Der må være brug for en markedsplads, hvor private kan hyre massører til at komme direkte hjem til kunden og give massagen. Nogenlunde sådan tænkte iværksætteren Albert Kirk Iversen, da han stiftede RaskRask.
Virksomheden tog sin spæde start i Aarhus for fem år siden, hvor konceptet i første omgang blev lanceret lokalt for at teste konceptet. Siden er virksomheden stille og roligt blevet bygget op, mens konceptet er blevet finpudset, og de seneste to år er RaskRask rigtigt begyndt at vækste. Men det store gennembrud kom, da RaskRask drog ind i Løvens Hule og foran hundredetusindernes af danskere modtog en investering på 1,5 mio. fra Jan Lehmann og Christian Arnstedt.
”Løvens Hule var det store break for os. Der går man fra at være kendt i miljøet, som bruger massage, til pludselig at være landskendt. Alle fik pludselig øjnene op for os – og at man kan få behandling i hjemmet,” fortæller Albert Kirk Iversen.
Efter udsendelsen blev vist i midten af februar, strømmede både kunder og nye partnere til platformen. RaskRask havde forberedt sig på dét momentum ved at hyre flere medarbejdere forud for tv-programmet. Men så kom corona.
”Vi var helt lagt ned af henvendelser og slog rekorder på bookinger, og det så bare ud til at fortsætte. Men så ramte corona, hvor vi bare måtte lukke ned fra den ene dag til den anden og aflyse booking for 650.000 kroner,” siger Albert Kirk Iversen.
Brugte pausen på nye forretningsben
Under sit ekstraordinære pressemøde opfordrede Mette Frederiksen fra tv-skærmen direkte til, at massører lukkede ned hurtigst muligt. Derfor gik RaskRasks omsætning også fra 100 til 0 på et øjeblik – uden udsigt til ændring lige foreløbigt.
Som om det ikke var pres nok, havde iværksætteren netop fået en investering på 1,5 mio. fra de to løver. Men de var heldigvis i højere grad en hjælp end et pres i situationen, fortæller Albert Kirk Iversen.
”De kunne godt se, at det en rigtig svær situation, som ingen kunne have forudset. Så de kom med kyndig vejledning – selvom ingen har skullet navigere i den situation før,” siger han.
RaskRask havde allerede hyret flere udviklere for at bygge på det momentum, de forventede Løvens Hule ville skabe. Alligevel blev de nye medarbejdere ikke sendt hjem med lønkompensationen, da omsætningen forsvandt.
”En vækstvirksomhed som vores er ikke rentabel på den korte bane, men man udvikler den jo, fordi den skal blive det på den lange bane. Så det med at sende programmører hjem, ville bare være at give os selv et form for dødsstød,” siger Albert Kirk Iversen.
Tiden blev derfor brugt på at udvikle mod nye forretningsområder. Og da massage er svært at gøre til en virtuel oplevelse, arbejdede RaskRask i stedet mod at tilføje nye forretningsben, som kunne tilføjes når samfundet igen blev åbnet.
”Vi valgte at bruge den ekstra tid på at fokusere på at udvide til nye brancher – som også var lukket ned – i form af fitnesscentre og yogastuer. Vi så en unik mulighed, fordi de ville være lukket i lang tid, og både brugerne og instruktørerne ville mangle muligheden. Så vi tilpassede os til markedet – så de kunne få en-til-en-undervisning i stedet for at skulle ned i centret,” siger han.
Udvikling i DNA’et
Efter en måned helt lukket ned begyndte RaskRask at åbne for de private massager igen – selvfølgelig med respekt for at overholde de nye restriktioner.
”Vi har mistet lidt af det momentum, som Løvens Hule havde stillet os i sigte, så det er noget, vi skal arbejde op igen. Men nu har vi også nogle nye kategorier, som skal skydes i gang, og håbet er jo, at det kan hente noget af det tabte,” siger Albert Kirk Iversen.
Startuppet er stadig ikke på dét niveau, som de havde budgetteret med i en verden uden corona-nedlukning. Alligevel tror han på, at der er kommet noget godt ud af krisen.
”Vi forsøger at se muligheder: Har markedet ændret sig, har normerne ændret sig og åbner det op for muligheder for at bruge vores brand og platform nogle andre steder og på nye måder? Det tror jeg meget den måde vi tænker på – at det ligger i vores DNA at udvikle sig,” siger han.