som løser et reelt problem – så må de finde en måde at tjene penge på senere. Håbet er at udvikle en premium-udgave, der gør en stor nok forskel i brugernes liv til, at de er villige til at betale et månedligt gebyr for brugen af app’en.

“Det har jo en masse fordele at være med i de digitale fællesskaber, og er man fuldstændig ekskluderet, er man også ekskluderet i samfundet. Og det taler ind i hele problematikken med ensomhed blandt ældre, hvor vi i hvert fald kan bidrage til at løse udfordringen. Det giver simpelthen bedre mental trivsel og øget livsglæde at dele øjeblikke med familie og venner,” siger Henrik Møller Kristensen.

Appen er dog ikke kun for de ældres skyld. De unge vil gerne være mere i kontakt med de ældre, men mangler et værktøj, der kan danne bro mellem de forskellige kommunikationsvaner.

”Hvis de ældre kunne bruge Facebook, Whatsapp og Instagram, var der intet eksistensgrundlag for Flink. Det er primært for dem, vi har udviklet det. Men samtidig har de yngre dårlig samvittighed over ikke at snakke nok med deres bedsteforældre. De vil gerne, men det er besværligt. Og der tror jeg, vi kan være med til at gøre en forskel – det at kunne sende og modtage billeder og stemmebeskeder fra dag til dag giver bare meget mere nærvær end en email eller et telefonopkald en sjælden gang imellem,” siger Henrik Møller Kristensen.

Er du investor - eller bare ekstra nysgerrig?

Tilmeld dig nyhedsbrevet "Investornyt", hvor du får portrættet af Ugens Startup med ekstra baggrundsviden og en oversigt over de seneste investeringshistorier i økosystemet lige i indbakken.

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY