Fyn og særligt Odense er kendt for deres mange dygtige robot-virksomheder, og InCite Robotics er tilsyneladende ingen undtagelse.
Selskabet fra Odense er nemlig blevet nomineret til EY’s prestigefyldte Entrepreneur Of The Year-pris, hvilket er noget, der vækker begejstring.
“Vi er glade for at kunne fortælle om vores nominering til denne pris, som anerkender vores stærke iværksætterånd. Vores ambitioner og innovative robotløsninger har sat os på radaren som en førende aktør i branchen. Denne nominering er et bevis på vores dedikation til at forme fremtiden med avanceret teknologi,” skriver Incite Robotics på LinkedIn.
Incite Robotics blev startet i 2020, og de laver automatiserings-robotter til blandt andet svejsning og palleteringsarbejde.
Prisen for Entrepreneur of the Year
Den globale organisation EY har siden 1986 i USA kørt Entrepreneur Of The Year-konkurrencen, og har således årligt uddelt priser til de mest anerkendte og vækstskabende selskaber i verden.
Da odenseanske Incite Robotics nu er nomineret til denne pris, skal de først konkurrere pr. region i starten af november med andre virksomheder fra Fyn. Dernæst er der landsfinale den 28. november i København for alle de danske regionsvindere.
Til sommer næste år kåres den globale vinder af Entrepreneur Of The Year Prisen.