Den gængse festivalstol, som hvert år købes – og smides væk – pga. sommerens mange musikfestivaler, har længe været på de danske iværksættere to do-liste.
F.eks testede Startuppet Lean Green i sin tid vandene med en festivalstol af biologisk nedbrydeligt og genanvendeligt pap. Virksomheden Sitpack, der også deltog i Løvens Hule, gik en anden vej med en foldbar stol designet efter en øldåse.
Men ingen er for alvor lykkedes med missionen.
Nu kaster det danske startup Re-Sit sig ind i kampen. Siden 2023 har stifterne Line Hove og Daniel Møller arbejdet med et lejekoncept, hvor festivalgæster kan afhente og aflevere særligt holdbare stole ved begivenheden, de er til.
”Systemet virker på den måde, at man lejer stolen til festivalen og betaler en pantafgift. Når begivenheden er slut, returnerer man stolen, får sin pant tilbage og stolene bliver gjort klar til næste begivenhed. Til sidst, når stolene ikke kan mere, sørger vi for at genanvende materialerne,” forklarer Daniel Møller.
Vil gøre op med brug og smid væk-kulturen
Sidste år testede Re-Sit konceptet med en returrate på 97 procent hos Vig festival. I år vender de tilbage igen med et større setup og et nyt udlejningssystem, der kan automatisere meget af processen.
”Mængden af affald på danske festivaler er steget med cirka 76 tons hvert år i løbet af de seneste 20 år. Og der er den gængse festivalstol – ”Harald Nyborg-stolen” – en stor del af problemet, fordi de fleste køber den til lejligheden, så går den i stykker og så smider de den ud, inden festivalen er omme,” siger Daniel Møller.
Re-Sits stole er ikke de almindelige campingstole, men produceret hos en europæisk producent og forstærket kritiske steder, så de holder til mere og kan genbruges år efter år.
Derfor håber Line Hove og Daniel Møller at have fundet en formel, der muligvis kan ændre brug og smid væk-kulturen hos danske festivalgængere.
”Ud af de udlejede stole fra sidste år pilotprojekter var der ingen af dem, der gik i stykker. Det fortæller os, at vi har forstærket de rette steder på stolene og at vi har fat i noget rigtigt her,” forklarer Daniel Møller.
Problemet går på tværs af Danmark. I 2019 producerede Roskilde Festival over 2000 tons affald. I 2022 var tallet faldet til 1500 tons, men festivalen forventer selv, at mængden igen steg i 2023.
Derfor er ambitionen hos Re-Sit, der for nylig fik støtte Innovationsfonden, helt klar:
”I 2026 skal vi være fast inventar til flere festivaler,” fortsætter han.