You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

Ugens Startup: ”Kan vi løse toiletrullen, kan vi virkelig flytte noget”

Stifterne af LastObject i forbindelse med Kickstarter-kampagnen for deres første produkt: LastSwab. Fra venstre: Isabel Aagaard, Nicolas Aagaard og Kåre Frandsen.

En genanvendelig vatpind har givet startuppet LastObject en bragende start på at erstatte engangsprodukter med bæredygtige alternativer. Målet er en bred produktrække, der gør det nemt at vælge bæredygtigt.

En genanvendelig vatpind har givet startuppet LastObject en bragende start på at erstatte engangsprodukter med bæredygtige alternativer. Målet er en bred produktrække, der gør det nemt at vælge bæredygtigt.

Plastikposen er erstattet med en mulepose af stof, parabenefri drikkedunke storsælger og sugerørene skal væk, så de ikke ender i næsen på en skildpadde.

På få år er der kommet stor opmærksomhed på, hvad plastikforuening gør ved både menneskekroppen og verdenshavene. Særligt en lille håndfuld hverdagsprodukter er kommet i søgelyset, men det danske startup LastObject vil skabe en bredere pallete af erstatninger til engangsprodukterne.

”Skal vi lave noget, der virkelig batter noget, er det ikke bare en lidt mere miljøvenlig stol. Ved at kigge på engangsprodukter, kan vi gøre en kæmpe forskel. Kan man eliminere noget, der bliver produceret millioner af hver dag, vil det virkelig batte noget,” siger Isabel Aagaard, medstifter af LastObject.

Virksomheden startede med en genanvendelig vatpind på crowdfunding-platformen Kickstarter i foråret 2019. Siden har de solgt 600.000 styk og tilføjet nye produkter til kataloget.

På mission for miljøet

Ideen til LastObject opstod på det fælleskontor, som de tre designere bag virksomheden i forvejen delte.

”Vi arbejdede på hver vores ting, men vi sad sammen. Og så kom det ligesom op: Hvad ville vi egentlig gerne med vores liv, og hvad, synes vi, var fedt at arbejde med? Og der var det meget fælles, at vi enormt gerne ville lave noget, der var godt for miljøet,” fortæller Isabel Aagaard.

De tre stiftere havde allerede erfaring med at designe produkter og gøre dem klar til produktion, men efter at have sat børn i verden, begyndte de også at spekulere på, hvad de efterlod til næste generation. Derfor blev erfaringen omsat til handling med vatpinden ’LastSwab’, som hurtigt blev lanceret som en kampagne på Kickstarter.

Effektiv kickstart

Vatpinden var hverken trioens første produkt eller første forsøg med crowdfunding-platformen Kickstarter. Derfor vidste de også fra start, hvorfor det var den vej, de skulle.

”Vi valgte hovedsageligt Kickstarter, fordi det er en super god validering af produktet. Vi kan godt sidde og klappe hinanden på skulderen over et produkt, men når det kommer på Kickstarter, kan vi virkelig teste, om det er noget, vi bør putte i produktion,” siger Isabel Aagaard.

Læs også: Ugens Startup: Wusaa vil skabe et parkeringsnirvarna uden bøder

LastObject ville være sikre på, at der var en efterspørgsel, før de begyndte at producere en masse vatpinde – som i værste fald kunne ende med selv at blive et spildprodukt. Men heldigvis viste LastSwab sig hurtigt at være en succes: I løbet af kampagnen rejse de 4,8 mio. kroner fra knap 20.000 backers til produktionen af den genanvendelige vatpind.

Der lå dog også massivt forarbejde bag. I de to måneder op til lanceringen indsamlede virksomheden 40.000 email-adresser fra interesserede køber. Og indsatsen betød, at projektets mål på 89.000 kroner blev rejst bare 20 minutter efter lanceringen.

Isabel Aagaard medstifter af LastObeject

Fra produkt til brand

Efter den første succes med de genanvendelige vatpinde, har LastObject udviklet genanvendelig lommetørklæde og netop lanceret en kampagne for vat-rondeller. Og selv med en solid brugerbase fra første produkt, har de valgt også at bruge Kickstarter til at validerende efterfølgende produkter – som samtidig giver et skud viral markedsføring.

”Vi har ramt et spændende design, der kommet meget debat om på Facebook osv. Halvdelen synes, det er super klamt at genbruge fx en vatpind, og den anden halvdel synes, det er genialt. Og det gør bare, at der bliver snakket om os,” siger Isabel Aagaard.

Samtidig bruger virksomheden Kicstarter til at interagere med kunderne, som er med til at udvikle produkterne.

Vatpinden LastSwab udgør stadig størstedelen af salget. Gennem crowdfunding, egen webshop og cirka 500 butikker er der på et år solgt 600.000 styk. Men LastObject vil være et brand med et helt katalog af engangsprodukter, så det ikke kun er sugerør og engangsservice, der findes gode erstatninger for. Og virksomheden ser stadig et enormt udivklingspotentiale på rejsen mod at blive et egentlig brand.

”Jeg kan roligt sige, at de næste år bliver vi inde i badeværelset. Der er nogle mega interessante hygiejneprodukter, som mangler gode alternativer. Jeg tænker også, at vi sagtens kan bevæge os ud – der er bare stadig mange ting at taget fat i omkring omkring hygiejne,” siger hun, og tilføjer grinende:

”Vi har en toiletrulle stående på kontoret som symbol på den ultimative udfordring. Kan vi løse den, og gøre det til et genanvendeligt produkt, kan vi virkelig flytte noget.”

Kan et lille startup flytte noget?

Og det er jo i virkeligheden det store spørgsmålet: Kan et lille startup flytte noget i den store, plastforbrugende verden?

”Det kommer jo til at tage noget tid, før man vil kunne se det. Men vatpindeindustrien stiger stadig med 3 procent hvert år. Hvis vi er heldige, kan vi jo se et fald i den på et tidspunkt. Der er en masse antydninger af, hvor vi er på vej hen. Lige nu handler det meget om politik. Der er begyndt at blive lavet regler – særligt i Europa – omkring, hvad man vil byde folk,” siger Isabel Aagaard.

For folk stopper ikke med at rense øre, og derfor kan det være svært at lovgive sig til forandring, hvis ikke der findes et bæredygtigt alternativ. Et alternativ som LastObject gerne vil tilbyde. Og når forbrugerne netop efterspørger forandring, som politikerne er klar til at lovgive om, kan også en lille product være med til at gøre en stor forskel.

”Jeg er totalt med på, at det ikke er os, der flytter det hele. Men vi kommer til at gøre en forskel, fordi vi tilbyder et alternativ. Forbrugeres behov og lyst har ændret sig. Da vi lancerede LastSwab, var jeg lidt i tvivl om, om vi ville ramme den brede befolkning. Men jeg er faktisk overrasket over, hvor mange der er villige til at forbedre verden,” siger Isabel Aagaard.

Er du investor - eller bare ekstra nysgerrig?

Tilmeld dig nyhedsbrevet "Investornyt", hvor du får portrættet af Ugens Startup med ekstra baggrundsviden og en oversigt over de seneste investeringshistorier i økosystemet lige i indbakken.

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY