You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

Klima-startup sikrer international funding til at bekæmpe energispild

Stifterne af Ento Labs, fra venstre: Kasper B. Nielsen (CTO), Bo Tranberg (COO), Henrik Brink (CEO) & Malte Frederiksen (CCO).
Ento Labs vil sætte en stopper for spild af energi ved hjælp af avancerede algoritmer. Til at realisere den mission har den aarhusianske startup netop rejst en millioninvestering fra danske og udenlandske investorer.

Den danske klima-startup Ento Labs har sikret en 25 mio. kroner stor investering fra en række investorer.

Investorgruppen består af de to venturefonde byFounders, som er nordisk, samt amerikanske Voyager. Gruppen tæller også en række angel-investorer, heriblandt iværksætter og forhenværende uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers.

Ento Labs har skabt et stykke software, som skal hjælpe bygningsejere med at reducere deres energiforbrug.

“Knap 30% af de globale CO2-emissioner kommer fra bygningsdrift, og 10-30% af energien, der bliver brugt i bygninger, går simpelthen til spilde. Det er et overset problem i hele diskussionen om den grønne omstilling, men vi ser et kæmpe potentiale, som vi har sat os for at gøre noget ved,” siger Henrik Brink, adm. direktør og stifter af Ento Labs.

Software overvåger og analyserer

Softwaren overvåger og analyserer energiforbruget i en bygning, og giver derefter forslag til hvordan energiforbruget kan optimeres – vel og mærke uden at der skal installeres ny hardware.

“Når optimeringsforslagene føres ud i livet, er der typisk hurtige og dokumenterbare besparelser at hente – både på driftsøkonomien og i form af reduceret klimapåvirkning. Uden at der nødvendigvis skal foretages større investeringer i renoveringer og nyt udstyr, da teknologien gør brug af målere, der allerede eksisterer i bygningerne,” siger Henrik Brink.

Ento Labs har allerede 6.000 brugere på deres platform, som består af blandt andre kommuner, regioner, industrivirksomheder, banker og detailkæder. Desuden har en række rådgivere, målerleverandører og forsyningsselskaber også set en mulighed for at yde en ekstra service til deres slutkunder ved at bruge Ento Labs’ løsning.

“Der er meget stor interesse for vores virksomhed i øjeblikket. Med den ekstra kapital, vi nu har rejst, har vi sat gang i vores vækstplan, som bl.a. omfatter skalering til endnu flere bygningsejere, internationalisering, yderligere produktudvikling og opbygningen af en stærk organisation” siger Henrik Brink.

Er du investor - eller bare ekstra nysgerrig?

Tilmeld dig nyhedsbrevet "Investornyt", hvor du får portrættet af Ugens Startup med ekstra baggrundsviden og en oversigt over de seneste investeringshistorier i økosystemet lige i indbakken.

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY