Der er stort kommercielt potentiale i at annoncere gennem podcasts.
Det mener Podimo, der netop har opkøb Podads, en af Danmarks førende podcastbureauer og reklameplatforme. Ambitionen bag er at skabe nye muligheder for danske podcasts og en stærkere vækstkurve for podcastgiganten selv.
“Markedet for podcast annoncering vokser, men vi ser et endnu større kommercielt potentiale, der går hånd i hånd med væksten af Podimos abonnementsmodel. Med opkøbet af Podads kan vi i samarbejde øge effektiviteten af podcast annoncering i Danmark, og tiltrække flere og større annoncører til mediet,” forklarer Podimos medstifter og CEOCEO betyder Chief Executive Officer og er den øverste leder i en virksomhed, ansvarlig for den overordnede strategi og ledelse. CEO’en rapporterer normalt ti... More, Morten Strunge. Han fortsætter:
“I kombination med Podimos abonnementsmodel kan vi nu tilbyde indholdsskabere af forskellig slags flere muligheder for indtjening og publikumsvækst, hvilket i sidste ende fører til bedre indhold for lytterne.”
En ny indtjeningskilde
Opkøbet skaber nye muligheder for indholdsskabere og annoncører, der nu kan øge deres indtjening gennem flere indtægtskilder samt udvide deres publikum.
I Danmark vil Podimo fortsat fokusere på sin abonnementsbaserede forretningsmodel som hidtil med eksklusivt, reklamefrit indhold til sine mere end 250.000 abonnenter. Med opkøbet af Podads styrker Podimo sin markedsposition yderligere, og hybridmodellen giver mulighed for at skabe bedre vækstmuligheder for danske podcasts ved at tilbyde både reklamefinansieret indhold og abonnementsmodeller.
Podads vil fortsat operere uafhængigt under ledelse af stifter og CEO Anne-Kathrine Pommergaard.
“Jeg er utrolig glad for, at vi bliver en del af Podimo og ser frem til samarbejdet. Sammen kan vi skabe en unik platform og levere endnu mere kvalitetsindhold til de danske annoncører.” siger Podads stifter og CEO Anne-Kathrine Pommergaard. “Det føles som et naturligt næste skridt for Podads, så vi kan fortsætte vores vækstrejse og åbne endnu flere spændende muligheder på det kommercielle podcastmarked.”
Opkøb kommer i kølvandet på Podimos nylige ekspansion i Holland, hvor opkøbene af de hollandske produktionsselskaber Dag en Nacht og Tonny Media har styrket virksomhedens internationale position. Podimo udbygger nu med en hybridmodel, der kombinerer abonnementsbaseret indhold med reklamefinansierede formater på tværs af andre podcast platforme og Youtube.